Anmeldelse af Millennium 5: Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz 8


Anmeldelse: Mens anmeldere i udlandet har været svært begejstrede for David Lagercrantzs seneste Salander/Blomkvist-krimi og har haft de helt store sprudlende ord fremme, har danske anmeldere været lunkne over for Manden der søgte sin skygge. Jeg lander et sted midt imellem.

I Manden der søgte sin skygge er der gensyn med seriens mange karakterer, men også nye interessante personer kommer på banen.

I den femte bog i Millenniumserien møder vi Lisbeth Salander bag tremmer, da hun afsoner et par måneders fængsel. I fængslet får hun besøg af sin gamle formynder Holger Palmgren, der har fået fingre i dokumenter fra Salanders barndom, og hun kaster sig atter ud i en desperat kamp for at fylde de sorte huller i fortiden ud. Og selvfølgelig får Lisbeth Salander hjælp af Mikael Blomkvist.

Sammen, men hver for sig, graver de sig dybere ned i en historie om magtmisbrug, tvillingeforsøg, arv og miljø og overgreb, og handlingen har også tråde til æresrelateret vold.

Som i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt optræder Salander og Blomkvist igen sjældent i samme scene. Det er troværdigt og derfor også læseværdigt, når Lagercrantz giver os lov til at komme ind i hovedet på Salander og Blomkvist.

Da Salander redder en muslimsk kvinde fra at bliver stukket ned af fængslets magtfulde indsatte, skal hun nu se sig om til flere sider, for modstanderne hober sig op.

Millennium 5 er en god krimi

Manden der søgte sin skygge er klart værd at læse, og den er overlegen i forhold til mange andre krimiudgivelser herhjemme. Og i bedste Stig Larsson-ånd er der masser af statslige overgreb, hemmeligstemplede papirer, barndomstraumer, magtfulde mænd, fascister (endda en kvinde, der deler kælenavn med Italiens diktator frem til 1943 Benito Mussolini) og selvtægt og kompromisløshed a la Lisbeth Salander.  Også Lagercrantz gennemtæsker den skandinaviske idyl, som Larsson gjorde det.

Og jeg synes stadig, at David Lagercrantz er tro mod det univers, Stieg Larsson skabte. Samtidig finder den svenske forfatter sine egne veje for at udvikle personerne.  Han lader f.eks. Lisbeth Salander dyrke matematikken i højere grad, og han har skabt en troværdig og interessant forklaring på, hvorfor Salander lader en gigantisk dragetatovering fylde hele hendes spinkle ryg. For er dragen gerningsmand eller offer? Eller måske en kraft, der gør, at man kan slå fra sig?

Det er også herligt, at vi i ganske små biroller bl.a. møder it-geniet Plauge igen og den sympatiske politikommissær Jan Bublanski.

Hvor skal vi hen, du?

Hvorfor strør jeg ikke om mig med ord som aldeles fremragende og eminent? Fordi handlingen indimellem snegler sig af sted og flakker rundt, så man som læser har lyst til at kalde på skærmtrolden Hugo fra det hedengangne tv-program Eleva2ren, og få ham til at spørge: Hvor skal vi hen, du?

Lagercrantz kan af gode grunde ikke være Larsson, der var antiracist og feminist til fingerspidserne og kæmpede en utrættelige kamp for retfærdighed. Men før den afdøde forfatter indhylles i alt for lyserødt skær og hans forfatterskab idylliseres, vil jeg lige minde om, at Larsson ofte skrev indviklet, knudret og af og til var for nærig med punktummer.  Også han kunne skrive alenlange svinkeærinder.

Og Lagercrantz skriver altså godt.

PS: En af mine bloglæsere har for nylig mødt David Lagercrantz to gange. Det kan du læse om på hendes blog lige her


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

8 thoughts on “Anmeldelse af Millennium 5: Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz

  • Birthe Sonne

    Tak Rebekka – den anmeldelse havde jeg virkelig brug for. Jeg var over halvvejs inde i bogen, da min søde mand forsøgte at trylle aviserne væk, så jeg ikke skulle se de dårlige anmeldelser. Det lykkedes ikke, så jeg blev virkelig skuffet, ikke over bogen eller Lagercrantz, men over anmelderne. Hvad har de dog forventet? Jeg er glad for, at de udenlandske anmeldere har en anden tone på. Jeg synes, Lagercrantz er tro mod det univers, han har ‘arvet’, men samtidig forstår han at udvikle det. I øvrigt er bogen nok klædelige 50-75 sider kortere, end hvis Larsson havde skrevet den.

  • Anna Lange

    Spændende bog med masse af handling men hold da op hvor er den dårligt oversat! For eks. på side : “Hvad da” som er en direkte oversættelse af svenske Vad då. På dans vil man nok sige hvilket da eller hvordan dog. Der er masser af den slags hjemmelavede oversættelser i bogen, desværre.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Tak for din kommentar. Det tænkte jeg ikke på, da jeg læste den, men jeg er også elendig til svensk.

  • Bettina

    Jeg er helt uenig. Jeg synes der er alt alt for mange ligegyldige fyldord og lange kedelige passager og beskrivelser. Jeg opgav halvt inde i bogen. Simpelthen en kedelig bog. Den er ikke i nærheden af de andre. Jeg mangler den spænding, det var at vende hver side som de andre bøger har. Det er tydeligt at det ikke er samme forfatter. Øv hvor blev jeg skuffet!

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Bettina

      Mange tak for din kommentar. Jeg synes også, man mærker, at det ikke er samme forfatter, og der mangler klart noget hjerteblod. Men jeg må indrømme, at jeg synes, Lagercrantz skriver bedre end Larsson. Håber din næste læseoplevelse bliver en god oplevelse. VH Rebekka