Anmeldelse: Al kødets gang af Ambrose Parry


Anmeldelse: I aftes holdt jeg foredrag på Risskov Bibliotek, der samtidig var årets sidste foredrag om krimiguf. Jeg anbefalede 16 suveræne krimier. Det skulle egentlig kun have været 15. Men denne krimi, der udkom i fredags, sneg sig med i feltet.

Ny videnskab og gamle overbevisninger mødes i denne læseværdige historiske krimi.

Ambrose Parry: Al kødets gang: Det er ikke altid butleren, der er skurken. Heller ikke i Ambrose Parrys Al kødets gang, der udkom forleden på Modtryk.

Men der er en butler med i historien, for den historiske krimi foregår i Edinburgh anno 1847. I en brydningstid, hvor der eksperimenteres med medicin og nye banebrydende behandlingsmetoder, og i en tid, hvor nogle har en butler – og andre kæmper med det yderste af neglene for at holde krampagtigt fast i livet i Edinburghs rå slum –  beskidte og fattige Old Town.

I bogen møder vi den unge Will Raven, der er medicinstuderende. Han er pokkers heldig og bliver føl hos den berømte professor i fødselshjælp Simpson i byens fine kvarter. Den berømte og velrespekterede læge har ikke kun en butler ansat, men også den kvikke og ambitiøse tjenestepige Sarah Fisher, der har andre talenter end at gå ærinder og skænke kaffe op.

Og selvom de ved første skæve øjekast foragter hinanden, finder Sara og Will efterhånden sammen, fordi de som de eneste er interesserede i at finde sandheden om nogle bemærkelsesværdige dødsfald blandt byens kvinder.

Hvor det unge detektivpar er fiktive, levede deres arbejdsgiver James Young Simpson (1811 – 1870) i virkeligheden og er i dag for Edinburgh, hvad H. C. Andersen er for Odense.

Som den første af alle anvendte han kloroform som bedøvelsesmiddel, og Simpson har haft betydning for udviklingen af obstetrik/fødselshjælp.

En venlig bloglæser tog dette foto, da jeg i går holdt foredrag på Risskov Bibliotek. Måske ses vi på dit lokale bibliotek i 2019?

Jeg er faldet pladask for Will og Sara og det berømte bysbarn, der åbnede sit hjem for både fattige patienter og samfundets elite.

Og jeg er faldet for bogens virvar af skumle gyder, brutale samfundsstrukturer, desperate prostituerede, griske mennesker, rå og resultatorienterede politimænd, drukkenbolte, fine damer med sans for korssting og sladder, eksperimenterende læger, der ivrigt afprøver kemiske stoffer på egne kroppe og alle de håb og den håbløshed, Edinburgh bød på dengang.

Vanvittig underholdende, rå og tankevækkende victoriansk krimi, der sætter en interessant brydningstid i fokus. En tid, hvor ny videnskab og gamle overbevisninger kommer i karambolage med hinanden.

Det er historie og fiktion flettet forrygende sammen til en levende og farverig fortælling. Og ja, den eneste forskel på gift og medicin er mængden. Tempoet spurter indimellem, mens det lunter i andre afsnit, men historien mister aldrig pusten. Den er rørende og rå og rasende underholdende, selvom plottet ikke gemmer på store overraskelser. Men der er gode miljø- og personbeskrivelser i bogen, og et interessant portræt af en kompleks by. Der er allerede planlagt flere bøger i samme serie.

Ambrose Parry er pseudonym for det skotske forfatterpar krimiforfatter Chris Brookmyre og hans hustru Marisa Haetzman, der forsker i anæstesi. Hendes kandidatafhandling om anæstesiens historie gav inspiration til romanen.

Et passende navn. Ideen til pseudonymet fik parret nemlig efter Ambroise Paré, som var en fransk militærkirurg i midten af det 16. århundrede. Han er blevet kaldt den videnskabelige kirurgis fader og udgav flere anatomiske og kirurgiske lærebøger på fransk, hvilket i begyndelsen blev latterliggjort, da det var sædvane at publicere på latin. Men han kom til at arbejde for flere franske konger, så…

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.