Forfatter Erik Frandsen har skrevet fire bøger og novellesamlingen her. Foto: Rebekka Andreasen
Anmeldelse: At skrive kort og stramt er ikke nødvendigvis nemmere end at folde sig ud på 300 romansider. På ganske få sider skal forfatteren kreere en interessant historie med personer, vi som læsere bliver nysgerrige efter at følge. Og gerne med et raffineret plot nu vi er i krimigenren.
Det er et sympatisk projekt, Erik Frandsen har kastet sig ud i: Han har skrevet 12 kriminoveller, som tager læserne med til meget forskellige steder i verden. Som læser kommer du med til et polsk hospital, besøger en nationalpark i det sydlige Afrika, fiskermiljøet i Hirtshals, ligesom du færdes blandt velhavere i Chicago og kommer med bus til Venedig. Og i en af novellerne kommer du et smut til Høver ved Skanderborg, hvor forfatteren selv bor. Det er i øvrigt den novelle, der er mest voldsom.
Tidligere har jeg været godt underholdt af novellesamlinger bl.a. Liv for Liv fra 2011, hvor forfattere som Anna Grue, Christian Mørk og Tornbjerg og Øbro har bidraget med spændingshistorier.
Desværre blev jeg aldrig grebet af Frandsens noveller.
Hvor geografien er godt spredt ud, så har novellerne mange fælles træk: Der er mange mænd, der drikker alt for meget, og personer, der bliver ramt af varmen, når de stiger ud fra fly. Og I to af novellerne er mænd “friske som havørne”.
Sproget er præget af en del slidte formuleringer, der ikke bidrager med meget originalitet. Og når to danske veninder stiger ud af landroveren og iagttager naturen i Kruger National Park, så ville jeg hellere selv opleve, hvad de ser, og at forfatteren havde vist mig det, end at få at vide, at naturen var et “imponerende syn.”
Heldigvis er der sprækker, hvor humoren får lov til at spire frem, og der er masser af fart og tempo over novellerne.
Fælles for historier er dog, at jeg aldrig får empati med personerne og derfor også er lidt ligeglad med, hvad der sker dem. Jeg savner, at der er kælet mere for personkarakteristikkerne. Og strammere dialoger.
Når en ægtefælle kvæler sin kone impulsivt og ikke har den store anger, men som det første tænker: “Hvad pokker skal jeg gøre med liget?”, så har jeg svært ved at blive grebet af historien. Personerne bliver for karikerede, og de onde er virkelig grumme. Selvfølgelig kan man få sympati med en skurk, hvis man kommer mere end en millimeter ind under huden på personen og forstå, hvorfor han/hun handler. Men det får jeg desværre heller ikke. Jeg savner også både overraskelser og finesse. Hvad nu hvis narkokureren ikke var underlig, ikke skilte sig ud og ikke var som limet fast til sin kuffert?
Novellesamlingens to bedste historier er Voldens spiral, hvor politikerne sætter militæret ind i den københavnske bandekrig, og Rapporten, der har tråde til Grønlands undergrund, og hvor vi møder en professor på Aarhus Universitet, der underviser i mineralogi. Og det trods en privatdetektiv, der har en flaske whisky i skrivebordsskuffen.
En indholdsfortegnelse ville også have været rart, da man som læser (sådan en som mig i hvert fald) ofte hopper rundt og ikke nødvendigvis læser noveller i kronologisk rækkefølge.
Det er Erik Frandsens første novellesamling. Tidligere har han udgivet fire romaner på Forlaget Mellemgaard, som også Fuglekongen og andre kriminoveller er udkommet på.
Bogen er et anmeldereksemplar.
