Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.
Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.
I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.
I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.
Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?
Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?
I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.
Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.
Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.
Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.
Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.
For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.
Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.
Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
Jeg har lige købt den og glæder mig til at læse den efter din fine anmeldelse,
Tak for dine altid søde kommentarer Tove. Du har været hurtig til at få bogen i hus. Jeg er sikker på, at den er noget for dig.
Bedste hilsner fra Rebekka
Hold nu helt fast hvor jeg glæder mig til at læse den bog. Jeg er vild med (gode) tykke bøger – jo tykkere jo bedre – jeg kan godt finde på at lade sådan en basse ligge og vente nogle dage, bare for at gå forbi og røre ved den og glæde mig.
Hvis ikke Søren Sveistrup kan skrive en god bog, hvem Søren (thø hø) kan så? Jeg er fan af hans tv-serier.
Tak for lige at give min “kan-næsten-ikke-vente-indre-stemme” lidt næring.
Selv tak! Glæd dig trygt!
Bedste hilsner fra Rebekka
For filen, jeg håber min kollega snart er færdig med den, så det kan blive min tur 🙂
Håber han/hun turbolæser, men det giver sig selv. God læselyst Lida.
Kh Rebekka
Tak for en fin anmeldelse, jeg vil glæde mig til at læse den.
Selv tak Ingrid – og tak for din søde kommentar. God læselyst.
Tak for den fine anmeldelse, dem gør du rigtig godt 🙂 Jeg læste Kastanjemanden på tre dage – det vel at mærke med fuldtidsjob og tre små børn 😀 Føler mig normalt smidt lidt af læsehesten, fordi jeg om aftenen er så træt, så træt. Men ved denne her blev jeg godt nok siddende i sadlen! Kh M
Kære M
Tusind tak for dine fine ord, som jeg blev glad for. Ja, den bog er virkelig god – så god, at man finder læsetid uanset hvad. Rigtig god sommer.
Bedste hilsner fra Rebekka
Hold nu fast, hvor er det en velskrevet og fuldstændig fantastisk spændene, historie. Jeg var hele 6 dage om at læse den, men det er udelukkende fordi jeg er arbejdsramt.
Jeg håber i dén grad, at der kommer flere krimier fra Søren Sveistrup.
Venlig hilsen
Vibeke Dinsen
Tak for kommentaren Vibeke. Jeg er enig – det er en rigtig god historie. Vi må håbe, at han skriver flere bøger.
Mange hilsner fra
Rebekka
Jeg er fuldkommen blæst bagover Kastanjemanden. 😀
Der var virkelig skruet op for alle de rigtige knapper! Eneste problem er dog, når man ligger til klokken 4 om natten for at læse bare lige liiiidt mere.. Godt jeg fik den slugt i løbet af to dage – ellers havde jeg jo befundet mig i en zomietilstand indtil den var overstået.. Ha ha! 😛
Bedste hilsner
Katrine
Hej Katrine
Mange tak for din kommentar. Ja, det er en rigtig god krimi, der kan røve din nattesøvn. Jeg er helt enig med dig.
Vi må håbe, at Sveistrup skriver flere krimier.
Bedste hilsner fra
Rebekka
LIdt rigelig med skamros af Sveistrup og Kastanjemanden, synes jeg nok. Dels afslører Sveistrup et pinligt ukendskab til geografi og retsplejelov. Forbryderen arbejder f.eks. på et færgeleje på Møn – en ø, som absolut ingen færger har! Og forfatteren lader politiet – og ikke retten – varetægtsfængsle de anholdte! Lidt af en nyskabelse i dansk jura. Endelig får Sveistrup sine to politihelte til at overfalde en totalt sagesløs overlæge med påstande om, at lægen har været i seng med to patienter … hvis det slags skete så grundløst, var politifolkene blevet fyret på stedet.