Anmeldelse: Anne Mette Hancocks debutkrimi blev en dundrende succes. I dag udkommer efterfølgeren Mercedes-snittet. Er den god? Ja. Hancock skriver krimier, der gør indtryk. Er den lige så suveræn som Ligblomsten? Det synes jeg ikke.
Synsbedrag. At ikke alt er, hvad det ved første øjekast ser ud til at være. At drage forhastede konklusioner uden at se sig virkelig godt omkring.
Det griber Anne Mette Hancock fat i i Mercedes-snittet – den anden storbykrimi om journalisten Heloise Kaldan og efterforsker Erik Schäfer.
Umiddelbart kan man som læser tro, at forfatteren har års erfaring med durkdrevne plot, struktur, flow og personkarakteristikker, der lever og spræller, at hun har en årelang produktion af kvalitetskrimier bag sig, men lad dig ikke snyde.
Det er Hancocks krimi nr. 2 og efterfølgeren til bestselleren Ligblomsten. En debutkrimi, der i øvrigt udkom i Frankrig i sidste måned i et blæret førsteoplag for en krimidebutant på over 10.000 eksemplarer.
Mercedes-snittet virker nemlig som et produkt af en forfatter, der har kreeret solide kriminalromaner i årevis. Ikke på den rutineprægede måde. Men på den måde, hvor plottet er gennemarbejdet og kælet for ned til mindste lille overraskelse. Og hvor det forfatterknofedt, der skal til for at skabe en læseværdig, troværdig og underholdende krimi med personer, vi holder af og får empati for, i den grad er kommet i spil og på effektivt arbejde.
Titlen, der ligesom Ligblomsten er sat sammen af to ord, der ikke umiddelbart hænger sammen, hentyder til det snit, en retsmediciner i forbindelse med en obduktion laver, når han/hun skærer i hjerteblokken med tre snit, der mødes på midten som i Mercedes berømte logo. Unik titel og sjovt fundet på. Og så passer den godt til historien.
Ved at lave et Mercedes-snit kan man undersøge, om afdøde har arvæv i hjertet. Det er netop en historie om ar i hjertet, ar i sjælen. Det er en krimi om hævn, om dysfunktionelle familier, om sorg, men også om kærlighed. Og om hemmeligheder og traumer, der er så fæle, at selvom man gør alt for at drukne dem, så insisterer de på at poppe op på et tidspunkt.
Der er en mørk tone gennem hele bogen, selv om der er masser af sprækker, hvor humoren sniger sig ind. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt at være menneske, og karaktererne lider på hver deres måde i Mercedes-snittet, der tager dig med til bidende kolde februardage i København.
Heloise brænder ikke for at få det barn, der spirer i hendes mave, og allerede i bogens anden kapitel er hun ved lægen for at få piller, der kan stoppe den graviditet, hun endnu ikke har fortalt sin kæreste om. Og da tiårige Lukas forsvinder fra skole, bekræfter det kun Heloise (med stumt h) i, at det er farligt og alt for risikabelt at sætte børn i verden. Hun har overhovedet ikke lyst til at være mor.
Avisen dirigerer Heloise, der ellers er i gang med at researche til en dybdeborende historie om PTSD-ramte soldater, på sagen om den forsvundne dreng. Erik Schäfer står i spidsen for efterforskningen. Og igen krydser de to igen hinanden på jobbet. De er blevet så gode venner, at Heloise og kæresten Martin inviteres til middag hos Schäfer og hans livslange kærlighed Connie, der stammer fra Caribien. Da en fløs af en soldat bliver dræbt, flettes de to sager alligevel ind i hinanden.
Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til den forrige bog. Det er især de indre dramaer og dilemmaer, der er i fokus i denne psykologiske krimi, der også er en rørende fortælling.
Som læser bliver du klogere på bl.a. fænomenet pareidolia – at hjernen snyder dig, så du tror, du ser ansigter i f.eks. døre, stikkontakter eller billygter. Fascinerende. Google selv.
Schäfer fylder mere. Han er noget så usædvanligt som en strømer med et godt, stabilt og kærligt ægteskab. Et barnløst et af slagsen, og derfor er Heloise nærmest blevet den datter, han aldrig fik. Et godt makkerpar, det er de to.
Hancock bøjer og vrider sproget originalt. Men overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen, og det havde klædt sætninger som…
skuldre, der var brede som motorveje, lægge så store som juleskinker og nakker, man kunne kløve brænde på…
at blive tonet en anelse ned. Vi forstår pointen. Også at Schäfer spiser en reje større end gennemsnittet, når han:
Stak gaflen i en reje på størrelse med en shetlandspony
Det er detaljer i en ellers medrivende og yderst velkomponeret krimi. Jeg er begejstret for bogen. Mercedes-snittet er krimiguf.
Men hånden på hjertet, ar eller ej: Ligblomsten er et nøk bedre. Den havde noget fandenivoldsk over sig, som Mercedes-snittet ikke har. Og selvom Heloise er gravid i denne roman og tumler med tanker om sin fremtid og sit parforhold, så havde hun endnu mere på spil i den første fabelagtige bog.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.
PS: Der er Mercedes på bloggen disse dage. I morgen kan du læse min anmeldelse af tv-serien Mr. Mercedes efter en roman af Stephen King. Husk også, at du stadig kan deltage i konkurrence om biografbiller. Søg på Den skyldige, så popper konkurrencen op.
Jeg kan godt lide dine altid gennemarbejdede og gode anmeldelser. De giver mig lyst til at læse bøgerne med det samme.
Jeg var meget begejstret for Ligblomsten, den er ikke nem at overgå, men jeg glæder mig til at læse Mercedes-snittet.
Tusind tak kære Tove. Jeg er så glad for, at du trofast læser med.
Nu blev jeg da helt bange, jeg hader nemlig bøger, hvor “overdrivelse fremmer forståelsen”, det bliver klicheagtigt og jeg har lyst til at råbe, ja, ja, jeg har forstået det 🙂 nå, men læses det skal den.
Du kan være helt tryg. Bogen er rigtig god. Og utrolig velskrevet. Men man må vel gerne være lidt kritisk ik?
Hvad der mon er galt med min udgave af Ligblomsten? Jeg er startet med at læse den 3 gange, og den kan slet ikke fange min interesse. Jeg bliver vist nødt til at klade E-bogen frem en fjerde gang
Kære Birthe
Tak for din kommentar. Jeg elsker den bog. Hvor pudsigt at du slet ikke er grebet af den. Men det er jo ikke sikkert, at den falder i din smag, så hvis du har forsøgt dig tre gange vil mit råd nok være: Find en anden bog at læse, der fanger dig.
Bedste hilsner fra Rebekka
Næh, nej, jeg vil prøve igen. Der må jo være nogle kvaliteter, jeg ikke lige får øje på.
Lige nu suser jeg gennem Mari Jungstedts Det andet ansigt. Hurtigt læst og ikke så meget nyt under solen. Måske er Gotland efterhånden løbet tør for mordgåder.
Næste på programmet bliver Clinton / Patterson, som du har skrevet om i dag. Den landede i min postkasse i morges.
Kære Birthe
Jeg havde det på nøjagtig samme måde. Så lånte jeg den på lydbog og fik den færdig. Den var god, men jeg var ikke grebet på den måde at jeg bare skulle have den færdig
Både JPs og Fyens Stiftstidendes anmelder kalder modsat dig bogen for rutinepræget, hvilket jeg også er enig i. Der mangler simpelthen drive og dybde. Og det er tidligt i sin karriere, at forfatteren mangler det. Bogen skal ikke gøres mere blændende, end den er – blot lidt over middel.
Kære Susanne
Mange tak for din kommentar. Heldigvis er vi forskellige, og jeg er ret begejstret for bogen, som jeg bestemt ikke mener mangler dybde eller originalitet. Men som jeg også skriver i min anmeldelse synes jeg ikke, den er lige så god som Ligblomsten. Bogen mangler noget fandenivoldsk og jeg synes også, at Hancock nogle steder har for heftige sproglige overdrivelser, som jeg også nævner eksempler på. Men er det en god krimi? Ja, for pokker. Måske især fordi hun har skabt personer, vi får empati med og har lyst til at følge. Og hvor er det rart med en politimand, der ikke har knas med konen. Og så husker jeg ikke st have læst en krimi om pareidolia før. Bedste hilsner fra Rebekka