Streaming på C More: Stephen Kings Mr. Mercedes


Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn. Foto: PR/C More

Streaming: Åbningsscenen i tv-serien Mr. Mercedes, som du kan streame på C More, er voldsom. Det er nat i Ohio. Året er 2011. Finanskrisen flår i økonomien og en gruppe arbejdsløse står i kø for at blive de første, der kommer ind til en jobmesse. Blandt dem en helt ung mor med sin baby. Men så…

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 2 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Er der en forfatter, der har fået filmatiseret sine bøger, så er det amerikanske Stephen King: The Dark Tower, instrueret af danske Nikolaj Arcel, Stand by me, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere. Den amerikanske forfatter har skrevet temmelig mange bøger, så der er nok for filmfolk at kaste sig over.

Tv-serien Mr. Mercedes er baseret på Stephen Kings krimi af samme navn fra 2014. En krimi og netop ikke en gyser, som King ellers har skrevet mange af. Folk som Jack Bender ( Lost, Game of Thrones ) og David E. Kelley ( Big Little Lies ) står bag.

Brendan Gleeson, som du måske kender fra filmene om Harry Potter, spiller med skøn irsk accent og intens nærvær den pensionerede efterforsker Bill Hodges. Han plages af en uopklaret sag år tilbage, hvor en mand i en Mercedes iført klovnemaske (det er jo King) kører ind i en kø foran et jobcenter i høj fart. Med fuldt overlæg dræber manden i bilen 16 mennesker.

Hodges er fraskilt, har et kompliceret forhold til sin voksne datter og bor alene med sin skildpadde i et hus i et søvnigt kvarter. Han er i det hele taget mellemfornøjet. Han råber af kvarterets unger, vrisser af nabokonen, der ikke er helt uinteresseret i ham, og falder i søvn med whiskeyflasken i favnen foran tv. Og har mistet lidt af sig selv, da han mistede sin identitet som aktiv politimand.

Men da Mr. Mercedes, som massemorderen døbes, kontakter ham først via et brev og siden via mystiske beskeder online, begynder en klassisk katten-efter-musen-jagt.

Hodges ønsker inderligt at opklare den sag, der medvirkede til, at han blev sendt på pension slidt, alkoholiseret, frustreret og træt. Og besat af sagen.

Hurtigt finder du som seer ud af, at morderen er den unge mand Brady Hartsfield – skræmmende og dæmonisk godt spillet af Harry Treadaway. En engelsk skuespiller jeg ikke husker at have set før, men som i denne serie gør et kæmpe indtryk.

Det mørke blik, de øjne – waw altså. Jeg måtte minde mig selv om, at Treadaway ikke var en traumatiseret, psykopatisk amerikanske ung mand, men en nogle og trediveårig skuespiller på arbejde.

At du hurtigt kender massemorderens identitet, gør ikke serien mindre seværdig. Brady er en lidt underlig, stille type, der ikke gør meget væsen af sig i jobbet som medarbejder med særdeles gode IT-evner i et elektronikfirma. Han har et ekstra job som ismand, hvilket giver ham uforstyrret adgang til Hodges kvarter.

Og der er noget aldeles skræmmende ved at se en smilende ismand sælges is til sukkertrængende glade børn, når man ved, at han er rablende sindssyg og i gang med at planlægge et nyt vanvittigt blodbad. Netop i scener som  denne er serien allerbedst.

Det er ikke en tv-serie, der handlingsmæssigt spurter afsted, men en psykologisk krimi, hvor uhyggen omfavner dig med en intens og dyster stemning. Indimellem dukker groteske scener op, men det er ikke en serie med fokus på overnaturlige elementer, som man måske kunne forvente af en King-filmatisering. Den er rå og barsk og realistisk i al sin gru.

Jo, der er hæsblæsende og voldsomme scener i de ti afsnit, der udgør 1. sæson, men ofte er det hovedpersonernes indre kaos, indre konflikter og dæmoner, du som seer bliver indviet i. Frustrationen er stor hos både gerningsmand og den pensionerede politimand. Personportrætterne er lige så skarpe som den kniv, gerningsmanden på et tidspunkt benytter sig af.

Brady bor stadig hjemme hos sin mor – selvfølgelig. Kelly Lynch spiller eminent som Brady Hartsfields traumatiserede mor, der både er bange for sin søn samtidig med, at hun er afhængig af ham, krænker ham og har svigtet ham voldsomt.

Også talentfulde Jharrell Jerome Moonlight og Mary-Louise Parker Weeds medvirker i serien, som både min mand og jeg slugte med stor fornøjelse – jeg med en pude for ansigtet indimellem. Endelig en serie, vi begge var optaget af – det sker sjældent.

Krimiserien indeholder også en rørende, men tragisk kærlighedshistorie.

– Er der noget, der skræmmer dig? Sådan blev Stephen King spurgt i et interview i det amerikanske brancheblad Variety sidste år. Og efter at have fortalt, at han ikke er vild med at flyve og at en sygdom som Alzheimers også virker skræmmende, sagde Stephen King:

Men jeg er også bange for folk som Brady Hartsfield, de er derude. Og det krydser mit sind hver gang jeg optræder offentligt.

Måske monsteret lurer i os alle?

Hele sæson 1 af Mr. Mercedes er nu tilgængelig på C More. Der kommer en sæson 2, som muligvis får premiere på den skandinaviske streamingtjeneste til august i år.

PS: Fik du læst min anmeldelse af den svenske krimiserie Inden vi dør?

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.