Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths 2


Løgnens hus er den anden krimi i serien om arkæologen Ruth Galloway. Pigen under jorden hedder første bog i serien. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent og lun tone og et bragende interessant persongalleri.

Jeg har en veninde omkring de 40 år, der hedder Ruth. Hun har en skøn underspillet humor, hun er uhøjtidelig, akademiker, stolt af sit fag, dygtig og skarp. Hun har et anstrengt forhold til sine forældre og ser sjældent sin bror, der bor i London.

Til gengæld har hun en løjerlig ven i en lilla kappe, der betragter sig selv som shaman og konstant fabler om mytologi og ceremonier.

Ruth har en plakat med Indiana Jones hængende på sit universitetskontor, og hun køber børnebøger til sig selv om ballet uden at danse eller selv være mor (endnu). Og så bor hun alene med sin nu ene kat helt derude, hvor kun stjernerne (og det irriterende sikkerhedslys, hendes politiven har installeret) forstyrrer det totale mørke i saltmarsken.

Der er lige knap 1200 kilometer (via Harwich) fra mit hjem nord for Aarhus til Norfolk et par timers kørsel nordøst for London. Ruth er en fiktiv person, men i mit hoved er hun spillevende. Og jeg har lige nydt at være sammen med hende gennem de knap 330 sider, Løgnens hus udspiller sig.

Glem alt om blodige detaljer og storby-tristesse a la Jo Nesbø eller tempofyldt action og nervepirrende spænding a la Michael Katz Krefeld.

Britiske Elly Griffiths, som jeg her har knipset på Krimimessen i Horsens 2018, fik ideen til den første bog om Ruth Galloway, da hun besøgte et marskområde i Norfolk et par timer nord fra London. Netop her har seriens heltinde bosat sig. Foto: Rebekka Andreasen

Løgnens hus er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent tone og et bragende godt persongalleri. Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant.

Og på sin vis er plottet mere gennemarbejdet og mindre gennemskueligt end i den første bog i serien Pigen under jorden, der udkom tidligere på året på Gads Forlag. Der er flere personer at mistænke. Og fine karakteristikker også af bogens bipersoner.

Og så er der masser af skøn britisk humor i bogen.

I hvert bind om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway er der tråde til en arkæologisk opdagelse. I den første bog i serien var der tråde til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus.

Og heldigvis, for det er kun ekstra smagfuld krydderi på en skøn læseoplevelse, er det særlige landskab omkring Norfolk igen i centrum med massiv tåge, smalle flodløb, utæmmet natur og en saltmarsk med øde vidder, der vrimler med fugle i stedet for mennesker – akkurat som Ruth foretrækker det.

I forbindelse med nedrivningen af et gammelt fornemt palælignende hus i Norfolk finder arkæologer nogle barneknogler under et dørtrin. Et skelet uden hoved vel at mærke. Er det en rituel ofring af en slags? Eller er det et tragisk levn fra dengang, rummene blev beboet af børnehjemsbørn?

Sammen med vicekriminalkommissær Nelson, der er en fornøjelig modsætning til bogens heltinde med sin hasarderede kørsel, utålmodighed og Blackpool-accent,  bliver Ruth involveret i sagen. Udover de faglige udfordringer skal Ruth også personligt til at håndtere helt nye omstændigheder.

Dagbogsnoterne, som indimellem dukker op, kunne jeg dog godt have undværet. Det er set tusinde gange før, og de små tekststykker bidrager hverken med særlig spænding eller fremdrift i fortællingen. Bogen er dog fra 2009, så det skal ikke klandres forfatteren, at mange efterfølgende har brugt samme struktur.

Til gengæld har forfatteren skrevet historien i nutid – ikke en nem form at mestre uden at det kan virke en smule kunstigt, men her fungerer det og gør teksten levende.

Jeg ser frem til, at jeg igen skal både græde og le, blive klogere og gyse en smule med min særlige britiske veninde. Og heldigvis skal jeg, og du, ikke vente længe.

Egentlig kan det undre, at et dansk forlag ikke tidligere har fået øjnene op for Elly Griffiths forfatterskab, men Gads Forlag, der har de danske rettigheder, iler med at tilfredsstille danske Ruth Galloway-fans. Den tredje bog i serien udkommer allerede til oktober i år og den fjerde i serien udkommer op til Krimimessen i Horsens 2019.

Forfatteren har netop færdiggjort den 11. bog i serien, der udkommer i England i begyndelsen af 2019.

Jeg har læst bogen både på engelsk og som et anmeldereksemplar på dansk fra Gads Forlag.

PS: På engelsk hedder bogen The Janus Stone, og Janus er den romerske gud for al begyndelse og afslutning. Janus symboliserede forandring og overgange. Og man må sige, at for Ruth begynder noget nyt. Og som den krimi, Løgnens hus er, er der selvfølgelig nogle, der oplever ret så bratte afslutninger.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths