manuskriptforfatter

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Kastanjemanden er en smuk bog både med og uden cover. Og indholdet er pissegodt. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Kastanjemanden af Søren Sveistrup er på 528 sider. Bum. Heldigvis er Sveistrups kolos af en debutkrimi lige så helstøbt, dramatisk og fuldendt, som den er tyk.

Som hovedforfatter på alle tre sæsoner af Forbrydelsen er Søren Sveistrup manden, der har skabt Sarah Lund. Også tv-serier som Nikolaj og Julie, Hotellet og Taxa har han på sit imponerende CV. Og så har Sveistrup skrevet manuskript til filmen Der kommer en dag, ligesom han var med til at forvandle Jo Nesbøs Snemanden til film.

I dag debuterer den erfarne manuskriptforfatter som krimiforfatter. Og altså ikke med et forsigtigt forsøg på en krimi, men med en omfangsrig og voldsom kriminalroman. Og undskyld mit sprog: Kastanjemanden er pissegod, ekstrem interessant og meget intens. Og læsere i 21 lande kan allerede nu glæde sig til, at Kastanjemanden ikke kun udkommer i Danmark.

I korte kapitler følger vi især de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, der ufrivilligt bliver makkere. Hess er blevet smidt hjem fra Haag, hvor han har arbejdet for Europol. Og han venter kun på at få lov til at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i hele Europa.

Naia bor alene med sin datter Le og står på spring for at komme over i en anden afdeling hos Københavns Politi. Men Thulin og Hess må blive i drabsafdelingen og sættes på sagen om den såkaldte kastanjemand. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der findes dræbt i og omkring København?

Og hvordan kan det være, at sagen trækker spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialministerens datter et år tidligere?

I en artikel i Berlingske fra 2016 er Piv Bernth, der dengang var dramachef på DR, citeret for at sige: “Han (Sveistrup) er meget dedikeret, hvilket betyder, at historien i princippet aldrig er god nok. Han vender altid tilbage til historien for at undersøge, om der er noget, han har overset, eller som kan spidses til”.

Hun hentydede bl.a. til samarbejdet omkring Forbrydelsen. Men man kan bruge nøjagtig de samme ord i en anmeldelse af Kastanjemanden.

Det er en eminent godt fortalt krimi, der sprutter af fortællemæssig overskud. Historien er modeleret så præcist og professionelt og samtidig med masser af nerve og hittepåsomhed, at det er vanskeligt at være utilfreds med noget. Overhovedet. Måske fordi Sveistrup har det, han i en forrygende Lotte Thorsen-artikel i Politiken for nylig kaldte Ferrari-genet. Han vil lave det bedste produkt på markedet.

Og Kastanjemanden er saftsuseme en af de bedste og mest interessante krimier, jeg har læst i år – og hav lige i baghovedet, at skønne kvalitetskrimier som Elly Griffiths Løgnens hus og Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet også for nylig har ramt krimihylderne og er læst. Det siger lidt om, hvor effen en bog Sveistrup har skrevet.

Kastanjemanden er en krimi, der går lige i maven – og hjertet. Sveistrup tager noget barnligt og godmodigt og gør gysende uhyggeligt. Og når mine børn til efteråret laver kastanjedyr, popper mørke scener fra bogen formentlig op. Puha.

For første gang skal jeg danne mine egne billeder til Søren Sveistrups ord. Ingen producer, instruktør eller skuespiller fortolker hans ord. Og det er ikke vanskeligt. Naia Thulin og Mark Hess står stærkt for mit indre blik. Det slår gnister, når de to mødes.

Bogen griber fat i nogle af de klassiske krimitemaer: Sorg, hævn, tilgivelse, selvtægt, dysfunktionelle familier, traumer, og det er en mørk og heftig bog, der måske vil sortere krimi-light læsere fra. Det er stærke sager, Sveistrup skriver om. Der er ingen “hyggelige” giftmord ala Agatha Christie i Sveistrups mørke univers, men tragiske skæbner, voldsomme traumer, overgreb og vold.

Men er du Vild Med Krimi, så turbolæser du grådigt og nyder et råt gennemtænkt og vildt plot og de stærke portrætter af to interessante og langtidsholdbare efterforskere, der simpelthen må have mange flere historier i sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

 

 

 

 

 

Vind thrilleren Jeg er pilgrim – en international bestseller

Vind Jeg er Pilgrim af Terry Hayes.

Du kan vinde Jeg er Pilgrim af Terry Hayes. Forfatteren tager læserne med på en hæsblæsende tur rundt i verden – fra Paris og London til Tyskland, Rusland, Tyrkiet, Grækenland, Syrien, Afghanistan og USA.

Konkurrence: Jeg er pilgrim af Terry Hayes er solgt til 40 lande. 7. april udkommer bogen på dansk. Du kan vinde bogen.

“Vild blanding af Homeland, The Wire og Bourne Ultimatum.”

Sådan lyder en af dommene over engelsk/australske Terry Hayes thriller I Am Pilgrim, der snart udkommer på dansk.

Jeg er pilgrim, som bogen hedder på dansk, har ligget nr. 1 på den prestigefulde The New York Times’ bestsellerliste og vundet flere priser. Thrilleren kan tage karbad i årevis i sprudlende tillægsord og roser, og romanen om den tidligere efterretningsofficer med kodenavnet Pilgrim er solgt til 40 lande.

Handling: Den tidligere topagent med kodenavnet Pilgrim er gået under jorden i Paris, men et mord i New York tvinger ham tilbage i aktiv tjeneste. Efterforskningen sætter Pilgrim på sporet af en frygtløs, hellig kriger, der med jernvilje og på egen hånd har iværksat en perfekt udtænkt og chokerende brutal plan.

Forlaget Ordenes By, der står bag den danske udgivelse og som venligt sponsorerer en bog til konkurrencen, lover, at plottet er stort, actionmættet og ambitiøst. Forfatteren tager læserne med rundt i verden – fra Paris og London til Tyskland, Rusland, Tyrkiet, Grækenland, Syrien, Afghanistan og USA.

Stilen er rå, filmisk, brutal og i konstant dramaturgisk fremdrift. Og det er nok ikke helt tilfældigt. Terry Hayes  er en erfaren manuskriptforfatter og har skrevet manuskript til film som Mad Max 2, Payback og Cliffhanger ( Jeg har tidligere røbet her på bloggen, at jeg har et ømt punkt for Sylvester Stallone, og at jeg har set Cliffhanger mindst fem gange.)

Jeg er Pilgrim er ved at blive filmatiseret.

Deltag i konkurrencen ved at skrive en kommentar under indlægget her og fortæl hvilken krimihelt, du selv er vild med. Jeg trækker en vinder onsdag den 6. april klokken 12

Senere samme dag kan du på bloggen læse, om netop du har vundet Jeg er pilgrim. Bemærk, at der kan gå lidt tid, fra du sender din kommentar, til den er synlig på bloggen. Du skal selv tjekke, om du er den heldige vinder.

PS: Allerede nu kan du downloade bogens første mange kapitler her

BEMÆRK – KONKURRENCEN ER SLUT

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her