Anmeldelse: Løgnen om en sand ven er Hans Davidsen-Nielsens anden spionroman og efterfølger Hypokonderens død, som forfatteren fik Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for i 2015.

Bogen er læseværdig, selvom portrættet af journalist Robert Lassen ikke er videre opfindsomt.

Da Hans Davidsen-Nielsen debuterede som fiktionsforfatter i 2014, lå det til højrebenet, eller det venstre, hvis han sparker bedst med det, at skrive om spioner og hemmelige tjenester.

Journalist og forfatter Davidsen-Nielsen er kendt for sine faglitterære værker om de danske efterretningstjenesters historie, og han har mere end tyve års erfaring med netop:

• PET, der tager sig af det, der sker inden for Danmarks grænser
• FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, der er Danmarks pendant til CIA, og som udenrigstjeneste tager sig af Danmarks ydre grænser

At forfatteren kender sit stofområde giver historien nerve og gør plottet virkelighedstro og ret spændende. Og aktuelt, selvom handlingen i bogen ligger ca. ti år tilbage.

Der er tråde til virkelig begivenheder og konflikter, og det er svært ikke at sende tanker til f.eks. Morten Storm, tidligere agent for PET, eller hele diskussionen om Fake News – hvem har egentlig den rigtige version af virkeligheden? Og hvordan kan man manipulere og påvirke sandheden? Aktuelle emner omsat til spændstigt romanstof.

Journalisten Robert Lassen indleder sin egen undersøgelse, da vennen Morten, som læserne kender fra Hypokonderens død, forsvinder. Morten er ikke på ferie i Paris, som han ellers har fortalt sin familie. Men hvor er han, der er alvorlig syg af kræft, så? Og ved PET og FE noget om den universitetsansatte historiker, offentligheden ikke må vide?

Bogen handler især om modsætningsforholdet mellem PET og FE. Om interne magtkampe, paranoia, terrorbekæmpelse og om mediernes rolle og hele det politiske spil. Det er interessant og også lidt skræmmende læsning forfatterens kendskab til området in mente. Og jeg er vel ikke den eneste, der er fascineret af de hemmelige tjenester? Netop fordi de er hemmelige og mystiske. For hvor meget bliver vi danskere vildledt i en god sags tjeneste?

Emnet er spændende, forfatteren skriver skarpt og ikke uden humor, så alt er vel godt? Nej, ikke helt. Jeg fik aldrig bogens hovedperson, Robert Lassen, helt under huden og synes, at jeg har mødt ham i lidt for mange andre bøger før. Det gør ham desværre lidt uinteressant.

Efter engang at være ham, der leverede forsidehistorier med sin daglige gang på Christiansborg, er Robert nu desillusioneret, doven, besværlig, fraskilt, træt af sit arbejde og sin chef, drikker for meget og har ikke styr på sønnikes fødselsdagsgæster.

Men Robert gør alligevel alt det rigtige: Bider sig fast i haserne på magthaverne, selvom ingen tror på ham – måske bortset fra bassethunden Ufer, der ligner sin ejer og sværger til en lidt for usund livsstil.

Det havde lappet lidt på billedet af en lidt klichéfyldt karakter, hvis det var Robert, der kørte rundt på FE-manden Torsten Bruuns specialdesignede cykel. Men Roberts cykel er selvfølgelig flad.

Mine indvendinger til trods er den danske spionroman værd at læse, og måske du synes bedre om Robert Lassen end jeg?

Bogen kan læses selvstændigt, men du får mere ud af at have læst Hypokonderens død først.