Anmeldelse: Nordirske Adrian McKinty, der tidligere på året besøgte Krimimessen i Horsens, er aktuel med endnu en Sean Duffy-krimi på dansk. Elegant får McKinty flettet virkelige begivenheder fra borgerkrigen i Nordirland ind i en eminent god og stemningsfuld krimi, hvor trøstesløsheden hærger på hver eneste underholdende side.

Bogen er tredje bind i serien om politimanden Sean Duffy i 80’ernes Nordirland.

Og i morgen er jeg væk er tredje bind i Adrian McKintys forrygende serie om den katolskfødte Sean Duffy i et overvejende protestantisk politikorps. Som de øvrige bøger i serien har bogen titel efter en linje i en Tom Waits sang. På engelsk hedder bogen In the morning I’ll be gone. Og nu er forfatteren nået til 1984.

Egentlig er efterforskeren Sean Duffy blevet degraderet pga. omstændigheder i den forrige bog, men en dag banker MI5 – det britiske efterretningsvæsen – på hans dør. De har desperat brug for hjælp til at finde en berygtet IRA-terrorist, der er flygtet fra et nordirsk fængsel. Duffy var barndomsven med terroristen, og efter selv forgæves at have ledt efter manden, sætter MI5 nu Duffy på sagen.

Duffy betragter sagen som et springbræt til at få oprejsning, og ufortrødent kaster han sig ud i jagten, der bestemt ikke er uden forhindringer eller fare. Duffy må tilbage til barndommens land for at få styr på sin fremtid. Og han har travlt. Meget tyder på, at IRA planlægger noget spektakulært, men hvor og hvem er udtænkt som offer for terrorismen?

Som krimifreak klapper jeg i hænderne over, at Adrian McKinty leger med den klassiske krimigåde om det lukkede-rum-mysterium, for som led i en byttehandel om informationer, skal han efterforske mordet på en ung kvinde, der er fundet død i en pub. Dørene var låst indefra, og der var ingen vidner. En klassisk gåde. Vi er jo helt tilbage til ham, der kaldes for den moderne krimis ophavsmand Edgar Allan Poe og hans novelle Dobbeltmordet i Rue Morgue.

Indimellem skriver Adrian McKinty en anelse tungt og omstændeligt. Men hæng lige på, for Og i morgen er jeg væk er en helt forrygende krimi især på grund af et usentimentalt og stærkt portræt af et Nordirland i opløsning under borgerkrigen, The Troubles, i 80’erne. Stemningen er lige så grå og trist, som den regn, der vælter ned fra himlen.

Et portræt af Belfast og omegn, hvor der ikke sjældent er bål, knuste ruder og uro i gaderne, hvor det er rutine at tjekke bilens understel for bomber, inden du kører så meget som en meter, hvor arbejdsløsheden og trøstesløsheden hærger, og hvor alting dirrer og sitrer og den næste voldelige konflikt med død til følge konstant truer.

Hvor politiske løsninger smuldrer. Og hvor hadet mellem katolske republikanere og protestantiske royalister får masser af næring i en tid med nedskæringer, sylespids Thatcher-politik og håbløshed alle vegne. Det er meget interessant at læse om, og bogens plot er overraskende. Så kan jeg godt overleve lidt tunge formuleringer, der popper op af og til.

Stærke personskildringer byder bogen også på, og Duffy er nøjagtig så egenrådig og utraditionel som nogle af de allerbedste fiktive detektiver, at ham bliver jeg ikke træt af at læse om foreløbig. Jeg er fan.

Elegant får forfatteren flettet virkelige begivenheder ind i den højspændte finale, og jeg har mere end en gang haft fat i Google, mens jeg læste, fordi Adrian McKinty gjorde mig nysgerrig på konflikten fra en ikke så fjern fortid. En blodig konflikt, der foregik kun få timer med fly fra Danmark.

De to forrige bøger i serien er Det kolde våde land og Sirenesang. Bogen er udkommet på Forlaget Olga.