Anmeldelse: Historierne i novellesamlingen Over grænsen er meget forskellige. Syv fine noveller, der behageligt glider ned i et adstadigt tempo.
Om det er nemt at skrive en skønlitterær roman? Nej, det tror jeg ikke. Overhovedet ikke. Er det så nemt at skrive kort? Nej! Som journalist ved jeg, at det er svært at skrive kort og stramt, og det bliver sikkert ikke nemmere som skønlitterær forfatter at kreere en helstøbt og stærk historie på få sider. Det er lidt af en præstation.
Politikens Forlag står bag Over grænsen, hvor fem krimiforfattere og to forfatterpar hver bidrager med en krimi- eller spændingsnovelle. Fin titel til en samling historier, der alle handler om det, der går over grænsen. Og fin titel til en bog, hvor overskuddet går til Red Barnets arbejde for at skabe skolegang for syriske flygtningebørn.
Jussi Adler-Olsen har skrevet den absolut korteste novelle, Sprækken, der fylder 14 sider, og på den forholdsvis korte plads får han foldet en grum historie ud, der tager sin begyndelse under 2. verdenskrig. Den tyske soldat Uwe Puppel er såret efter et slag mod russerne, og han deserterer fra lazarettoget på vej tilbage til Tyskland. Han er led og ked af krigen og ikke kun fysisk påvirket efter at have været på tre felttog. Han flygter tilbage til sin hustru Sigrid, der dog ikke er udpræget begejstret for at se ham. Historien trækker tråde til et ægtepar, der findes myrdet i Lünen i nutidens Tyskland. Plottet er modbydeligt lækkert. (Sprækken udkom som e-bog allerede i januar 2015.)
I Jesper Steins Gudinden møder vi Axel Steen som forholdsvis nybagt far og ung efterforsker, der netop har fået ny kollega: John Darling. Altså springer vi tilbage i tiden før den første Axel Steen-krimi, Uro. Axel bliver sat på en sag om en kvinde i begyndelsen af 30’erne, der har begået selvmord. Han kan ikke slippe tanken om, at kvinden er blevet dræbt, og da sagen samtidig vækker noget i ham selv og får fortiden til at rumle og dæmoner fra barndommen til at spøge, suger han sig fast i sagen som en igle, opsat på at opklare det, han er overbevist om er en forbrydelse. Dejligt med et Axel Steen-gensyn. Det tager de værste abstinenser.
Jakob Melander tager med bogens længste novelle os med tilbage til et kollektiv anno 1983 og en ung politimand, der skal efterforske det allerførste mord i karrieren. En af kollektivets beboere, en ung kvinde, er blevet slået ihjel – med en hammer. Og den unge betjent, der fra Sydfyn er kommet ind med firtoget til Drabsafdelingen på Politigården i København, skal sammen med en erfaren kollega efterforske mordet på den unge kvinde. Selvfølgelig er der musik og et sjat punk i Fredensborg, som novellen hedder – det er jo et Jakob Melander-skriv. Skøn lille detalje, at novellen er skrevet som en tale til en flok nyuddannede politibetjente.
Dejligt at komme et smut til Østjylland med Elsebeth Egholms Vandrende skygger. Her møder vi Lea, der har voksne børn og som for nylig er blevet alene, fordi hendes mand Allan hoppede ud fra en færge på vej fra Frederikshavn mod Sverige. Hun bruger sin energi på haven og landejendommen på Djursland og skal finde ud af, hvordan livet nu skal leves. Nye ting skal værdsættes – som f.eks. en tung og god omgang sphagnum. Lea får besøg af Dupond og Dupont, som hun kalder de to betjente fra Aarhus. Og af naboens nysgerrige hund. Fin lille spændingshistorie om en kvinde, der tager hul på et nyt kapitel af sit liv.
Eva Maria Fredensborgs novelle, Den fremmede, foregår i en lille øde svensk flække omgivet af skove. Der er noget klassisk Agatha Christie over historien: Et isoleret sted, et dødsfald og alle-mistænker-alle indtil en årvågen person finder hoved og hale i kaos. En håndfuld mennesker samles til stormkaffe hos kvinden Anna under en voldsom storm, en person falder død om og alle kigger sig en ekstra gang over skulderen. Er dødsfaldet hændeligt uheld – eller mord? Og hvorfor kommer en fremmed motorcyklist fra Stockholm forbi, netop inden det trækker op til storm? Læs den herlige novelle, og du får svarene.
Bentzon på broen hedder A. J. Kazinskis (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) bidrag til novellesamlingen. Niels Bentzon, der er gidselforhandler hos Københavns Politi, og som har været igennem en masse strabadser senest i Den genfødte morder, må forlade en fest og en kone, der flirter med en kollega, for at tale en desperat selvmordskandidat fra at hoppe ud fra Øresundsbroen. Bentzon må bruge sig selv for at løse opgaven. Og måske er det ikke kun den 47-årige Henrik, der står på kanten af et mørkt hav, der ikke har fast grund under fødderne? Jeg er ret glad for bøgerne om Niels Bentzon, og novellen er en skøn appetitvækker til Drømmetyderens død, en ny Niels Bentzon-krimi, der udkommer til august.
Bogens andet forfatterpar, Lotte og Søren Hammer, har skrevet en historie med både humor og et overraskende tvist. En novelle, der sendte mine tanker tilbage til de natløb, jeg som fritidshjemsbarn frygtede, når den årlige sommerkoloni trængte sig på. (Jeg har aldrig været den modige type) I Den blå ged møder vi pædagogen Carsten, der i årevis med fryd og uden blødsødenhed har arrangeret natløb for ungerne. Årets tema er onde Disneyfigurer, og omhyggeligt arrangerer Carsten figurer af Cruella de Vil og Madam Mim i den skov, ungerne senere skal sendes ud i. Men noget går galt. Og Carsten bliver bange.
De tre noveller, jeg var mest optaget af, er novellerne af Jesper Stein, Jakob Melander og Jussi Adler-Olsen.
Det lyder virkelig som en perle for krimielskere 🙂 Hjertelig tak for anmeldelsen 🙂
Tak for din kommentar Louise. Selv tak da
Tak for den fine anmeldelse – jeg vil glæde mig til at læse historierne 🙂
Og ja, det kan vel stille nogle litterære abstinenser hen over sommeren 😉
Selv tak – og lige netop! Dejligt du læser med.