Anmeldelse: Afdeling Q er tilbage. Selfies hedder den 7. bog i serien. Den er et tragisk/komisk portræt af et kvindeligt trekløver, der mosler rundt i kontanthjælpssystemet og stejler ved de mindste krav. Selfies er både mørk, komisk og satirisk. Og pokkers god.
Kan du lide en god historie? Det får du i Selfies – syvende bind om Afdeling Q.
For første gang kommer vi helt ind i hovedet på Rose. Og her er ikke særlig rart at være. Her er mørke, depressive selvmordstanker og heftige ar fra barndommen. Her er skrøbeligt at være. Jussi Adler-Olsens fornemmelse for psykiatri fornægter sig ikke.
Rose bliver frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling, men hun hader at være der, stikker af og ingen ved, hvor hun befinder sig. Eftersøgningen af Rose er opslidende for Carl, Assad og Gordon, der får en smule mere krop i denne thriller. Carl og co. graver i Roses fortid og må bringe dystre hemmeligheder op til overfladen, før de kan opklare, hvad der er blevet af deres kære, psykisk sårbare, men samtidig stærke kollega. Samtidig kæmper de for at overbevise ledelsen om, at Afdeling Q har sin berettigelse.
Det gør den umage trio, der er tilbage under Københavns Politigård, ved at efterforske en lang rækker sager. Godt nok arbejder Afdeling Q med henlagte sager, men selvfølgelig er der tråde til nutidige efterforskninger. Og spor helt tilbage til 2. verdenskrig.
Det er et kompliceret net af spor, som Jussi Adler-Olsen samler i en elegant, veldisponeret og interessant fletning, der vil gøre selv øvede YouTube-flette-piger imponerede.
En ældre dame bliver dræbt i Kongens Have. Drabet minder meget om et uopklaret mord år tilbage. Carl og co. aner den sammenhæng, de øvrige kolleger på politigården overser.
Vi følger også tre kvinder, der nærmer sig de 30 år. De er ikke dumme, men de er socialt inkompetente og stejler hver gang, de møder et krav. Hverken Denise, Michelle eller Jazmine har et arbejde. De er på kontanthjælp og supplerer indtægterne ved bl.a. at have såkaldte sugardaddies. Titlen er meget rammende, for selvfølgelig hedder en thriller, der handler om selvcentrerede, dovne og egoistiske unge kvinder, der ikke har øje for fællesskabet, eller at de selv skal yde en indsats, for Selfies. Mig, mig, mig.
Indimellem læner beskrivelserne af de tre kvinder sig op ad karikaturer. Men jeg lapper alligevel cocktailen af humor og satire i mig, fordi bestseller-forfatteren har fat i noget centralt, og derfor suger jeg lystigt sætninger om disse i mig:
” De havde alle tre omhyggeligt påsatte hårextensions og støvletter med høje hæle, men som den ene af dem sagde, så kunne hun også engang imellem gå med moonboots med lidt similipels.”
Den midaldrende, lidt grå og ensomme socialrådgiver Anne-Lise Svendsen, der arbejder på et socialkontor, har de tre kvinder som klienter (undskyld borgere). Hun bliver syg og får et sammenbrud og beslutter sig for at behandle kvindernes sager på en lidt alternativ måde. Hun udvikler sig til en psykopat af rang.
Mere om Assad i vente
Der er hints til Assads fortid. Som erfaren Afdeling Q-læser er jeg klar over, at Assad gemmer på hemmeligheder. Måske er han ikke helt så sympatisk og rar, som vi tror. Også han har hemmeligheder, og mon ikke den ottende bog i serien, hvor vi lærer mere om Assad, rækker længere ud over landets grænser? Mit gæt er til en eksotisk efterretningstjeneste eller i tortur-er-noget-vi-bruger-skyggen af et knap så demokratisk regime.
Selfies er ikke hæsblæsende som andre af forfatterens bøger, selvom Jussi Adler-Olsen stadig jonglerer fornemt med begrebet suspens. Han fodrer læserne med informationer, så vi ofte er et skridt foran politiet. Humor og Afdeling Q går hånd i hånd, og denne gang har alvoren og eftertænksomheden fået et nøk opad. Selfies er både mørk og satirisk og tragisk/komisk, og den er pokkers god og underholdende. Endnu en væsentlig brik i det store puslespil om Carl, Assad og Rose.
Pingback: “Selfie”, di Jussi Adler-Olsen – Nordic