Anmeldelse: Lad mig slå fast med det samme: Jeg var grebet af handlingen og bogens interessante temaer, men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på i Inger Wolfs nye krimi Brændte sjæle.
Jeg er glad, meget glad, for Inger Wolfs serie om Daniel Trokic. Og har fulgt ham som både vicekriminalkommissær og politikommissær igennem kringlede plots. Med begejstring og nedbidte negle har jeg læst om hans oplevelser i både Aarhus, Alaska og Japan. Wolf udforsker i sine bøger ondskabens psykologi og menneskets mørke kræfter, og hun har taget læserne med ind i hovedet på ikke så få psykopater. Mine forventninger til forfatterens nye serie om Christian Falk var derfor store.
Med en ny hovedperson, der er psykiater, og som har Psykiatrisk Hospital i Risskov som arbejdsplads, er scenen i den grad sat til en psykologisk, mørk krimi af den bedste slags. Desværre bliver mine forventninger ikke helt indfriet. Det vender jeg tilbage til.
Brændt sjæle virker på mange måder som en meget personlig bog for Inger Wolf. Har man fulgt en smule med på hendes forfatterside på Facebook og læst interviews, hun har givet, ved man, at hun mener, der er alt for meget tabu forbundet med psykedeliske stoffer, og at det terapeutiske potentiale er stor. Psykiatrien herhjemme, mener hun, lukker øjnene for, at f.eks. det bevidsthedsudvidende stof LSD kan have en gavnlig virkning på patienter, hvis det bruges på en kontrolleret og tryg måde, som man f.eks. forsøger sig med i USA. Stofferne kan være et godt supplement eller erstatning for medicin, mener hun, der også har påpeget den stigmatisering, fx. kræftpatienter føler, hvis de bruger medicinsk cannabis til at dulme smerter.
Oplagt emne at tage op i en krimi, og det er netop, hvad Inger Wolf gør i Brændte sjæle. Den potrygende psykiater Christian Falk, der er interesseret i at finde ind bag sine patienters traumer og lidelser og ikke blot symptombehandle, bliver involveret i en mordefterforskning. Politiet mener, at kunsthistorikeren Anton Jørgensen er blevet dræbt i sin lejlighed i Aarhus, men efterforskerne kan ikke finde liget. Til gengæld finder de en stor samling euforiserende svampe, som Anton åbenbart har dyrket i et skab i badeværelset.
Hvad skulle han bruge svampene til? Og hvor er liget? Og – ikke mindst – hvem er gerningsmanden, og hvorfor skulle Anton dø?
35-årige Falk arbejder på et forskningsprojekt om seriemordere og deres hjerner – selvfølgelig gør han det, det er jo en Inger Wolf-krimi. Egentlig har psykiateren rigeligt at se til. Han har opdaget, at en deltager i forskningsprojektet har opgivet falsk identitet. En scanning af mandens hjerne viser, at han har psykopatiske træk, og Christian Falk giver sig til at lede efter forsøgspersonen samtidig med, at han hjælper vennen, politikommissær Henrik Dam, i Anton-sagen.
At Christian Falk får lige lovlig mange beføjelser i efterforskningen, kan jeg sagtens sluge. Man har vel et par friheder som krimiforfatter? Det, jeg mangler, er at komme endnu mere ind under de tatoveringer, Falk har. At forstå hvorfor han handler og agerer, som han gør. Jeg mangler simpelthen mere saft på personkarakteristikken. Jeg kan ikke helt fornemme ham, og så bliver han en smule uinteressant og utroværdig. Det er ærgerligt, for han har potentiale til at blive sådan en type, man vil elske at hade. (Tænk på Hjorth & Rosenfeldts kriminalpsykolog Sebastian Bergman, der både er arrogant, selvoptaget, provokerende, men også utraditionel, charmerende og hamrende dygtig.)
Som i Trokic-serien, kredser Inger Wolf også denne gang om barndomstraumer, og om hvad de gør ved mennesker, og heldigvis fornægter hendes fascination af ondskab og menneskets mørke sider sig ikke. Plottet er også snedigt udtænkt, selvom jeg lurede, hvor det bar hen. Men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på.