Christian Falk

Vind En djævelsk plan af Inger Wolf – og tjek programmet til BogForum ud

BogForum 2018: For et par dage siden blev programmet for BogForum 2018 offentliggjort. I år ligger årets største bogmesse allerede i oktober, så dyk ned i programmet, hvis du drager mod Bella Center i Ørestad på Amager i dagene 26. til den 28. oktober. Med 200 udstillere, 800 forfattere og mere end 1500 forskellige programpunkter er der bogguf for enhver. Mød bl.a. Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf.

Du finder programmet for BogForum 2018 på dit lokale bibliotek eller i din boghandel. Du kan også finde programmet for BogForum 2018 digitalt lige her

I år skal jeg interviewe Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf, og passer det med jeres planer, så håber jeg, at I har lyst til at kigge forbi. Både Hammer-parret og Inger Wolf signerer bøger efter interviewene.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det. Billedet er fra Krimimessen i 2016. Foto: Ane Ahrenkiel Sand

Lørdag: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer lørdag den 27. oktober på Gyldendals Tranescene kl.: 14:35.

Søskendeparrets krimi Mirakelbarnet, der er niende bog i den populære serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, udkommer på BogForums første dag.

Konrad Simonsen og hans team bliver koblet på en sag om et intercitytog med kurs mod Berlin, der bliver afsporet nær Vordingborg. Fem civile og to politibetjente omkommer under ulykken. Hurtigt viser sagen sig at have forbindelser til både russiske olieinteresser, en lille dansk natradiostation, en gruppe amatørarkæologer og et hemmelighedskræmmende internetfællesskab.

Jeg ser frem til snakken med parret og håber, at det bliver en lige så forrygende samtale, som da jeg interviewede Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i 2016.

Lotte og Søren Hammers bøger om Konrad Simonsen i rækkefølge:

  • Svinehunde
  • Alting har sin pris
  • Ensomme hjerters klub
  • Pigen i Satans Mose
  • Den sindssyge polak
  • Elskede Heidi
  • Mørkemanden
  • To små piger
  • Mirakelbarnet

Billedet af Inger Wolf er fra Krimimessen i Horsens 2017, hvor Kragemanden, den anden krimi om psykiateren Christian Falk, netop var udkommet. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag: Jeg interviewer Inger Wolf søndag den 28. oktober klokken kl.: 12:00 på scenen ved People’s Press.

Inger Wolf fortæller om sin seneste krimi En djævelsk plan, der er sidste bind i trilogien om psykiateren Christian Falk, der hjælper Østjyllands Politi med gerningsmandsprofiler i vanskelige kriminalsager.

Mon ikke mange trofaste krimifans er kede af, at Wolf nu slutter serien?

Gennem efterhånden mange år har jeg på sidelinjen fulgt Inger Wolf, og hun er ikke kun dygtig, men også temmelig sød og inspirerende at høre på. Og jeg ser i den grad frem til en snak om bogen og Ingers forfatterskab.

I En djævelsk plan bliver Christian Falk pludselig selv midtpunkt for efterforskningen, og inden han ser sig om, er han på flugt og efterlyst for at have dræbt en ung handicappet mand i en forstad til Aarhus.

Konkurrence – vind Inger Wolfs seneste krimi

Er det ikke ved at være tid til en hurtig konkurrence her på bloggen? Godt du siger jo, for Inger Wolfs forlag, People’s Press, har sponsoreret tre bøger til en konkurrence.

Tre bloglæsere kan vinde et eksemplar af Inger Wolfs En djævelsk plan. Omslaget er lavet af Rasmus Funder, og bogen er udkommet på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen.

Tre heldige bloglæsere kan vinde et eksemplar af En djævelsk plan. Alt du skal gøre er at skrive dit navn under indlægget her. Så deltager du i konkurrencen, som du kan deltage i frem til torsdag den 4. oktober klokken 15. Du skal selv tjekke på bloggen, om du har vundet. Jeg offentliggør de tre vindere senere samme dag på bloggen.

Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den bliver synlig på bloggen.

Inger Wolfs serie om Christian Falk i rækkefølge:

  • Brændte Sjæle
  • Kragemanden
  • En djævelsk plan

Fotoet her tog jeg et kvarter før, BogForum 2017 åbnede dørene til tre dages bogfest. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Igen i år har Krimimessen i Horsens en stand på BogForum, hvor du – udover Lotte og Søren Hammer og Inger Wolf – også kan møde:

Jesper Stein, Morten Hesseldahl, Lone Theils, Dennis Jürgensen, Claus Lohman, Sara Blædel, Jakob Melander, Katrine Engberg, Julie Hastrup, Stefan Ahnhem, Lars Kjædegaard, Anne Mette Hancock, Michael Katz Krefeld,Nina von Staffeldt, Jens Henrik Jensen, Leif Davidsen, Bent Isager-Nielsen, Hans Petter Hougen og Øbro og Tornbjerg.

PPS: Måske du har lyst til at læse/genlæse min lange reportage fra BogForum 2017? Du finder indlægget her

Brændte sjæle af Inger Wolf

Brændte sjæle er første bog i en ny serie om psykiateren Christian Falk. Inger Wolf tager fat i interessante emner i bogen.

Brændte sjæle er første bog i en ny serie om psykiateren Christian Falk.

Anmeldelse: Lad mig slå fast med det samme: Jeg var grebet af handlingen og bogens interessante temaer, men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på i Inger Wolfs nye krimi Brændte sjæle.

Jeg er glad, meget glad, for Inger Wolfs serie om Daniel Trokic. Og har fulgt ham som både vicekriminalkommissær og politikommissær igennem kringlede plots. Med begejstring og nedbidte negle har jeg læst om hans oplevelser i både Aarhus, Alaska og Japan. Wolf udforsker i sine bøger ondskabens psykologi og menneskets mørke kræfter, og hun har taget læserne med ind i hovedet på ikke så få psykopater. Mine forventninger til forfatterens nye serie om Christian Falk var derfor store.

Med en ny hovedperson, der er psykiater, og som har Psykiatrisk Hospital i Risskov som arbejdsplads, er scenen i den grad sat til en psykologisk, mørk krimi af den bedste slags. Desværre bliver mine forventninger ikke helt indfriet. Det vender jeg tilbage til.

Brændt sjæle virker på mange måder som en meget personlig bog for Inger Wolf. Har man fulgt en smule med på hendes forfatterside på  Facebook og læst interviews, hun har givet, ved man, at hun mener, der er alt for meget tabu forbundet med psykedeliske stoffer, og at det terapeutiske potentiale er stor. Psykiatrien herhjemme, mener hun, lukker øjnene for, at f.eks. det bevidsthedsudvidende stof LSD kan have en gavnlig virkning på patienter, hvis det bruges på en kontrolleret og tryg måde, som man f.eks. forsøger sig med i USA. Stofferne kan være et godt supplement eller erstatning for medicin, mener hun, der også har påpeget den stigmatisering, fx. kræftpatienter føler, hvis de bruger medicinsk cannabis til at dulme smerter.

Oplagt emne at tage op i en krimi, og det er netop, hvad Inger Wolf gør i Brændte sjæle. Den potrygende psykiater Christian Falk, der er interesseret i at finde ind bag sine patienters traumer og lidelser og ikke blot symptombehandle, bliver involveret i en mordefterforskning. Politiet mener, at kunsthistorikeren Anton Jørgensen er blevet dræbt i sin lejlighed i Aarhus, men efterforskerne kan ikke finde liget. Til gengæld finder de en stor samling euforiserende svampe, som Anton åbenbart har dyrket i et skab i badeværelset.

Hvad skulle han bruge svampene til? Og hvor er liget? Og – ikke mindst – hvem er gerningsmanden, og hvorfor skulle Anton dø?

35-årige Falk arbejder på et forskningsprojekt om seriemordere og deres hjerner – selvfølgelig gør han det, det er jo en Inger Wolf-krimi. Egentlig har psykiateren rigeligt at se til. Han har opdaget, at en deltager i forskningsprojektet har opgivet falsk identitet. En scanning af mandens hjerne viser, at han har psykopatiske træk, og Christian Falk giver sig til at lede efter forsøgspersonen samtidig med, at han hjælper vennen, politikommissær Henrik Dam, i Anton-sagen.

At Christian Falk får lige lovlig mange beføjelser i efterforskningen, kan jeg sagtens sluge. Man har vel et par friheder som krimiforfatter? Det, jeg mangler, er at komme endnu mere ind under de tatoveringer, Falk har. At forstå hvorfor han handler og agerer, som han gør. Jeg mangler simpelthen mere saft på personkarakteristikken. Jeg kan ikke helt fornemme ham, og så bliver han en smule uinteressant og utroværdig. Det er ærgerligt, for han har potentiale til at blive sådan en type, man vil elske at hade. (Tænk på Hjorth & Rosenfeldts kriminalpsykolog Sebastian Bergman, der både er arrogant, selvoptaget, provokerende, men også utraditionel, charmerende og hamrende dygtig.)

Som i Trokic-serien, kredser Inger Wolf også denne gang om barndomstraumer, og om hvad de gør ved mennesker, og heldigvis fornægter hendes fascination af ondskab og menneskets mørke sider sig ikke. Plottet er også snedigt udtænkt, selvom jeg lurede, hvor det bar hen. Men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her