Eremitten af Thomas Rydahl


Er det interessant at læse om en 67-årig dansk mand, der kører taxa på Fuerteventura og kaster sig over en sag om et død spædbarn? Ja, det er. I høj grad.

Er det interessant at læse om en 67-årig dansk mand, der kører taxa på Fuerteventura og kaster sig over en sag om et død spædbarn? Ja, det er. I høj grad.

Anmeldelse: Eremitten er en sær krimi. En løjerlig størrelse. Men sær og løjerlig kan også være godt, rigtig godt endda. Eremitten er en vidunderlig anderledes krimi med masser af charme og spænding, selvom der er mere Miss Marple-tempo end Harry Hole-action i romanen.

Den 67-årige danske taxachauffør, Erhard, nu bosat på den kanariske ø, Fuerteventura, finder (lidt mere af) sig selv, da han efterforsker en sag om en baby, der er fundet død i en papkasse på bagsædet af en bil. Det er det, Eremitten handler om.

Danske Thomas Rydahl er uddannet fra Forfatterskolen og har udgivet flere noveller. Eremitten er hans debutroman. Der er dog intet i romanen, der slingrer eller skriger debutant. At Eremitten er en vellykket krimidebut skyldes især to ting: Hovedpersonen og forfatterens sprog. Det med sproget først. Forfatteren er uhyre velskrivende og sikker i sin (løjerlige) stil. Og jeg er vild med sætninger som: “I gennemtrækket, der altid stryger gennem huset, skifter avisstumperne plads som aske over et bål.”

Thomas Rydahl tager sig tid til at skabe troværdige personer og miljøer, og heldigvis er det blevet en af bogens styrker, selvom det går ud over tempoet. For der er flow og fremdrift i historien og herlig hittepåsomhed, og selvom visse elementer i plottet virker langt ude, så hænger alting alligevel godt sammen, og jeg køber præmisserne, fordi jeg bliver opslugt af historien. Og vi ved jo alle, at virkeligheden overgår fantasien, så måske kunne det ske i virkeligheden. Jeg fornemmer klart karaktererne og får stærke billeder på nethinden – hvad enten jeg læser om prostituerede, forbrydere eller politimænd – eller får beskrivelser af livet, som det leves på den spanske ferieø, når man ikke er turist.

Hovedpersonen Erhard er et skønt bekendtskab. Han er en lidt ensom, håbløs umoderne mand, der ikke aner, hvordan man googler. Han kappede forbindelsen til sin kone og børn i Danmark for knap tyve år siden. Hvad mon han er flygtet fra, og hvorfor mangler han en finger på venstre hånd? Han er en særling og lever nu – sammen med de to geder Laurel og Hardy – en beskeden og enebo-agtig tilværelse på Fuerteventura, hvor han kører taxa og stemmer klaver for en lille kreds af kunder. Han drikker for meget lumumba og lever frivilligt næsten afsondret fra andre mennesker.

Men Erhard er ikke bitter, og han søger på sin helt egen facon efter retfærdighed, så han rykker sig – selvfølgelig gør han det. For han kaster sig over en sag om en lille død baby. En tre måneder gammel dreng, der er fundet i en papkasse på bagsædet af en bil ved en af øens strande. Ingen savner drengen, og politiet vil gerne dysse sagen ned for ikke at skræmme turisterne og muligheden for at tjene gode penge væk. I sin slidte Mercedes fra Marokko med slidte, gullige sæder og stive accelerering kører Erhard øen rundt – blandt matadorer og ludere – for at lede efter sandheden. Fordi det fortjener den døde dreng. Og fordi den jagt gør ham selv godt.

Det er en fornøjelse at være på en langsom, men dog dramatisk rejse med Eremitten. Bogen udkommer i dag på det lille forlag Bindslev. Romanen er allerede solgt til en række lande. Det kan jeg godt forstå.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.