Filmanmeldelse: Jussi Adler-Olsens Fasandræberne: I sidste uge var jeg til forpremiere på filmen. Bortset fra en elendig lyd (og det var altså ikke kun mig, der havde et problem med at tyde replikkerne) var jeg svært begejstret for instruktør Mikkel Nørgaards værk.
I et interview i filmmagasinet EKKO for nylig fortæller Nikolaj Arcel, der sammen med Rasmus Heisterberg har skrevet manuskriptet til Fasandræberne, at man ofte skærer 40 procent af persongalleriet fra, når man forvandler en bog til filmmanuskript. For at få historien til at fungere på film.
I filmen Fasandræberne er flere centrale personer skåret fra – bl.a. to af de kostskoledrenge, man følger i bogen. Men da jeg havde set filmen, sad jeg tilbage med samme følelse, som da jeg havde læst bogen. Det er godt gået. Og mens jeg lige får pulsen ned igen, tænker jeg på, hvad grænseløshed, hævn, omsorgssvigt, selvoptagethed og manglende empati kan gøre ved mennesker.
Nikolaj Arcel skal i øvrigt instruere Flaskepost til P – den tredje bog om Afdeling Q.
Kimmie som voksen, posedamen Kimmie, spilles stærkt og usentimentalt af dansk/serbiske Danica Curcic. Hun er opsat på hævn og kalder både på afsky og sympati. Hende kommer du til at se meget mere til. Danica Curcic medvirker bl.a. også i Bille Augusts film Stille Hjerte.
Der er masser af kemi mellem Fares Fares’ Assad og Nikolaj Lie Kaas’ Carl Mørck. Og heldigvis er der i denne film blevet plads til væsentlig mere Assad-humor i forhold til Kvinden i buret. Johanne Louise Schmidt spiller Rose – sekretær i Afdeling Q. Det gør hun med lune og humor, men jeg kunne ønske, at hun var uortodoks og excentrisk, som hun er det i bøgerne.
Fasandræberne er hæsblæsende spændende. Det er imponerende, når jeg – og mange andre – kender handlingsforløbet og plottet på forhånd. Ikke et eneste minut af den næsten to timer lange film er overflødig. Vi forkæles med lækre billeder, der er guf for øjet. (Og havde den der lyd bare været på plads, så….)
Jussi Adler-Olsen har bl.a. været inspireret af Stanley Kubricks film fra 1970’erne, A Clockwork Orange, da han skrev bogen om Kimmie og co,, og hvor volden er mere pakket ind i bogen, bliver den ekstrem synlig i filmen. Filmen er voldsom. For voldsom vil nogle måske mene, men brutaliteten er med til at gøre historien kraftfuld og yderst effektiv.
Over 700.000 danskere så Kvinden i buret. Mon ikke Fasandræberne bliver set af endnu flere? Det er en bedre film. Synes jeg.
PS: Onsdag den 1. oktober holder jeg foredrag om Jussi Adler-Olsen i Rødding Bio i Sønderjylland. Læs mere om foredraget og bestil billetter lige her
Jeg glæder mig 🙂
Det kan jeg godt forstå Helle 🙂