Hvilke bøger giver du i julegave?


Hvis du ikke gider være sammen med familie og venner til jul, så giv dem en af disse bøger. Så ser du ikke mere til dem i julen.

Hvis du ikke gider være sammen med familie og venner til jul, så giv dem en af disse bøger. Så ser du ikke mere til dem i julen.

Gaveideer: Boggaver under juletræet. Ja tak, siger jeg bare. Hvis du endnu ikke ved, hvad du skal give familie og venner til jul, så kommer her mit bud på gode boggaver.

Til din bror, der er interesseret i politiske intriger:

Michael Dobbs House of Cards, som er bogen bag den populære Netflixserie af samme navn, som Kevin Spacey og Robin Wright har gjort populær verden over. Michael Dobbs’ debutroman fra 1989 har fået en ny slutning og en generel gennemskrivning. Og det er først nu, den udkommer på dansk. I bogen foregår det politiske drama i Westminster i London.

Til din søster, der især læser danske krimier:

Lene Kaaberbøls og Agnete Friis’ seneste krimi om sygeplejersken Nina Borg, Den betænksomme morder. Handlingen foregår dels i Viborg, hvor Nina Borg kommer sig efter at være blevet slået ned, og dels i Filippinerne. Bogen er knap så hæsblæsende som de forrige bøger i serien, men det er en god, gedigen krimi med kød på især kapitlerne fra Filippinerne.

Til din kæreste/kone/mand, der gerne kaster sig over nye forfattere: 

Sander Jakobsen er pseudonym for den danske forfatter-duo Dagmar Winther og Kenneth Degnbol. Forkynderen er deres debutroman og bud på en klassisk, psykologisk krimi. Bogen har fået rosende ord med på vejen, og faktisk blev den antaget på et stort, anerkendt engelsk forlag, før et dansk forlag valgte at udgive bogen, der nu også udkommer i England, Japan og Australien.

Til din svigerinde, der er hoppet med på erotisk litteratur-bølgen, men som er træt af såkaldt husmorporno:

Smerten selv af Stephanie Caruana, der er et skønt sammensurium af erotik og krimi. Bogen er rå, ekstrem og en kolossal stor mundfuld. Men historien er så godt fortalt, befriende anderledes og velkomponeret, at historien alligevel omfavner en og først slipper sit stramme tag, når sidste side er slugt. Læs min anmeldelse af bogen her

Til din onkel, der elsker spænding, men som ikke kan huske, hvad han har læst et par dage efter:

Lars Keplers Sandmanden. Forrygende, uhyggelig og underholdende, mens du er i gang med den, men også hurtigt glemt. Det er fjerde bog om kommissær Joona Linna. Og der er gensyn med den psykopatiske seriemorder, Jurek Walter, der nok skal få din onkel til at tænde lys i hele huset, hvis han en aften er alene hjemme. Læs min anmeldelse af bogen her

Til din bedste ven, der sætter pris på god research og masser af spænding:

Ole Cliffords Katharerne. Forfatteren har brugt mere end fem år på at researche til bogen. Jeg er selv midt i historien, der bærer præg af, at Ole Clifford er godt inde i sit stof. Spændingsromanen fortæller historien om den katolske kirkes udslettelse af mere end en million mennesker i det sydlige Frankrig for mere end 800 år siden. Med tråde til nutiden og uden, at det bliver en tør historietime.

Til dig selv, fordi du fortjener det:

Jean-Christophe Grangés Kaiken. Det er krimi, når det er allerbedst efter min mening. Politikens anmelder skrev, at det ikke er en bog for ‘Barnaby’-segmentet (selvom jeg personligt godt kan lide et nydeligt gadekær-mord indimellem) Det er en fransk, syret, rå, mørk, makaber og voldsom krimi. Den er barsk og uhyggelig, men fantastisk fængende og interessant.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.