Forfatterinterview: Thomas Rydahl har placeret sin hovedperson helt ude på kanten af Europa – på den spanske ø Fuerteventura. Han er fascineret af mænd, der flygter fra ét liv og begynder et nyt liv forfra. Og de konsekvenser, et så radikalt valg har. Netop derfor skulle hovedpersonen Erhard så langt væk som til en kanarisk ferieø.

Thomas Rydahl. På plakat og i virkeligheden. Foto: Rebekka Andreasen

Da jeg møder forfatter Thomas Rydahl på en cafe i hjertet af Aarhus en eftermiddag i november, er der mindre end et døgn til, at Rydahls anden spændingsroman De savnede udkommer. En bog, der handler om eksildanskeren Erhard, den aldrende, atypiske krimihovedperson og eremit med ni fingre, som vi også mødte i Eremitten

Endnu ved forfatteren ikke, at anmeldere ved de store dagblade vil kaste stjerner og hjerter efter bogen og rose udgivelsen med sætninger som: “ .. et effektivt “crime noir”-plot, som ville have vundet applaus fra en Raymond Chandler” (Jyllands-Posten) og “Thomas Rydahls anden roman om sin antihelt Erhard Jørgensen lever herligt op til etteren” (Politiken).

Alligevel hviler der en ro over Thomas Rydahl. Selvfølgelig, understreger han, er han spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, og der er nogle sommerfugle, der basker lidt rigeligt i maven, men han udstråler ro og eftertænksomhed. Og virker befriet for nervøsitet eller uro. Som om han ved, at det, han sender på gaden om et øjeblik, er kvalitet og har værdi.

Som om, han nu har fundet sig selv som forfatter efter allerede som 17-årig at have vundet en novellekonkurrence for derefter i mange år at producere historier til skrivebordsskuffen. Som om, han har fundet sig selv efter de kriser, både i sit parforhold og i den tætte vennekreds, som han åbent fortæller om.

Det har tvunget mig til at se på mit eget liv og tænke: Hvad er det egentligt, at mit liv handler om? Det handler om at skrive bøger.

Slow crime med tid til at dvæle kalder han selv sine bøger. Der er en langsommelighed, en ro og en eftertænksomhed i hans bøger. Faktisk skulle han selv sluge, at der bliver hæftet et spændingsroman-mærkat på hans bøger om Erhard. For “langsommelighed er godt at have med, når jeg skriver om en 67-68-årig hovedperson”. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er i krimigenren, han selv blotrer sig som læser, selvom han sætter pris på Sjöwall og Wahlöö. Han er mere til “at mærke vandet dryppe i en Per Petterson-roman”. Omvendt har det hjulpet ham at fortælle historien om Erhard ved hjælp af en krimiintrige. Han havde brug for, at Erhard vågnede op og ikke visnede hen i sin afsondrethed.

Trods roen er der et eller andet sted en kritisk stemme, der gnaver:

Fra samtaler med andre forfattere ved jeg, at de også har en kritisk stemme et sted, der spørger, om det man nu har gang i er godt nok. Engang imellem har jeg i mit hoved hørt Lars Bukdahls  stemme, der rakkede ned. Men mit mod og min tro på, at det jeg skriver er godt, er blevet større med alderen. Og så betyder det selvfølgelig en masse, at mit forlag har taget godt imod mit manus.

(Bukdahl er bl.a. litteraturanmelder ved weekendavisen, red.)

Det har ikke været svært at skrive toeren. Det har været endnu federe, for nu kunne jeg bedre sætter ord på Erhard og de andre karakterer. Det er et privilegie at hoppe ned i en andens sko og ind i et andet univers. Jeg holder helt vildt meget af Erhard, men det er også fedt, at han ikke er en mand i 40’erne, der ligner mig selv. At han er en ældre karakter og har et helt andet udgangspunkt. Jeg har haft lyst til forsat at skrive historier om de naturlige konsekvenser af den måde, Erhard lever på. Han flygter og isolerer sig og straffer sig selv, ved at være helt væk fra alting. Erhard er meget pragmatisk, og nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad det fører til, når jeg skriver, og jeg kan selv blive overrasket over, hvor historien bevæger sig hen. Så må jeg mærke efter og finde ud af, hvordan Erhard ville reagere. Han gør, hvad der passer ham, og så tager han konsekvenserne senere.

– Jeg hepper megameget på Erhard. Han er lidt ligesom en morfar, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

De savnede er en bog om savn, magt og kærlighed – eller manglen på kærlighed. I thrilleren bliver Erhard rodet ind i en sag om en illegal flygtning, der er forsvundet. Samtidig er et dansk filmhold landet på øen for at optage en episode til tv-programmet ’De savnede’. Og det får betydning for Erhard.

Med sort kaffe i koppen omgivet af “300 laksespisende ældre damer” på cafeen på kunstmuset Louisiana, og hovedtelefonerne fulde af titelmelodien fra dokumentarserien De forsvundne danskere, som blev vist på DR i 90’erne, er en god del af bogen blevet til. (Musikken er Mark Knopflers Irish boy. Hør den her)

Thomas Rydahl har genset mange af programmerne på DR’s elektroniske arkiv Bonanza, og han understreger, at det stort set altid er mænd, der flygter. Ligesom Erhard gør. Kvinderne, mødrene bliver.

Bøgerne om Erhard bliver en serie på i alt tre bind, og forfatteren afslører, at titlen på den sidste bog bliver De tre paver. Gradvist gennem serien får læseren mere at vide om, hvad der er sket i Erhards fortid. Hvad flygtede han fra?

Thomas Rydahl ved det allerede, selvom han ikke har skrevet den tredje bog. Hvornår alle vi andre får samme viden, må tiden vise. Nu skal bog nummer to om Erhard først skubbes godt på vej.

PS: Et spansk produktionsselskab har købt rettighederne til at filmatisere den første bog om Erhard. Det er ikke det samme som, at der kommer en film ud af det. Om et halvt år udløber den rettighed. Og måske, siger Thomas Rydahl, står der en dansk instruktør parat i kulissen, hvis det spanske selskab ikke går videre med projektet.