Karsten: Min krimifavorit er Sjöwall/ Wahlöö


Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget her er nr. 2 i serien.

Journalist og forfatter Karsten Bengtsson er aktuel med den digitale krimi Mord 3.0, som han kalder et litterært computerspil.

Mød Karsten Bengtsson, 62 år, Frederiksberg: Journalist, med-modtager af Cavlingprisen (1987), korrespondent i San Francisco 1993-2013. Har udgivet fagbogen Den digitale guldfeber og krimierne Mord 2.0 og Mord 3.0, som du kan læse mere om her

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer? 

– Snarere modsat. I mange år læste jeg kun sjældent krimier. Men med alderen er jeg blevet mere og mere tiltrukket af genren. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man – når man bliver ældre (jeg fylder 63 år i denne måned, guddødeme.) – i højere grad værdsætter ritualer i livet. Og krimien er jo fuld af ritualer, der skal overholdes. Et mord, udlæggelse af spor, motiver, opklaring og så videre. Der er regler, som må overholdes (eller brydes – ingen regler uden undtagelser) for at skrive en god krimi. Der er en skabelon, som næsten eksisterer på forhånd – opklaringsarbejdet går rutinemæssigt frem, flere og flere brikker kan lægges til puslespillet. Historien drives naturligt fremad i kraft af opklaringsarbejdets rutiner. Kriminalkommissæren/detektiven/journalisten eller hvem, der nu arbejder på sagen, må besøge og afhøre de og de mennesker for at komme videre. Alt dette giver noget kendt, noget rituelt. Det er som juleaften, først mad, så dans-om-træet, så pakke gaver op – glæde/skuffelse – en række ritualer, men med den underlæggene fare, at hele ordenen let kan bryde sammen – onkel Carl bliver fuld og pinlig. Sådan er krimien også, ikke?

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Lad os starte et indkredsnings-arbejde ikke ulig detektivens. Det bliver – jf. ovenstående om alder – en forfatter med et vis historisk aftryk i litteraturen. Så meget ligger fast. Ikke noget nymodens her. En tur til reolen viser, at der står en række krimier af ældre dato. Det gør der også, når jeg tjekker købte/lånte bøger på iPaden. I reolen står der krimier af Georges Simenon, Dan Turéll, Stieg Larsson, samt nogle ret lasede udgaver af Maj Sjöwall og Per Wahlöö – det svenske makkerpar, der skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse fra 1965-75. På iPaden er der mere Georges Simenon og en del Henning Mankell.

Okay så langt, så godt. Er der en fællesnævner her? Måske. Den lidt hyggelige opdager. Maigret. Martin Beck. Kurt Wallander. Alle ældre hyggeonkler, som kan deres kram.

Okay, ællebælle. Hvad skal vi tage? Det er svært med det ret suveræne dansk/fransk/svenske felt, vi har tilbage.

Ud med Stieg Larsson. Ud med Dan Turell. Han var vel ikke som sådan krimiforfatter. Ud med Henning Mankell, som jeg ellers ret godt kan lide. Simenon eller Sjöwall/ Wahlöö? Svært. Det jeg godt kan lide ved Simenon er den måde plottet på en måde er underordnet på. Bevares, mordet skal opklares, men det er de enkelte scener, der er vigtige. Det er ikke målet, men vejen dertil som er centrum i fortællingerne. Men okay, ud.

Opklaringsarbejdet er slut. Alle er samlet i pejsestuen, men pilen peger til sidst på det svenske makkerpar Sjöwall/ Wahlöö.

Jeg læste bøgerne Roseanna, Manden, der gik op i røg, Manden på altanen osv., da de udkom for snart mange herrens år siden. Det gjorde alle mine venner også. De var datidens Forbrydelsen. En serie, alle fulgte med i og talte om. Det var de først og fremmest på grund af det politiske og venstreorienterede tilsnit, som bøgerne havde. Det var helt nyt – at kombinere krimien med en samfundskritik. På den måde revolutionerede de genren. Derfor valget.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/som har gjort indtryk? 

– Den, jeg husker bedst, er en scene, hvor det svenske politi skal storme en lejlighed, som vist er tom. Det sker med et fuldstændig overdrevet opbud af kampberedte betjente og med al det isenkram, man har på lager. Hvad der kunne være ordnet med en banken på døren, ender i eksplosioner og knuste døre.

Hvad er det, som han/hun kan? 

– Det at han/hun skrev sammen, måske. På den måde fik man både et mandligt og kvindeligt syn på personerne og fortællingen.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?  

– “De fik liget op den ottende juli lidt over tre om eftermiddagen. Det var forholdsvis velbevaret og kunne ikke have ligget i vandet længe. At det overhovedet kom for dagen, beroede på en tilfældighed. At det blev fundet så forholdsvist tidligt, var et held og burde have gavnet efterforskningen.” Sådan starter den første bog i serien. Roseanna. Det var en læseoplevelse som vakte genkendelse. Politifolk, der var almindelige mennesker med almindelige interesser (modelskibe og bøger om søslag) – ikke hardcore typer i trenchcoat.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over ham/hende?

– Som nævnt ændrede de genren på en radikal måde. Derfor.

Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor? 

– Måske Det lukkede rum. Altid et godt plot. Et mord i et lukket, aflåst-indefra rum? Hvordan kan det ske?

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter? 

– Ikke rigtigt. I hvert fald ikke noget med en dyb lænestol, te og et uldtæppe.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet? Hvorfor/hvorfor ikke? 

– Nej, det er noget nymodens pjat.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter? 

– Næppe. Maj Sjöwall er fra 1935, og Per Wahlöö døde i 1975.

PS: Fik du ikke læst det første indlæg i serien, så læs om Ellen Marie Andreasens valg af Jo Nesbø her

 

 

 

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.