Anmeldelse: Killer Killer er en heftig mundfuld. En såkaldt gotisk krimi med hardcore makabre beskrivelser af vold og tortur. Langt over min grænse for, hvad jeg har lyst til at læse. Og jeg er ikke sart. Men jeg læste bogen til ende, fordi den samtidig er finurlig, udansk på den gode måde, effektiv underholdning og ret spændende.
Rædslen er drivkraften i den gotiske roman. En genre, der opstod i England for flere hundrede år siden og vel er en slags forløber for det, vi i dag kalder for gyser/horror-genren. Morten Ellemoses Killer Killer er en del af forlaget H. Harksen Productions serie af gotiske krimier.
Killer Killer er befriet for overnaturlige elementer, der typisk kendetegner genren, men rædsel er der rigeligt af. Tænk på Thomas Harris’ Hannibal Lecter eller American psycho af Bret Easton Ellis – så er du forvarslet om hvilken voldsom bog, du har i vente.
Morten Ellemose beskriver et meget udansk og makabert univers af seriemordere, kannibaler og psykopater. Med stor detaljeringsgrad. Forfatteren har sluppet sin sprudlende fantasi løs på blodigste vis. Handlingen foregår i nutidens New York, men sprogtonen er højtidelig og gammeldags. Det passer dog godt til historien.
På den ene side er bogen så voldsom, at jeg næsten fik kvalme. Forfatteren kunne sagtens have fortalt samme interessante historie uden at udpensle volden i så ekstrem grad, som han gør. På den anden side blev jeg suget ind i Morten Ellemoses mørke seriemorder-univers og blev nødt til at finde ud af, hvad der skete på næste side. Jeg higede efter en form for forløsning. Der er spænding og drama fra start til slut. Og et brag af en finale.
Vicekommissær Anatolli Barritsch, kriminalassistent Richaed Darby og profileren Karen Walsh står i spidsen for opklaringen af en række uhyrlige mord. Teamet behøver hjælp fra professor Rheingold, der forsker i okkulte fænomener og religiøs fanatisme. For måske hænger de mange mord sammen med et gammelt sagnomspundet broderskab? (En gotisk krimi skal selvfølgelig trække tråde til inkvisitionen og fortidens grumme gerninger)
Desværre er der mange slå- og skrivefejl i bogen. Allerede på bagsideteksten hvor bl.a. hovedpersonens navn staves forkert. Kan du se gennem fingrene med den ringe korrektur, og er du ikke sart? Så disker Morten Ellemose op med masser af nervepirrende underholdning.
Hmmm jeg er nået til side 37 og kan næsten ikke holde til mere – og jeg er bestemt heller ikke sart – men efter at have (gen)læst din anmeldelse, så prøver jeg lidt igen.
Den er også hård kost. Men plottet er interessant og historien spændende.