Når jeg studerer folk på stranden i smug, kommer der et blogindlæg ud af det.

Læsning skaber fællesskab. Foto: Rebekka
Læsning skaber referencerammer
I sommerferien havde jeg en sjov oplevelse, da jeg var på stranden med min familie. Jeg sidder med min lille datter og laver et sandslot, da jeg får øje på en ung mand i knælange surfershorts, der læser i en bog nogle meter borte. Til højre for mig næsten oppe i græsset sidder en ældre kvinde i en løs, hvid kjole. Hun er også opslugt af en bog.
Jeg kigger på den ene, og jeg kigger på den anden. Og så går det op for mig, at den ældre kvinde læser i nøjagtig den samme bog, som den unge mand i de blomstrede surfershorts – Kvinden der forsvandt af amerikanske Gillian Flynn. Og det er jo netop det, bøger kan. Skabe fælles referenceramme og fælles forståelse på tværs af alder, fag, bopæl og livsvilkår i øvrigt.