Nogle krimiforfattere bruger masser af spalteplads på malende beskrivelser af, hvordan et menneske er blevet slået ihjel. Læserne bliver brutalt præsenteret for grufulde detaljer om både offerets lidelser og mord-metoder. Det kan være lidt af en mundfuld at læse og fordøje. Måske er mordet selve omdrejningspunktet for fortællingen, og forfatteren hentyder igen og igen til forbrydelsen og de mange detaljer.

Andre forfattere bruger ikke megen energi på at beskrive selve mordet – det er måske endda blevet begået før handlingen egentlig tager fart, og mordet er kun brugt som en motor for historien

For nylig faldt jeg i snak med en ældre dame, da jeg stod i køen hos boghandleren. Damen, der nok var næsten dobbelt så gammel som jeg, bemærkede, at jeg var ved at købe en krimi. Vi fik en lille snak om krimilitteratur, og da jeg fik min bon og var på vej væk fra kassen, sagde hun henkastet: Faktisk kan jeg bedst lide krimier med pæne mord”.

Pæne mord. Smag lige på ordene. Desværre gik der nogle sekunder, før det gik op for mig, hvad hun lige havde sagt, og jeg fik i skyndingen ikke spurgt hende, hvad hun præcist mente med formuleringen: pæne mord. Var det mon et gift-mord, hun tænkte på? Eller hvis en mand er blevet skudt med en enkel kugle? Eller er et pænt mord et mord uden detaljer og blod? Eller hvis offeret er en nobel person?

Med stor fornøjelse har jeg både slugt krimier med og uden brutale beskrivelser, men jeg har aldrig kategoriseret de krimier, jeg læser, efter hvordan mordet er blevet begået. Har du?