Ny bog: I dag udkommer novellesamlingen Mord på bestilling på Byens Forlag. Det er fjerde bog i en serie, hvor krimiforfattere skriver med afsæt i et planlagt benspænd. Otte forfattere har bidraget til novellesamlingen.
De otte forfattere har fået mord, gerningssted og motiv pålagt og skrevet ud fra de præmisser.
Mordene i bogen er “bestilt” af Signe Hansen, Anna-Barbara Weile, Sofie Jørgensen, Louise Peulicke Larsen, Tina Rasch, Anders Junker, Pernille Myrthue og Gitte Ulstrup.
De deltog nemlig alle i en konkurrence på BogForum i november sidste år, hvor Byens Forlag opfordrede publikum til at diske op med det bedste krimiplot.
En af dem, der besøgte BogForum sidste år, er 42-årige Gitte Ulstrup, der bor i Viborg. Hun er lektor på Viborg Gymnasium og HF.
Jeg var alene af sted til BogForum, for så kan jeg helt selv sammensætte et program ud fra, hvem jeg allerhelst vil høre. Jeg hørte bl.a. Thomas Korsgaard hvis debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi jeg havde brugt i min danskundervisning. Og jeg havde fået en aftale i stand om at mødes med Thomas bagefter og tale lidt med ham om bogen.
Tilfældigt kom hun forbi Byens Forlags stand, og da hun syntes, konceptet med at finde på et krimiplot lød sjovt og spændende, gav hun sine bud på motiv, mordvåben og gerningssted. Og blev efterfølgende udvalgt. Uden at afsløre alt for meget, så er gerningsstedet et gymnasium.
Stedet for mordet er jo helt i overensstemmelse med min virkelighed og hverdag, men motiv og mordvåben var så far out, at det forhåbentlig aldrig ville kunne finde sted i virkeligheden. Jeg syntes derfor, det kunne være sjovt at læse, om en forfatter ville kunne strikke en realistisk novelle sammen omkring dette tema og mordvåben.
Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad Gitte Ulstrup fandt på af motiv og mordvåben, så må du læse Jonatan Tylsgaard Larsens novelle Den rigtige, for han er den forfatter, der har fået æren af Gittes benspænd.
Om udfordringen siger Jonatan Tylsgaard Larsen: ”Jeg har jo selv gået på gymnasium og blev inspireret af de dynamikker, der eksisterede mellem elever og lærere. Jeg ledte efter en måde at tilføje historien noget, der ikke blev alt for oplagt. Derfor arbejdede jeg især med motivet, og hvordan det kunne strækkes og bøjes.”
I Mord på bestilling skal de otte forfattere jonglere med mordvåben som æselkæbe og kuglepen. Og Gitte Ulstrup ser frem til at læse især Jonatan Tylsgaard Larsens historie.
Hun læser hele tiden. Altså meget forenklet sagt, tilføjer hun.
Ej, jeg læser selvfølgelig ikke hele tiden, men som dansklærer læser jeg naturligt nok rigtig meget, både i forbindelse med mit job, og fordi jeg bare er vild med bøger. Ikke kun krimier, men alle typer litteratur. Jeg elsker især at læse alt det nye, så nyudgivelser af især danske forfattere er favoritterne. Derfor er det også helt fantastisk at få inspiration på diverse bogblogs – herunder vildmedkrimi.dk. Jeg læser mange krimier. Jeg begyndte med femikrimier for en del år siden. Blædel, Egholm og Läckberg. Men de seneste år har jeg også slugt romaner af Michael Katz Krefeld, Jussi Adler-Olsen, Steffen Jacobsen, Lone Theils, Anne Mette Hancock, A. J. Kazinski, Jesper Stein og Mads Peder Nordbo.
Yndlingsforfatteren er dog ikke en krimiforfatter. Her peger Gitte Ulstrup nemlig på Herman Bang.
Jeg skrev speciale om hans roman Stuk på universitetet og fik 13, så hans tekster har en helt særlig plads hos mig, men af nulevende forfattere læser jeg mange forskellige: Helle Helle, Morten Pape (er i fuld gang med Guds bedste børn), Thomas Korsgaard (var også vild med En dag vil vi grine af det), Lars Saabye, Sissel-Jo Gazan, Naja Marie Aidt, Jesper Wung-Sung, Kim Leine og mange andre.
Gitte Ulstrup konsumerer bøger på mange forskellige måder.
Jeg hører rigtig mange lydbøger, fordi jeg løbetræner en del. Det er helt perfekt at høre en krimi med dobbelt afspilningshastighed – for så passer intensiteten og hastigheden i krimien med, at man automatisk løber stærkt. Det går der mange gode timer med hver uge. Ellers læser jeg altid inden sengetid – og det er oftest andre genrer end krimier – så jeg kan sove bagefter.
Du kan læse mere om bogen her
PS: I novelleserien fra Byens Forlag er tidligere udkommet: Mord i din hjemby (2015), Mord i dit hjem (2016) og Mord på din ferie (2017).