Når bøger bliver filmatiseret 2


Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Ofte bliver populære spændingsromaner, krimier og thrillers filmatiseret – fra Ian Flemings bøger om James Bond til Niels Krause-Kjærs Kongekabale.

For halvandet år siden kom det frem, at Martin Scorsese, der står bag filmperler som Taxi Driver, Gangs of New York, Goodfellas, Cape Fear og The Departed, var interesseret i at forvandle Jo Nesbøs bestseller, Snemanden, fra suveræn bog til – forhåbentlig – suveræn film. Forleden læste jeg så, at der er tegn på, at den travle Scorsese er ude af billedet. Jeg havde ellers gerne set en stjerneinstruktør som Scorsese forvandle Snemanden til film. Det kunne ende med en spændende film, tror jeg.

Jeg elsker at se film, og jeg er klar over, at bøger og film er to forskellige genrer, og at de hver især kan noget særligt. Men jeg er ofte blevet utrolig skuffet, når jeg har forladt biografen eller slukket mit tv efter at have set filmatiseringen af en bog.

Det kan være castningen, der er forkert i forhold til de billeder, jeg som læser selv har dannet i mit hoved. Eller det kan være detaljer i bøgerne, som har været vigtige for min læseoplevelse, og som helt skæres væk i filmversionen.

No go til Läckberg og Branagh

Da Camilla Läckbergs bøger blev forvandlet til tv-serie var det så eminent dårligt produceret, at det nærmest var pinligt at se på. Den populære svenske forfatters bøger er efterfølgende blevet filmatiseret igen, og denne gang skulle det være mere seværdigt. Lars Keplers Hypnotisøren er også væsentlig bedre på bog end på film, synes jeg.

Og selv om jeg er vild med den britiske skuespiller Kenneth Branagh, og selvom jeg har slugt hver og en af Henning Mankells bøger om Wallander, så er det altså ikke en god ide at kombinere de to. Branagh spiller Wallander i BBC’s filmatisering af Mankells bøger. Bortset fra sproget er alt ved filmene svensk både steder, navne og skilte. Men i den engelske version er Wallander ikke stor operaelsker. Morse er jo også stor operafan, og det skulle han åbenbart have lov til at være i fred. Men så er Wallander bare ikke Wallander. Jeg har nemmere ved at acceptere svenske Krister Henriksson i rollen, selvom han ikke helt matcher ”min” Kurt Wallander.

Filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium-trilogien synes jeg dog er rigtig vellykket. Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith er også et eksempel på en thriller, der fungerer rigtig godt som film med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret danner grundlag for filmen af samme navn, der får premiere til oktober. Det bliver spændende at se, om det bliver en vellykket eller kikset filmatisering.

Hvilke krimier mener du med succes er blevet forvandlet til film?


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Når bøger bliver filmatiseret

  • Karen

    Milllinium trilogien var klart en succes på film også, men det er sjældent det lykkedes for filmene at leve op til bøgerne. Jeg synes faktisk TV2 slap ret heldigt fra serien om Elsebeth Egholms Dicte, Iben Hjele og de andre store roller var rigtig gode, tilgengæld var det lidt for stereotype biroller og ikke mindst statister, som tydeligvis var valgt så man ikke var i tvivl om det foregik i Århus 🙂

    Har set de første to afsnit a Arne Dahls A-gruppen på dr2, de er ok, men ikke sådan helt i skabet. Personerne ligger lidt for langt fra hvad jeg forestiller mig når jeg læser bøgerne, især chefen som er mand i bogen, men kvinde i tv-serien 🙂

    Kunne være så sejt hvis Scorsese lavede snemanden, selvom jeg ikke er sikker på jeg ville turde se den 🙂 Elsker at læse krimier, men tør næsten ikke se dem…

    Men det må være svært at ramme, netop fordi alle har sine egne forestillinger om hvordan karaktererne er. Og det er jo i virkeligheden det skønne ved bøger, at man selv får lov at forestille sig og ikke bare får det hele serveret.

    God solskinsdag med eller uden krimi 🙂
    Karen

  • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

    Ja, Scorsese og Jo Nesbø kunne blive en rigtig god kombination, tror jeg. Og ja, det er svært at ramme alle, når man netop har sine egne forestillinger – men heldigvis kan det lade sig gøre.