Kurt Wallander

I Dictes og Wallanders fodspor

I år er det 25 år siden, at Henning Mankells første bog om Kurt Wallander udkom. Tager du til Ystad, kan du gå i hans fodspor. Foto: Rebekka Andreasen

I år er det 25 år siden, at Henning Mankells første bog om Kurt Wallander udkom. Tager du til Ystad, kan du gå i den svenske politimands fodspor. Foto: Rebekka Andreasen

Filmturisme: Film skal da ses – i virkeligheden. At se og opleve de locations, som karakterer fra film og tv-serier bevæger sig rundt i, kaldes filmturisme. Nyt krimiunivers tager snart form i Vestjylland.

Når jeg tænker på den sydsvenske kystby Ystad, så tænker jeg ikke kun på en middelalderby med havn, pastelfarvede gamle bindingsværkshuse og brostensbelagte gader.

Jeg tænker også på Wallander. Kurt Wallander, kriminalkommissær, antihelt og hovedperson i Henning Mankells mange bøger. En elsket fiktiv person, der er skildret talrige gange både på film og i tv-serier.  Mankells krimier har haft enorm betydning for krimigenren, ligesom Wallander har haft stor betydning for filmturismen i Ystad.

Allerede kort efter at den svenske forfatter skrev sin første bog om den melankolske Wallander i 1991, besøgte turister byen for at se Mariagatan 10, hvor Mankell lader sin hovedperson bo i de fleste af bøgerne.

I dag kan du komme på guidede Wallander-ture, hvor du går i Wallanders fodspor. Du kan bl.a. besøge Wallanders yndlingscafé Fridolfs Konditori og se, hvor politistationen ligger. Du kan også downloade en Wallander-app til din telefon.

Film og tv-serier er med til at brande de områder, de foregår i. Mon der er nogle, der er i tvivl om, at tv-serien  Dicte (og krimierne skrevet af Elsebeth Egholm) foregår i og omkring Aarhus? Tv-serien Nordskov satte fokus på Frederikshavn, og Oxford har deres inspektor Morse.

Mange film og tv-serier optages ikke kun i studier, men også on locations ude i virkeligheden. I København kan du på på en guidet byvandring genopleve filmen En kongelige affære. Og i Aarhus kan du gå i Dictes fodspor. Foto: Rebekka Andreasen

Mange film og tv-serier optages ikke kun i studier, men også on locations ude i virkeligheden. I København kan du på en guidet byvandring genopleve filmen En kongelig affære. Og i Aarhus kan du gå i Dictes fodspor. Foto: Rebekka Andreasen

New Nordic Noir i Vestjylland

Inden længe bobler et nyt krimiunivers frem i Ringkøbing-Skjern Kommune.

New Nordic Noir hedder projektet, der sigter mod at lave en ny tv-serie eller film med internationalt potentiale og et spilunivers med et regionalt set up baseret på et samarbejde mellem forfattere, forskere, filmskabere, forretningsfolk og kommune.

Med andre ord: et sammenhængende Nordic Noir-univers med udgangspunkt i Ringkøbing-Skjern.

Per Høgh Sørensen er fagleder for Kultur, Natur og Fritid i den vestjyske kommune. På en konference i Aarhus forleden sagde han sådan her:

Ida fra Krøniken var fra Ringkøbing, og selvom hun ville væk fra byen, og selvom Ringkøbing kun var med i serien i fem minutter, så betød det noget og gjorde folk stolte. Folk tager forbi og ser Idas barndomshjem stadigvæk. Jeg tror, det nye Nordic Noir bliver meget bedre.

Fornylig på en konference arrangeret af Filmby Aarhus, fortalte Per Høgh Sørensen (tv) og Jakob Høgel projektet New Nordic Noir - et nyt krimiunivers, der tager udgangspunkt i Ringkøbing-Skjern. Foto: Rebekka Andreasen

Forleden på konferencen The Big Picture Countdown i Aarhus fortalte Per Høgh Sørensen (tv) og Jakob Høgel om New Nordic Noir – et nyt krimiunivers, der tager udgangspunkt i Ringkøbing-Skjern. Foto: Rebekka Andreasen

Der er mange grunde til, at kommunen går ind i projektet. For at brande området og tiltrække flere turister, skabe arbejdspladser etc., men også for at skabe en stærk lokal identitet og styrke kulturen i området. Og for at smadre klicheerne og de stereotype forestillinger om Ringkøbing- Skjern som et trist udkantsområde.

Den danske manuskriptforfatter bag Broen, Nikolaj Scherfig, bliver en af hovedkræfterne, når en række danske og internationale manuskriptforfattere som en del af projektet inviteres i sommerhus i Ringkøbing-Skjern for at udforske og udfordre krimigenren.

I selskab med Dicte og Wallander – mens vi venter

Projektleder Jakob Høgel fra Filmby Aarhus forklarer, at begrebet Nordic Noir ikke nødvendigvis er ensbetydende med tung regn, skumringslys eller dystre billeder af det nordiske landskab a la dem, vi kender fra f.eks Broen. Nordic noir er også, ifølge ham, et udtryk for en ekstrem høj kvalitet og kan fortolkes bredt.

Projektet skubbes i gang af Aarhus 2017 og Filmby Aarhus, og vi må vente til 2018/2019 med at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne. Jeg håber, det bliver godt.

Og hvem ved? Måske tager du forbi Skjern engang i 2019 i hælene på en fiktiv detektiv?

Men vi venter på vestjysk krimiguf, kan du f.eks. kaste dig over Anne Marit Waades Wallanderland, der netop har fokus på sammenhængen mellem tv-produktion, medieturisme og regional udvikling. Eller du kan downloade en Dicte-app og bevæger dig rundt i Aarhus i den nysgerrige journalists fodspor. ( Søg efter West Danish Film Walks – FilmGui.de) Eller du kan kaste dig over Henning Mankells eller Elsebeth Egholms bøger.

PS:

Jeg har en bekendt, hvis to teenagere en dag på bagsædet af bilen overbeviste hinanden om, at de havde set netop de gule rapsmarker fra filmen Flaskepost fra P.

 

Har du også været med på Wallander-rejsen?

Jeg snuppede et afsnit af Wallander på Netflix i går efter nyheden om Henning Mankells død.

Jeg snuppede et afsnit af Wallander på Netflix i aftes. Henning Mankell – Wallanders far – døde i går.

Henning Mankell – manden bag bøgerne om kriminalkommissær Kurt Wallander, der satte Ystad på det litterære verdenskort  – døde i går. Har du også været med på Wallander-rejsen?

Jeg blev helt trist, da jeg i mit Facebook-feed i går læste nyheden om den 67-årige kræftramte krimiforfatters død. Gennem Mankells bøger har jeg været med på Wallander-rejsen. Via Mankells politiromaner har jeg oplevet forfatterens politiske indignation og sociale bekymring. Wallander bekymrer sig om samfundet, om retsfølelsen og om netop forholdet mellem demokrati og retssamfund, og ikke så få politiske og samfundsmæssige temaer er blevet behandlet i bøgerne op gennem 90’erne.

I Mordere uden ansigt (1992) møder vi for første gang den 42-årig Kurt Wallander, der bor i en lejlighed på Mariagatan i Ystad. Han er nyskilt fra Mona, og han har et anstrengt forhold til datteren Linda, der dog er den, der står ham nærmest. Wallanders far, der igen og igen maler svenske naturbilleder, sætter ikke pris på sønnikes karrierevalg. Den svenske kommissær har hang til whisky, og i den første bog bliver han taget for spritkørsel. Kurt Wallander har også hang til melankoli. Han har en stærk moral og en usvigelig (og meget gavnlig) intuition. Wallander efterforsker mordene på et ældre ægtepar, der er blevet torteret ihjel.

I Den urolige mand fra 2009, der er sidste bind i serien, er Wallander blevet 57 år. Han er blevet morfar og har købt et hus på landet. Og så er han blevet glemsom. Så glemsom, at han glemmer sin tjenestepistol på en restaurant. Det tegner ikke godt. Mødet med Lindas svigerfar sætter skub i plottet i den sidste Wallander-roman.

Om navnet Kurt Wallander skriver Henning Mankell i efterskriftet til Hånden:

Da jeg kom tilbage fra min spadseretur, tog jeg telefonbogen frem. Først fandt jeg fornavnet Kurt. Det var kort og tilpas almindeligt. Et længere efternavn ville passe godt. Jeg søgte længe og standsede ved Wallander. Det var heller ikke hverken for almindeligt eller for ualmindeligt. Det skulle han hedde, min politimand. Kurt Wallander.

Rækkefølgen på bøgerne om Wallander:

  1. Mordere uden ansigt
  2. Hundene i Riga
  3. Den hvide løvinde
  4. Skyggerne
  5. Ildspor
  6. Den femte kvinde
  7. Det næste skridt
  8. Brandvæg
  9. Pyramiden
  10. Inden frosten
  11. Den urolige mand

I 2013 udkom Hånden – en godt 120 sider lang novelle, som den populære svenske krimiforfatter oprindelig skrev for en del år siden som en del af et PR-fremstød i Holland. Kronologisk foregår historien efter Inden frosten og altså før Den urolige mand, der afslutter serien om Wallander.

Henning Mankell skrev også andre bøger end Wallander-serien, og hans bøger er oversat til mere end 40 sprog og solgt i mere end 40 millioner eksemplarer verden over. Han var meget engageret i u-landsarbejde og tilbragte en stor del af sit liv i sit andet hjemland – Mozambique.

PS: Både Krister Henriksson og Rolf Lassgård har portrætteret Kurt Wallander på film. Ligesom Kenneth Branagh i en britisk version har spillet den svenske operaelskende og diabetesramte kommissær.

 

Hånden af Henning Mankell

Har du også savnet Wallander? Så kast dig over Hånden. Ikke fordi det er en forrygende historie, men fordi det simpelthen er herligt at være i selskab med den svenske politimand igen.

Har du også savnet Wallander? Så kast dig over Hånden. Ikke fordi det er en forrygende historie, men fordi det simpelthen er herligt at være i selskab med den svenske politimand igen.

Anmeldelse: For nylig udkom Hånden: En lang novelle om Henning Mankells populære og melankolske operaelskende, diabetes-ramte kriminalkommissær Wallander. For mig blev det et herligt omend kort gensyn og et sidste farvel til en meget elsket romanfigur.

Har du læst Henning Mankells Den urolige mand, så havde du nok ikke forventet at møde Kurt Wallander igen. Men for nylig udkom Hånden – en godt 120 sider lang novelle, som den populære svenske krimiforfatter oprindelig skrev for en del år siden som en del af et PR-fremstød i Holland.

Kronologisk foregår historien efter Inden frosten og altså før Den urolige mand, der afslutter serien om Wallander.

Udover selve novellen indeholder bogen kapitler om Wallander og de centrale figurer, der spiller en rolle i serien. Der er også en kronologisk oversigt over alle bøgerne i Wallanderserien, og den svenske krimiforfatter fortæller, hvordan ideen til serien opstod. Det er guf for Wallanderfans. Henning Mankell fortæller bl.a:

Da jeg kom tilbage fra min spadseretur, tog jeg telefonbogen frem. Først fandt jeg fornavnet Kurt. Det var kort og tilpas almindeligt. Et længere efternavn ville passe godt. Jeg søgte længe og standsede ved Wallander. Det var heller ikke hverken for almindeligt eller for ualmindeligt. Det skulle han hedde, min politimand. Kurt Wallander.

Da jeg læste Hånden, havde jeg det som om, jeg mødte en god gammel ven. Der var mere gensynsglæde end egentlig begejstring over selve historien. Den er ikke specielt sindsoprivende, men det er herligt at være i selskab med Wallander igen. Det er trygt og hyggeligt. (Og desværre ikke særlig uhyggeligt.)

Jeg kom i tanke om,  hvor meget jeg har savnet denne politimand, der har en stærk moral og usvigelig intuition når det gælder jobbet. Til gengæld har han en selvdestruktiv livsstil, et stort selvhad og et kompliceret forhold til både sin datter Linda og ekskonen Mona. Wallander bekymrer sig om samfundet, om retsfølelsen og om netop forholdet mellem demokrati og retssamfund, og ikke så få politiske og samfundsmæssige temaer er blevet behandlet i bøgerne op gennem 90’erne.

I Hånden opdager Wallander en hånd, der stikker op af jorden, da han er taget på landet for at kigge på et nyt hus. Drømmen om at flytte på landet bliver dog begravet lige så hurtigt, som hånden bliver gravet op. Det viser sig, at to lig er blevet begravet i husets baghave. Og Wallander forsøger at finde ud af, hvordan og hvorfor de to lig er havnet i en have uden for Ystad.

Læs Hånden hvis du har savnet Wallander og for at få de supplerende kapitler og forfatterens tanker om Wallanderserien.

 

 

 

 

Krimiserier med både små og store historier

Krimiserier følger ikke kun udviklingen i en konkret sag - men også udviklingen af hovedpersonen.

Læser du krimiserier, følger du ikke kun udviklingen i en konkret sag – men ofte også den udvikling (eller afvikling), som hovedpersonen gennemgår.

Rigtig mange krimiforfattere skriver krimier og thrillers, hvor persongalleriet går igen. Altså serier af bøger, hvor vi bind for bind lærer journalisten, kriminalkommissæren, eller hvem der nu er central for fortællingen, bedre at kende og på den måde følger hovedpersonernes udvikling. Ofte er det et gensyn med en bestemt hovedperson, der gør, at jeg glæder mig særligt til nogle krimier.

For nylig hørte jeg Thomas Engers Blodrus som lydbog. Med sine nu tre krimier om kriminalreporteren Henning Juul i en planlagt serie på seks bøger, opererer den norske forfatter, som mange af sine kolleger, med små og store fortællinger i samme historie. Dels er der i hvert bind en mordgåde, der skal løses. Dels er der en baggrundsfortælling, der udvikler sig løbende bog efter bog. Den store baggrundshistorie handler om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og derved også dræbte hans lille søn, der sov i lejligheden. Som læsere får vi bind efter bind endnu en brik i mordbrand-puslespillet. Mon ikke vi læsere efter bind seks ved, hvem der står bag branden?

Den norske forfatter har flere gange fortalt, at han er meget fascineret af tv-serier som f.eks. The Sopranos og Breaking Bad, der også har en overordnet fortælling samtidig med, at hvert afsnit fokuserer på en mindre historie.

Når det gælder yndlingsserier og personer, jeg gerne vil læse om, så er det ikke til at komme uden om Jo Nesbøs Harry Hole. Jeg er også meget glad for de to svenskere: Martin Beck og Kurt Wallander. Men desværre skal jeg jo nok ikke forvente at høre nyt om dem.

En forholdsvis ny bekendt, som jeg har planer om at lære endnu bedre at kende, er den cubanske kriminalkommissæren Mario Conde. Han er skabt af krimiforfatteren Leonardo Padura, der har skrevet Havana-kvartetten: Fire bøger om kriminalkommissæren. Jeg har kun læst nummer tre i serien, Maskespil i Havana, men den kan varmt anbefales, hvis du trænger til lige at læse en god og underholdende krimi, der hverken er skandinavisk eller amerikansk.

Hvilke krimiserier er dine favoritter?

Hvilke fiktive hovedpersoner, jeg gerne ville invitere til middag, kan du læse lige her

Når bøger bliver filmatiseret

Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Ofte bliver populære spændingsromaner, krimier og thrillers filmatiseret – fra Ian Flemings bøger om James Bond til Niels Krause-Kjærs Kongekabale.

For halvandet år siden kom det frem, at Martin Scorsese, der står bag filmperler som Taxi Driver, Gangs of New York, Goodfellas, Cape Fear og The Departed, var interesseret i at forvandle Jo Nesbøs bestseller, Snemanden, fra suveræn bog til – forhåbentlig – suveræn film. Forleden læste jeg så, at der er tegn på, at den travle Scorsese er ude af billedet. Jeg havde ellers gerne set en stjerneinstruktør som Scorsese forvandle Snemanden til film. Det kunne ende med en spændende film, tror jeg.

Jeg elsker at se film, og jeg er klar over, at bøger og film er to forskellige genrer, og at de hver især kan noget særligt. Men jeg er ofte blevet utrolig skuffet, når jeg har forladt biografen eller slukket mit tv efter at have set filmatiseringen af en bog.

Det kan være castningen, der er forkert i forhold til de billeder, jeg som læser selv har dannet i mit hoved. Eller det kan være detaljer i bøgerne, som har været vigtige for min læseoplevelse, og som helt skæres væk i filmversionen.

No go til Läckberg og Branagh

Da Camilla Läckbergs bøger blev forvandlet til tv-serie var det så eminent dårligt produceret, at det nærmest var pinligt at se på. Den populære svenske forfatters bøger er efterfølgende blevet filmatiseret igen, og denne gang skulle det være mere seværdigt. Lars Keplers Hypnotisøren er også væsentlig bedre på bog end på film, synes jeg.

Og selv om jeg er vild med den britiske skuespiller Kenneth Branagh, og selvom jeg har slugt hver og en af Henning Mankells bøger om Wallander, så er det altså ikke en god ide at kombinere de to. Branagh spiller Wallander i BBC’s filmatisering af Mankells bøger. Bortset fra sproget er alt ved filmene svensk både steder, navne og skilte. Men i den engelske version er Wallander ikke stor operaelsker. Morse er jo også stor operafan, og det skulle han åbenbart have lov til at være i fred. Men så er Wallander bare ikke Wallander. Jeg har nemmere ved at acceptere svenske Krister Henriksson i rollen, selvom han ikke helt matcher ”min” Kurt Wallander.

Filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium-trilogien synes jeg dog er rigtig vellykket. Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith er også et eksempel på en thriller, der fungerer rigtig godt som film med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret danner grundlag for filmen af samme navn, der får premiere til oktober. Det bliver spændende at se, om det bliver en vellykket eller kikset filmatisering.

Hvilke krimier mener du med succes er blevet forvandlet til film?

Middag med Carl Mørck og co.

Tænk hvis jeg kunne invitere fiktive hovedpersoner til middag. Så ville jeg dække op til Wallander, Salander og alle de andre.

Når jeg læser krimi-serier, føler jeg ofte, at jeg kommer helt tæt på hovedpersonerne. Fordi jeg møder dem bog efter bog. Og er med på sidelinjen, når de udvikler sig. Nogle gange får jeg filminstruktørers bud på, hvordan de ser ud/opfører sig, men det kunne være skønt at møde dem selv. Til middag i privaten.

Jeg ville invitere:

  • Kurt Wallander – opfundet af svenske Henning Mankell. Gerne en ung Wallander, som ham vi møder juleaften 1975 i novellesamlingen Vintermord. Før han bliver dyster, melankolsk, ensom og får huller i hukommelsen. Han kan fortælle om sin store passion for Maria Callas med skøn, sydsvensk dialekt.

 

  • Kay Scarpetta – den cool italiensk/amerikansk retsmediciner fra Patricia D. Cornwells fantastiske krimiserie. Scarpetta skærer ikke kun i lig. Hun svinger også knivene hjemme i sit luksuskøkken, hvor hun kokkererer italienske specialiteter. Er jeg heldig, inviterer hun måske på middag. Jeg vil udfritte Scarpetta om hendes arbejde.

 

  • Harry Hole – den norske enspænder, drukkenbolt og enfant terrible skabt af Jo Nesbø. Hole er genial, samvittighedsfuld, utraditionel og ferm til at fange forbrydere. Han må gå godt i spænd med Wallander og kunne diske op med en røverhistorie eller to. Skal de brække sig, så sender jeg dem hjem i seng.

 

  • Nina Borg – Kaaberbøl/Friis’ seje Røde Kors-sygeplejerske, som jeg nu har fulgt i tre bøger. Hun er typen, der ikke orker at sidde i et samtalekøkken, lave stempelkaffe og være lykkelig. Hun kan ikke lade være med at involvere sig og er meget uselvisk. Jeg vil gerne høre om hendes ophold i både Dadaab og Tbilisi.

 

  • Carl Mørck – Jussi Adler-Olsens vicekriminalkommissær, der ikke nødvendigvis går kommandovejen, når der er problemer. Men han er en dygtig efterforsker, og så har han humor trods sin hårde facon. Jeg vil prikke til ham og spørge til handlingen i Marco Effekten, der er femte bind i serien om Afdeling Q. Bogen udkommer inden længe, og jeg er nok ikke den eneste, der glæder mig til et gensyn med Carl Mørck.

 

  • Lisbeth Salander – Stieg Larssons genistreg. Hun sidder måske bare i et hjørne og er tvær. Men måske hun er sjov at spille wii med. Det kunne være, hun lige kunne fikse mine it-problemer og lære mig et par selvforsvars-trick eller to.

Der er også Daniel Trokic (Inger Wolf), Jan Fabel (Craig Russell) Barbara Havers (Elisabeth Georges) Dan Sommerdahl (Anna Grue), Miss Marple (Agatha Christie) og mange andre, som jeg har lært at kende gennem krimi-serierne.

Jeg må vist i gang med at lave noget mad. Hvem ville du invitere?

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her