Krimiserier med både små og store historier


Rigtig mange krimiforfattere skriver krimier og thrillers, hvor persongalleriet går igen. Altså serier af bøger, hvor vi bind for bind lærer journalisten, kriminalkommissæren, eller hvem der nu er central for fortællingen, bedre at kende og på den måde følger hovedpersonernes udvikling. Ofte er det et gensyn med en bestemt hovedperson, der gør, at jeg glæder mig særligt til nogle krimier.

Krimiserier følger ikke kun udviklingen i en konkret sag – men også udviklingen af hovedpersonen.

For nylig hørte jeg Thomas Engers Blodrus som lydbog. Med sine nu tre krimier om kriminalreporteren Henning Juul i en planlagt serie på seks bøger, opererer den norske forfatter, som mange af sine kolleger, med små og store fortællinger i samme historie. Dels er der i hvert bind en mordgåde, der skal løses. Dels er der en baggrundsfortælling, der udvikler sig løbende bog efter bog. Den store baggrundshistorie handler om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og derved også dræbte hans lille søn, der sov i lejligheden. Som læsere får vi bind efter bind endnu en brik i mordbrand-puslespillet. Mon ikke vi læsere efter bind seks ved, hvem der står bag branden?

Den norske forfatter har flere gange fortalt, at han er meget fascineret af tv-serier som f.eks. The Sopranos og Breaking Bad, der også har en overordnet fortælling samtidig med, at hvert afsnit fokuserer på en mindre historie.

Når det gælder yndlingsserier og personer, jeg gerne vil læse om, så er det ikke til at komme uden om Jo Nesbøs Harry Hole. Jeg er også meget glad for de to svenskere: Martin Beck og Kurt Wallander. Men desværre skal jeg jo nok ikke forvente at høre nyt om dem.

En forholdsvis ny bekendt, som jeg har planer om at lære endnu bedre at kende, er den cubanske kriminalkommissæren Mario Conde. Han er skabt af krimiforfatteren Leonardo Padura, der har skrevet Havana-kvartetten: Fire bøger om kriminalkommissæren. Jeg har kun læst nummer tre i serien, Maskespil i Havana, men den kan varmt anbefales, hvis du trænger til lige at læse en god og underholdende krimi, der hverken er skandinavisk eller amerikansk.

Hvilke krimiserier er dine favoritter?

Hvilke fiktive hovedpersoner, jeg gerne ville invitere til middag, kan du læse lige her

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.