Fanfiction/bestseller: Hope never dies hedder en amerikansk thriller, der storsælger i USA i øjeblikket. En slags politisk fanfiction. For makkerparret, der skal opklare et mystisk dødsfald, er ingen ringere end den tidligere præsident Barack Obama og vicepræsident Joe Biden.
Den ene er sort, den anden er hvid. Og der er 18 år imellem dem. De var et makkerpar i politik, og nu er de også blevet det i fiktionen.
Et mysterium værdigt for Dr. Watson og Sherlock Holmes og et detektivpar, der har kemi som Murtaugh and Riggs fra Dødbringende Våben-filmene. Det er nogle af de sætninger, der er blevet sat på detektivromanen Hope never dies. En såkaldt bromance mellem Biden og Obama.
Bogen fortælles ud fra Bidens synsvinkel. I selskab med Obama og Secret Service-agenten Steve, begiver Biden sig ud på et ikke ufarligt eventyr i gaderne i Wilmington, Delaware, for at opklare dødsfaldet på en lokofører, der arbejder for USAs svar på DSB, Amtrak.
De tre mænd besøger skumle diners, hvor motorcykelbander holder til, og de må overnatte på rottebefængte hoteller i jagten på sandheden. På deres vej møder de bl.a. en usympatisk politiker – en republikaner selvfølgelig. De rosende ord er væltet ned over den kærlige karikatur.
Forleden på P1 gav Thomas Ærvold Bjerre, der er ph.d. lektor og adjunkt fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, sit bud på, hvorfor bogen er blevet så populær. Han pegede blandt andet på, at mange amerikanere til venstre for midten sukker efter de otte år, hvor Obama var præsident, netop fordi de er så utilfredse med Trump. Og at det er en af årsagerne til, at de to politikere bliver hyldet som detektiver i en kærlig og satirisk – og åbenbart spændende – bog.
Hør indslaget fra Kulturen på P1 her ( Led efter klokken 15.46, hvis du ikke kommer direkte til indslaget)
Forfatteren bag er den amerikanske satiriker Andrew Shaffer. Han har skrevet flere populære bøger med en humoristisk undertone bl.a. Fifty Shames of Earl Grey. Om bogen med Obama og Biden udkommer på dansk, ved jeg ikke, men giv endelig lyd her på bloggen, hvis du har læst bogen.
En heldig vinder
Og nu til noget helt andet. Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Øbro og Tornbjergs seneste krimi om Katrine Wraa De ustraffede.
Nogle gange kan det betale sig at være allerførst med en kommentar. Den heldige vinder af et signeret eksemplar er: Louise Olesen.
Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk. Så sender jeg bogen til dig.
Fik du ikke læst mit interview med forfatterparret og med kriminalpsykolog Charlotte Kappel, der har været fagkonsulent på bogen, så find det her
Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag.
Hjertelig tak for den fine gevinst – bogen kom allerede i dag, så det var meget fornemt <3
Kh Louise
Selv tak og god læselyst.
Bedste hilsner fra
Rebekka