Er du vild med en bog, blot det er en krimi? Sådan blev jeg spurgt for nylig. Og nej, det er jeg selvfølgelig ikke.

Jeg har forsøgt mig med denne roman flere gange. Den er blevet kaldt intet mindre end et mesterværk, men puha.. jeg går i stå, hver gang jeg forsøger at læse.

Skal jeg nævne en serie, jeg aldrig har taget til mig, så er det de svenske søstre Camilla Grebe og Åsa Träffs spændingsserie om psykoterapeuten Siri Bergman. En svensk krimiserie med fokus på psykologi lyder jo rigtig godt, og flere af mine bekendte er begejstrede for serien. Jeg har nu læst parrets første to bøger, og jeg synes desværre aldrig, at jeg kommer helt tæt på personerne. Det bliver uvedkommende og uinteressant. Og lidt kedeligt. Bog nummer fire i serien er netop udkommet, og et par af bøger har været nomineret til Svenska Deckarakademins pris. Men mig fænger de ikke.

Jeg er også for længst holdt op med at læse Mari Jungstedts bøger. Jeg var ellers godt underholdt af hendes første Gotland-krimier, men de sidste par bøger har været alt for letbenede, synes jeg. 

Folk bliver dumme af at læse dårlige krimier.

Sådan er den svenske krimiforfatter Leif GW Persson citeret for at sige i en Bo Tao Michaëlis-artikel i Politiken år tilbage. Den svenske forfatter har åbenlyst kritiseret flere af sine krimikolleger. Persson har bl.a. udtalt, at Camilla Läckbergs sprog og plot minder om noget, man kan finde i et hesteblad for piger, og at hun er litterært fastfood.

Jeg synes, det er klogt at læse. Og at det er herligt, at smag og behag er forskellig. Og jeg bliver så glad, hver gang jeg ser eller hører, at folk læser. Er det unge under 25 år så klapper jeg ekstra meget i mine hænder ligegyldigt hvilket forfatternavn, der står på omslaget. Men jeg synes, det er spild af tid at læse krimier, der ikke har noget at byde på – når nu verden bugner af god krimilitteratur. For det gør den.

PS: Mon ikke vi er mange, der kender det dér med at opgive en bog, som andre lovpriser? Forlaget Rosinante har sat gang i en sjov lille fredags-leg på Facebook, Twitter og Instagram. Under hashtagget #sortlitterærsamvittighed skriver folk hvilke bøger, de aldrig fik læst, og som forårsagede sort litterær samvittighed. Min egen sorte litterære samvittighed er Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij. Jeg har forsøgt. Det har jeg virkelig, men jeg kan simpelthen ikke komme igennem bogen, der ellers har fået tilnavnet verdens bedste kriminalroman.