Streaming på C More: Deutschland 83 2


Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Streaming på C More: Deutschland 83

  • Birgitte Nielsen

    Serien har faktisk været vist på DR … DR2, var det sikkert! Jeg tror, det har været inden for det seneste år. Og jeg giver dig ret i, at den er absolut seværdig … og troværdig med en lavmælt skildring af tiden, menneskene i begge stater og Martins moralske dilemmaer. Lidt mærkeligt er det så altid at se ens ungdomsår udsat for historiefortælling 😉 Jeg er osse begyndt at se flere tyske produktioner bl.a. af den simple grund, at der bliver vist lidt flere i dansk tv, hvilket vel osse er udtryk for et højnet kvalitetsniveau. Jeg husker en anden virkelig god serie fra de senere år, også vist på DRs kanaler (skammeligt med det medieforlig 🙁 !!!). Jeg er ret sikker på, at det er denne: https://www.imdb.com/title/tt1223917/?ref_=ttpl_pl_tt. God læse- og streaming sommer 😉

    • Rebekka Andreasen

      Hej Birgitte

      Tak for din kommentar. Ja, serien har været vist – senest sidste år – på DR2 under navnet Spionen. Men godt alle os, der missede den på tv, ny kan streame den.

      Tak for fif – også rigtig god sommer til dig.
      Bedste hilsner fra
      Rebekka