Kridtmanden

Anmeldelse: Kridtmanden af C.J. Tudor

Jeg læste Kridtmanden på min ferie på Mallorca. Dog på dansk. Bogen her spottede jeg i en lokal boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anderledes og usædvanlig god krimi med en Bjarne Reuter-agtig fortæller. Sådan lød min mands dom, da han havde læst Kridtmanden af britiske C. J. Tudor. Han var svært begejstret fra første kapitel. Jeg er mere lunken.

Modsat min mand læste jeg de første kapitler flere gange. Og først da jeg tog bogen med på ferie, fik jeg læst bogen, der er den britiske forfatters debutroman, færdig. Hvorfor er jeg ikke så vild med bogen, som alle andre? Bogen er solgt til cirka 40 lande. Og alle jeg kender er – som min mand – ret begejstret. Tja, jeg blev i hvert fald aldrig for alvor fanget af fortællingen, der foregår i den lille engelsk provinsby Anderbury mellem Nottingham og Leeds.

Bogen er delvist fortalt gennem den 12-årige Eddie i 1986, og delvis gennem den voksne Eddies synsvinkel 30 år senere.

På tærsklen til teenagelivet hænger Eddie ud med en gruppe jævnaldrende venner, der selvfølgelig alle har kælenavne og kaldes noget andet end det, de hedder. Eddie er betaget af en pige, frygter byens bøller – og står last og brast med den lille umage vennekreds. Så jeg forstå Bjarne Reuter-associationen, for der er både humor og fine betragtninger fra et ungt liv i den godt 300 sider lange bog. Men noget af den empati og indlevelsesevne, jeg får med karakterer, når jeg læser en af Reuters klassiske ungdomsromaner, udebliver her.

Eddies far er freelancejournalist, og hans mor er abortlæge, hvilket møder modstand i den lille by.

Vennegruppen begynder at skrive hemmelige beskeder til hinanden – med kridt. De har hver deres farve, og kun de kan afkode beskederne. Pludselig dukker underlige og fremmede kridttegninger op. Og da en unge pige bliver myrdet, går spekulationerne i det lille samfund. Hvem står bag drabet og hvorfor? Er det mon kridtmanden?

Som læser har man hele tiden en fornemmelse af, at Eddie ikke fortæller hele sandheden om, hvad der skete dengang i 86. Og hvad er der med den unge mystiske lærer Hr. Halloran? Han er albino og bliver kaldt kridtmanden. Er han mon manden bag de mystiske kridttegninger? Uhyggen spreder sig. Eller. Det er nok meningen, at den skal sprede sig.

Kridtmanden er en anderledes psykologisk krimi. Der er ikke vægt på politiefterforskning, men på det helt nære – Eddies liv. Og vennernes liv. Og det, der skete i 86, der dukker op til overfladen igen i 2016.

En krimi behøver bestemt ikke være hæsblæsende for at være god. Tempoet i historien er langsomt. Desværre bliver bogen aldrig rigtig spændende. Som roman, der sætter fokus på et lille samfund med de hemmeligheder og i børns øjne mystiske eller åndssvage voksne, der er omkring dem, er det en ok fin fortælling.

Som krimi og spændingsroman kedede bogen mig. Jeg tog mig selv i at være lidt ligeglad med, hvem der stod bag drabet på den unge pige. Jeg synes ikke, plottet overraskede, og de tvists, forfatteren har lagt ud, ramte mig aldrig som interessante. Og ja, uhyggen udeblev. Og så synes jeg, sproget bliver en anelse banalt indimellem.

Men måske jeg er sær. Alle andre jeg kender, der har læst bogen, elsker den.

Bedøm selv.

Kridtmanden er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her