psykologisk krimi

Anmeldelse: Kridtmanden af C.J. Tudor

Jeg læste Kridtmanden på min ferie på Mallorca. Dog på dansk. Bogen her spottede jeg i en lokal boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anderledes og usædvanlig god krimi med en Bjarne Reuter-agtig fortæller. Sådan lød min mands dom, da han havde læst Kridtmanden af britiske C. J. Tudor. Han var svært begejstret fra første kapitel. Jeg er mere lunken.

Modsat min mand læste jeg de første kapitler flere gange. Og først da jeg tog bogen med på ferie, fik jeg læst bogen, der er den britiske forfatters debutroman, færdig. Hvorfor er jeg ikke så vild med bogen, som alle andre? Bogen er solgt til cirka 40 lande. Og alle jeg kender er – som min mand – ret begejstret. Tja, jeg blev i hvert fald aldrig for alvor fanget af fortællingen, der foregår i den lille engelsk provinsby Anderbury mellem Nottingham og Leeds.

Bogen er delvist fortalt gennem den 12-årige Eddie i 1986, og delvis gennem den voksne Eddies synsvinkel 30 år senere.

På tærsklen til teenagelivet hænger Eddie ud med en gruppe jævnaldrende venner, der selvfølgelig alle har kælenavne og kaldes noget andet end det, de hedder. Eddie er betaget af en pige, frygter byens bøller – og står last og brast med den lille umage vennekreds. Så jeg forstå Bjarne Reuter-associationen, for der er både humor og fine betragtninger fra et ungt liv i den godt 300 sider lange bog. Men noget af den empati og indlevelsesevne, jeg får med karakterer, når jeg læser en af Reuters klassiske ungdomsromaner, udebliver her.

Eddies far er freelancejournalist, og hans mor er abortlæge, hvilket møder modstand i den lille by.

Vennegruppen begynder at skrive hemmelige beskeder til hinanden – med kridt. De har hver deres farve, og kun de kan afkode beskederne. Pludselig dukker underlige og fremmede kridttegninger op. Og da en unge pige bliver myrdet, går spekulationerne i det lille samfund. Hvem står bag drabet og hvorfor? Er det mon kridtmanden?

Som læser har man hele tiden en fornemmelse af, at Eddie ikke fortæller hele sandheden om, hvad der skete dengang i 86. Og hvad er der med den unge mystiske lærer Hr. Halloran? Han er albino og bliver kaldt kridtmanden. Er han mon manden bag de mystiske kridttegninger? Uhyggen spreder sig. Eller. Det er nok meningen, at den skal sprede sig.

Kridtmanden er en anderledes psykologisk krimi. Der er ikke vægt på politiefterforskning, men på det helt nære – Eddies liv. Og vennernes liv. Og det, der skete i 86, der dukker op til overfladen igen i 2016.

En krimi behøver bestemt ikke være hæsblæsende for at være god. Tempoet i historien er langsomt. Desværre bliver bogen aldrig rigtig spændende. Som roman, der sætter fokus på et lille samfund med de hemmeligheder og i børns øjne mystiske eller åndssvage voksne, der er omkring dem, er det en ok fin fortælling.

Som krimi og spændingsroman kedede bogen mig. Jeg tog mig selv i at være lidt ligeglad med, hvem der stod bag drabet på den unge pige. Jeg synes ikke, plottet overraskede, og de tvists, forfatteren har lagt ud, ramte mig aldrig som interessante. Og ja, uhyggen udeblev. Og så synes jeg, sproget bliver en anelse banalt indimellem.

Men måske jeg er sær. Alle andre jeg kender, der har læst bogen, elsker den.

Bedøm selv.

Kridtmanden er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

 

Anmeldelse: I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov er udkommet på Gyldendal. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Foto: Rebekka Andreasen.

Anmeldelse: En lukket kreds af mennesker, et isoleret sted langt fra wifi og trafik, adstadigt tempo, snigende uhygge – og et drab. I en mørk mørk skov sender tankerne i retning af en klassisk britisk whodunit. Det er en stemningsfuld krimi, der dog også byder på et par klicheer.

Forbløffelsen er stor da bogens jeg-fortæller Nora modtager en invitation til en polterabend. Nora er midt i tyverne, single, forfatter og bosat i London. Hun har ikke haft kontakt med  barndomsveninden Clare i ti år. Hendes første indskydelse er at takke nej til Clares polterabend, hun skal heller ikke med til brylluppet og brød for ti år siden med de fleste og rejste fra barndomsbyen.

Men nysgerrigheden sejrer, og Nora ender med at tage med en fælles veninde, den rapkæftede kirurg Nina, ud til et isoleret fritidshus langt ude i en skov, hvor en weekend med festivitas og spas skal foregå. Et hus af glas, hvor man både kan skue ud over den tætte skov – men også blive beskuet. Et klinisk hus, hvor der ikke står krøllede paperbacks af Agatha Christie på hylderne.

Weekenden går selvfølgelig ikke kun op i tequilashots og S, P eller K. Der bliver begået et drab i huset. Om hvem i den lille lukkede kreds af venner står mon bag? Det forsøger Nora at hitte rede på, at hun vågner op med hukommelsestab på hospitalet og kun kan huske hektisk løb gennem skoven. Er hun selv drabsmanden?  Og er hun en utroværdig fortæller?

Uhhh… spooky

Når man som læser reagerer fysisk på det, man læser, og bliver lidt paranoid, så har forfatteren ramt noget. Ruth Ware er eminent til at skabe en klaustrofobisk stemning i huset i skoven. For fastnettelefonen dør ud, der er underlige fodspor i sneen, og hvorfor står en låst dør pludselig og klaprer? Og selvfølgelig har de bittesmå detaljer en betydning for plottet, så hold tungen kampklar og lige i munden, når du læser – og tjek lige under din seng, inden du sover.

Det er bl.a. en roman om giftigt venskab, om barndomshemmeligheder, løgne, manipulation og svigt. Og på mange måder er bogen ret vellykket. Det er en psykologisk krimi, og der er masser af fremdrift og spænding i bogen. Og så er bogen fuld af sort, britisk humor. Ja tak.

I en mørk mørks skov er en selvstændig krimi, og selvom jeg var ganske godt underholdt, var der også nogle skår i læseglæden.

I huset i skoven er der – foruden en flok veninder – også Clares bøsseven dramatikeren Tom. Som ejer en Burberrytaske og er ulasteligt klædt. Og altså: Hvor vil det dog være befriende at læse om en homoseksuel mand, der ikke har sixpack, personlig træner og går svinedyrt klædt. Sådan en halvbuttet type med fedtede briller, der er lige så normal som alle os andre. Tom bliver lidt en stereotyp.  Det samme gør den nybagte mor Melanie, der konstant taler om sin vidunderlige baby og forsøger at få kontakt til manden derhjemme. Bipersonerne bliver en smule karikerede.

Men heldigvis er Nora så interessant, sammensat og befriet for klicheer, at jeg var med hende hele vejen frem til den overraskende slutning.

I en mørk mørk skov (In a dark, dark wood) er britiske Ruths Wares debutkrimi, men hendes første bog på dansk var Kvinden i kahyt nr. 10, der udkom herhjemme i 2017. Måske du mødte Ruth Ware, da hun for nylig besøgte Krimimessen i Horsens?

PS: Den amerikanske skuespiller Reese Witherspoon er involveret i filmatiseringen af bogen.

 

Interview med Torkil Damhaug

Han har netop modtaget Rivertonprisen, Den Gyldne Revolver, for årets bedste krimi i Norge. Igen. Jeg mødte den norske forfatter Torkil Damhaug på Krimimessen i Horsens.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

“En suveræn kriminallitterær præstation, en krimi med spændende intriger og klare og skarpe miljøbeskrivelser.”

Sådan lød det bl.a. fra juryen, da den norske forfatter Torkil Damhaug for nylig blev hædret for at have skrevet årets bedste norske krimi, En femte årstid, der udkom på dansk i februar. Første gang han fik prisen var i 2011 for Ildmanden.

Hans seneste bog er en psykologisk krimi, der strækker sig over mere end 35 år, og bogen skildrer et ungdomsmiljø. Vi møder fire unge, som begår en ugerning mod en klassekammerat. Den sætter gang i forfærdelige ting. En pige forsvinder, og en af de andre bliver fundet død. Pigens far er politimand, og han driver sin egen efterforskning, der fører ham ind i fortidens labyrinter.

På en bænk i en klat søndagssolskin uden for Magasinet på Krimimessen i Horsens, sætter Torkil Damhaug solbriller på næsen, mens hans ansigt flækkes af et bredt smil.

Jeg er vældig glad og stolt. Det er en fantastisk anerkendelse at få. På en måde er det endnu bedre at få prisen anden gang. Det betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab.

Han tænker sig godt om, da jeg spørger, hvordan han selv ser en udvikling i sit forfatterskab. Torkil Damhaug forklarer, at han gør meget ud af, at hans bøger ikke ligner hinanden, at han gør en dyd ud af at finde nye fortællegreb, ny måder at fortælle historier på. At gentage sig selv ønsker han ikke.

Min ambition er altid at skrive en bog, der er bedre end min forrige.

Forfatteren har tidligere skrevet den såkaldte årstidskvartet Døden ved vand, Se mig, Medusa, Ildmanden og Sikre tegn på din død, der forgår i hver sin årstid. En femte årstid er en selvstændig krimi, og persongalleriet og omgivelser er nye. Igen udforsker Damhaug karakterernes psyke i kritiske situationer.

Selv kalder han bogen for en psykologisk samtidsroman i en krimiskabelon, der giver et bud på, hvordan det er at vokse op i vores tid. En bog om unge, der både har behov for løsrivelse og tryghed. Det er en bog om dilemmaer, hvor valg må træffes. Titlen hentyder til en tilstand mellem liv og død – et sted, man kan vende tilbage fra.

Torkil Damhaug tøver, er stille lidt, før ordene atter flyder.

“Jeg har været optaget af, hvorfor det går nogle unge godt og andre skidt. Hvorfor tager man de valg, man gør, hvor nogle kommer godt igennem ungdommen – andre ikke? Hvorfor har nogle svært ved at se konsekvenserne af de valg, de tager? Det ville jeg gerne udforske. Som ung er man sårbar og udsat, men samtidig er alt muligt,” forklarer forfatteren, der er uddannet læge og psykiater, og som især har arbejdet med unge.

De sidste 10-12 år har han været fuldtidsforfatter. Netop lægebaggrunden har givet ham erfaringer med at tale og behandle mennesker, der befinder sig i det, han kalder mørke. Som har ar på sjælen. Det har givet ham empati og en forståelse for, hvordan andre mennesker tænker og agerer – hvordan verden kan se ud fra et helt andet perspektiv. Og netop det at dykke ned i en person meget ulig en selv, er interessant, men også udfordrende, mener han.

Man kan lære plotskrivning, lære hvornår man skal have spændingskurver og vendepunkter, men at arbejde med karakterer er meget vanskeligt. En roman begynder ofte med, at mine personerne vokser frem, eller at der er en relation, jeg gerne vil udforske. Og her kommer empatien ind. Man skal have det, jeg kalder Pinocchio-faktoren, det at få personerne til at leve.

Personerne, understreger han, skal have lov til at udvikle sig uden et fastlåst plot, de skal have plads, og så skal plot og personudvikling vikles sammen efterhånden. Da han begyndte at skrive om de fire unge i En femte årstid, var han ikke klar over, hvor han  – og de unge – ville ende.

Inden jeg får taget et foto af Torkil Damhaug, hvor han kigger direkte ind i mobilens fotolinse, bliver han stoppet af en kvindelig læser, der gerne vil have signeret en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Nye personer er i gang med at vokse frem, for han er i gang med et nyt bogprojekt.

Jeg spørger, om han er blevet klogere af at skrive psykologiske krimier, klogere af at udforske ondskaben i sine bøger.

“Spørg min kone”, svarer han med et grin og tilføjer efter et øjebliks tavshed, at han nok har fået et bredere perspektiv på livet.

Vi forlader solskinnet for at bane os vej til forfatterens danske forlag på Krimimessen for at tage et foto. Mens vi skaber os vej gennem menneskehavet, forklarer Damhaug, at han nyder at gæste messen.

Det er vældig fint at møde publikum, og så er mit forlag, Modtryk, som en slags familie, hvor jeg har fået fine venner. Vi er en stor Modtryk-familie, ler han – manden med de to gyldne revolvere.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her