The Cry

Streaming på C More: The Cry

Alle fire episoder af The Cry er tilgængelige på C More. Foto:PR/ C More

Streaming: The Cry er en britisk miniserie i fire afsnit, som du lige nu kan streame på C More. Og det synes jeg, at du skal gøre, for det er en meget medrivende og stærk, men langsomt fortalt thriller om forældres værste mareridt – at deres barn forsvinder. Serien er bygget over den australske forfatter Helen FitzGeralds thriller af samme navn fra 2013.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 7 ud af 12. )

 

Da min ældste dreng, der nu går på handelsgymnasium, var knap tre år, fløj jeg alene med ham hjem fra Paris, hvor jeg havde besøgt en kær veninde. Og jeg husker stadig, hvordan sønnike græd konstant på turen til Billund. Som i lige så nonstop som ruten. Og jeg husker folks blikke. Først de medlidende øjne og forsigtige smil og senere de sammenbidte ansigter og dybe suk. Mine røde plamager på halsen voksede i takt med, at folk kom med gode råd. Knap to timer i et fly med en grædende 2-årig føles som en uendelig pinsel.

I The Cry rejser den unge mor Joanna (Jenna Coleman) med manden Alistair (Ewen Leslie) fra Skotland til Australien med deres tre måneder gamle baby Noah for at ansøge om myndigheden over Alistairs 14-årige datter, der bor i Australien hos sin mor.

En lidt længere tur end Paris-Billund, men erindringerne om den flytur poppede straks op igen, da jeg så The Cry.

Noah er urolig og græder det meste af turen down under. Kolossalt stressende for den unge, udmattede mor, der er træt og slidt og som konstant kæmper med at finde sig tilrette som nybagt mor. For Noah er et barn, der græder utrolig meget. Og Joannas mand Alistair har travlt med sin karriere som spindoktor for en fremtrædende politiker. Og han tager en lang lur i flyet og lader Joanna om at have ansvaret for deres søn.

Da parret ankommer til Australien rammer en tragedie, som ændrer deres liv og ægteskab for evigt. Noah forsvinder under en køretur, da parret holder holder ind for at handle. Og pludselig holder gråden op.

Psykologisk thriller, der fascinerer, især på grund af Jenna Coleman. Foto. PR/ C More

Hvem i det lille søvnige australske samfund har kidnappet Noah? Eller har nogen slået ham ihjel? Har Joanna noget med Noahs forsvinden af gøre? Har hun mon en fødselsdepression? Har hendes mand noget af gøre med, at Noah er væk?

Eller hvad med ekskonen, der kæmper med alt, hvad hun kan finde frem af hårde bemærkninger, sympati og listighed for at undgå, at datteren flytter med sin far til Skotland? Eller den store datter, der har problemer i skolen og har slået sin lærer? Er hun mon jaloux på sin bror?

Hurtigt får sagen stor mediebevågenhed, og Joanna piner sig selv med at følge med i kommentarerne på de sociale medier.

Visuelt er The Cry en lækkerbisken, og vi ser bl.a. skribenterne bag de både voldsomme som medfølende kommentarer fysisk omringe Joanna, når hun logger på nettet, fordi hun simpelthen ikke kan lade være.

Serien fik mig også til at tænke på A cry in the dark (Et skrig i mørket) fra slutfirserne, hvor Meryl Streep spiller en mor, der beskyldes for at være skyld i sin babys død i den australske outback. Men nej, her er det ikke en australsk dingo, der er skurken.

The Cry er den type serie, der igen og igen bryder kronologien og springer i tid og sted. Og det er en af de ting, der gør serien meget seværdig. Miniserien er godt fortalt, og det pirrer min nysgerrighed, at vi hopper frem og tilbage i tid og hele tiden er i tvivl om, hvem vi som seer skal have sympati med. Vi får lunser af informationer, vi ikke helt forstår, før hele sagen er blevet rullet ud. Og på den måde kan serien minde om f.eks. Gone Girl og The Girl on the Train.

De mange flashbacks er især en skildring af moderskabet, når det ikke er rosenrødt og Instagramvenligt. Især Jenna Coleman spiller så intenst og troværdigt, at det er en fryd at iagttage. Og jeg kan godt lide, at serien ikke strækker sig over f.eks. ti afsnit, men at vi får en grum og gribende historie fortalt intensivt og hjerteskærende – selvom tempoet er en smule langsommeligt.

Dramaet skal findes i det psykologiske spil, i moderens store udtryksfulde øjne og i de små intense cliffhangers og overraskende plots, og ikke i hæsblæsende klip og tempofyldte handling.

Hvem er det, der gemmer på hemmeligheden om, hvad der er sket med Noah?

En kvindelig efterforsker siger på et tidspunkt, at skyld ikke tynger mindre med tiden, selvom folk tror, at det forholder sig sådan. Og når vi efter cirka fire timer får oprullet hele historien i sæsonfinalen, så sidder man tilbage med en følelse af at have brugt fire timer på en virkelig medrivende og spændende thriller med masser af kvalitet.

 

PS: Jeg er også i gang med Mr. Mercedes sæson 2. Uff, den er grum og god. Og virkelig godt fortalt. Se den. Og læs min anmeldelse af første sæson. Jeg gik også i gang med Harry Quebert-affæren, men den skuffer, synes jeg. Så brug din tid på nogle af de andre skønne serier på sitet. I øvrigt kan du nu se samtlige 45 Martin Beck-film på C More.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her