Podcast: Det 4. rige er navnet på en radio-thriller i otte afsnit, som du snart kan høre via DR Podcast.
Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich er et par produktive herrer. Forfatterduoen, der til sammen er A. J. Kazinski, står bl.a. bag krimiserien om politimanden Niels Bentzon ( Den sidste gode mand, Søvnen og døden, Den genfødte morder og Drømmetyderens død)
Nu har de skrevet en radio-thriller til DR Podcast.
Et fly på vej til München med 250 passagerer om bord eksploderer over København. Tiden står stille, mens vragdelene falder ned over Amager Fælled. Var det en teknisk fejl eller en forbrydelse?
Større kræfter står bag. I hvert fald ifølge Rebekka, der er havarikommissær. Hun tror ikke på, at den tjetjenske kvindelige passager, der hurtigt bliver udpeget som skurken, står bag katastrofen.
Ad omveje finder Rebekka frem til Christian, hvis kæreste Birgitte befandt sig på flyet, og sammen søger de efter sandheden. Det bringer dem bl.a. til Wien, hvor de får færden af en hemmelig hær med en enorm magt. I hælene har de to mænd, der ikke tøver med at dræbe. Mon ikke vi kan glæde os til et stort konspiratorisk plot?
Serien er instrueret af Louise Friedberg. Du kan høre det første afsnit fra mandag den 5. september på www.dr.dk/podcast – jeg smider et link på Vild Med Krimis Facebook-side på selve dagen.
PS: Læs eller genlæs mit interview med A.K. Kazinski fra sidste år.