Årsag til tavshed hen over sommeren 2020 34


I de otte år, jeg har skrevet om krimier på bloggen, har jeg ikke haft længere perioder med pauser. Jeg har skrevet kontinuerligt. Nogle gange endda flere indlæg på én uge. Andre gange blot to indlæg om måneden. Indtil nu. Hen over højsommeren 2020 har jeg ikke haft lyst til at blogge. Overhovedet.

Fine blomster fra min genbos kolonihave gør godt, når man er ked af det. Foto: Rebekka Andreasen

En af de personer, der står mig allernærmest, en af dem, jeg har kendt hele mit liv, er ramt af svær sygdom. Uhelbredelig sygdom. Og selvom jeg ofte har fundet støtte i litteraturen, når mit liv indimellem slår koldbøtter og har givet mig en kolossal mavepuster, så har jeg haft en længere periode, hvor ikke engang bøger kunne hjælpe.

Nu lysner det på mange måder, trods alvoren. Der er hjælp og støtte at hente. Viden, der pludselig giver klarhed. Og jeg finder ben i en ny virkelighed.

Overskuddet kommer tilbage. Trangen, hangen til at læse vender tilbage. Energien vender tilbage. Og jeg har igen lyst til at inspirere hvad enten det er i form af anmeldelser, krimikurser eller foredrag. Jeg har stakkevis af bøger, som jeg er nysgerrig efter at læse og nyde og dele.

“Tror du ikke bare, du skal skifte genre nu, du har været så presset?” blev jeg spurgt forleden.

Nej. For krimigenren har en nærmest magnetisk kraft på mig.

Jeg er ikke bange for de store følelser. Jeg bliver ikke skræmt af, at livet gør ondt, for det ved jeg jo godt, at det gør indimellem. Jeg vil gerne underholdes og blive revet med af en fascinerende historie. Jeg kobler simpelthen af med en spændende og velfortalt krimi. Jeg glemmer hverdagen for en stund og foretrækker drama på papiret frem for drama i mit eget liv. Og så er der jo det herlige ved krimilitteraturen, at gåden ofte bliver løst. Og det kan være en trøst. Og det ved jeg, at jeg får brug for.

Jeg er fascineret af kampen mellem det gode og det onde. Og jeg er fascineret af alle de grå nuancer, der ligger indimellem. Alle dilemmaerne, alle spørgsmålene. Alle de vilde spørgsmål – og følelser – som skyld og skam, jalousi og hævn.

Er du trofast læser her på bloggen, har du læst Arne Dahls citat til hudløshed, men jeg er vild med det. Så du får det lige igen:

“Krimien er ikke en trend, den er noget helt fundamentalt, og den gode krimi har en funktion for det moderne menneske. En nærmest terapeutisk funktion, hvor vi finder trøst og velbehag, når kaos bliver genoprettet og alt det irrationelle og skræmmende ikke svæver i det uvisse til slut, men får en form for forløsning.”

Vi ses derude i efteråret – enten her på bloggen eller i det virkelig, vilde liv.

Bedste hilsner

Rebekka – Vild Med Krimi


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

34 thoughts on “Årsag til tavshed hen over sommeren 2020

  • Simon

    Tak for din meget personlige hilsen, Rebekka.
    Ja, livet har mange op-og nedture, men ofte så styrkes vi af modgangen. Nogen gør det dog ikke.
    Jeg fornemmer, at du er på rette vej – opad, og vil se frem til dine anmeldelser i bloggen din.
    Een ting er dog værd at huske, at vi skal passe rigtig godt på os selv.

    De bedste hilsner og på snarlig genhør/læs 🙂
    Simon

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Simon
      Tusind tak for dine søde ord. Hvor blev jeg rørt og glad. Tak. Dejligt du læser med her på bloggen.
      Og ja, vi skal passe rigtig godt på os selv – pludselig kan alting være forandret.

      Bedste hilsner
      Rebekka

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Helle

      Jamen jeg bliver helt rørt. TAK. Dejligt du er her endnu 😉

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Karin Laursen

    Kære Rebekka.
    Velkommen tilbage.
    Jeg har bemærket tavsheden og fik så her en forklaring. Godt at høre, du har fået bloglysten tilbage efter en sommer med store og svære følelser, men som du skriver, så er de også en del af livet.
    Jeg kan godt genkende det med at gribe til en bog, hvor gåden og livet løses, når alt andet er noget rod.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Karin

      Tak for dine fine ord. Dem blev jeg glad for. Og ja, livet er både besværligt og hårdt indimellem. Men heldigvis også det omvendte.

      Bedste hilsner og tak
      Rebekka

  • Arne Stjernholm

    Godt, at du nu ser lysere på tingene. Kriser er som krimier: Ren katharsis. Der er det, Arne Dahl citatet udtrykker: man går så grueligt meget igennem, men kommer ud på den anden side med en renset sjæl…

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Arne
      Tak for din besked.
      Og ja, man kan nok godt kalde det en form for renselse… 😉
      Nu må jeg hellere ruste mig til fremtiden ved at læse en hel masse krimier.

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Tove Hornbek

    Åh, Rebekka hvor jeg føler med dig, min ven. Jeg er selv i mit livs dybeste krise, hvor jeg skal klare mig igennem dyb rædsel for om mit elskede barnebarn klarer sig, hans nyrer er totalt stået af og nu er han afhængig af om hans søster bliver godkendt som donor. Vi venter på svar i disse dage. Der har været så mange komplikationer undervejs og hun er selv enlig mor med 5 børn og under uddannelse, men vakler ikke et sekund.
    Du har ret, i disse situationer kan selv vores elskede krimier ikke skingre tankerne, men jeg forsøger og hver gang det bliver rigtig svært, tænker jeg på at jeg hjælper dem bedst, ved at være stærk.❤️❤️❤️❤️

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Tove

      Det gør mig så ondt at høre, hvad du og din familie er igennem lige nu. Puha, det lyder hårdt og svært. Jeg håber, at det løser sig på den bedst mulige måde. Og at hans søster bliver godkendt som donor – sikke en generøs søskende-gestus. At det piner dig kan jeg søreme godt forstå Tove. Du får et virtuelt kram fra mig. Og tænk engang at du har overskud til at skrive til mig. Det er rørende.
      Og bøger er livgivende, men nogle gange skal der lidt mere til. Sender varme tanker din vej.

      Bedste hilsner
      Rebekka

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Dorthe

      Tak for tanke. Sødt af dig at skrive. Hils Rikke – du ser hende nok før mig.
      Bedste hilsner
      Rebekka

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Anne-Marie

      Tak for de søde ord. Sødt af dig st skrive. Nyd ferien.
      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Pia

    Jeg plejer at sige at livet er en dans på roser. Roser har torne og det samme har livet. Men alligevel nyder vi både rosen og livet. Dejligt at du er på vej opad igen. Må det gode humør og det dejlige liv sejre ❤️ Hilsen Pia

  • Anette Andersen

    Kære Rebekka,

    Hvor blev jeg ked af at læse hvorfor du ikke har skrevet på bloggen længe, og sender mange varme tanker til dig fra det høje nord. Har selv oplevet noget lignende, og véd hvor hårdt og svært det er at gennemgå, hvordan man kan miste lysten til alt, at intet giver mening. Men det er dejligt at du kan mærke at lysten til at læse og blogge om krimier er vendt tilbage. Små skridt – mærk efter hvor meget du har lyst til, og vær god ved dig selv. Jeg vil tilslutte mig hvad andre læsere har sagt – vi løber ingen steder 🙂

    PS: Det lidt ‘sjovt’ (!?!) at du er blevet spurgt om du skal skifte genre nu, som om det er noget man vokser fra når man opdager “rigtig” litteratur! Og hvorfor man skal forsvare at man kan lide denne genre. Jeg er så enig med hvad du skriver i dit indlæg samt Arne Dahl’s citat – hvor har I begge ret. 🙂

    Ha’ det godt og pas på dig selv.
    Kærlig hilsen
    Anette

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Anette

      Tak for din fine besked. Hvor blev jeg glad. Og den gode Arne Dahl har jo ret!

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Lisbeth

    Fordelen ved de dejlige bøger er, at de ikke løber nogen steder. De venter tålmodig på at du igen får lyst, tid og lejlighed til at læse igen. Bøger er vores bedste ven i medgang og modgang. Men indimellem bliver selv bogen tavs. Og så er det bare sådan det er. Håber du snart får lysten tilbage og lysten til at dele med os andre. Vi venter tålmodigt

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Lone

      Tak for din søde hilsen. Håber det går godt på tasterne.

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • joan Erlandsen

    jeg forstår dig. Jeg har selv oplevet at miste mange.

    Jeg kan ikke komme i gang med Arne Dahl, jeg har mange af hans bøger på lager, jeg har arvet fra en ven.

    med venlig hilsen Joan Erlandsen.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Tak for din søde besked.
      Jeg er vild med Dahls forfatterskab, synes han er noget af det bedste, genren har at byde på, men smag og behag er jo forskellig. Håber du finder andre forfattere, der begejstrer.
      Bedste hilsner
      Rebekka