Anmeldelse af Cellen og Perfekt liv af Nis Jakob


Cellen er en hurtig læst thriller om et fanatisme og terror. Og kærlighed.

Cellen er en hurtiglæst thriller om fanatisme og terror. Og om kærlighed.

Anmeldelse: Jeg har for nylig læst to af Nis Jakobs e-bøger. Læser du kun en, så vælg Perfekt liv.

Efter at have udgivet bøger på etablerede forlag i flere år, begyndte forfatter Nis Jakob selv at udgive sine bøger i 2011. Som e-bøger. Både hans såkaldte bagkatalog og de bøger, han har skrevet siden 2011, udkommer på hans forlag Billige ebøger. Jeg har læst krimien Cellen, der tidligere er udkommet som fysisk bog, og spændingsromanen Perfekt liv. Inden jeg gik i gang med bøgerne forventede jeg, at jeg ville være begejstret for Cellen og mere lunken over for spændingsromanen Perfekt liv. Det er lige omvendt.

Cellen:

Unge, der marginaliseres og har en oplevelse af, at de ikke hører til. En dansk terrorcelle bestående af radikaliserede unge, der planlægger at springe en bombe midt i København. Og spørgsmålet om, hvordan det danske samfund skal bekæmpe terror. Og med hvilke midler. De temaer, Nis Jakob tager op i thrilleren Cellen, er ikke mindre aktuelle i dag, end da bogen udkom som papirbog på Sohns Forlag i 2010.

Det begynder godt med en velskrevet og interessant prolog, der fører os til et bjergrigt område i Pakistan tæt på den afghanske grænse. Men selvom bogen bestemt ikke er uden spænding visse steder, så lever bogen ikke op til prologens ellers fremragende start.

I Cellen møder vi Masoud, hvis forældre stammer fra Iran. Som ung mand på Nørrebro tumler han med at finde sin plads i det danske samfund, hvor han skal sluge tilråb som perkersvin og diskrimination. Vi møder også den danske konvertit Rune, der tidligere har været en del af det autonome miljø. Nu er han glødende islamist og er gået ind i det, han kalder frihedskampen. Han styrer med hård hånd den lille terrorgruppe, som også Masoud bliver en del af.

Vi møder også vicepolitikommissær Thomas Svensson fra PET, der har til opgave at analysere og vurdere radikale muslimer i København. En sympatisk fyr, der bliver udfordret på jobbet, da PET i forbindelse med efterforskningen af den lille terrorgruppe har mere end én dagsorden. Da Thomas bliver tvunget på ferie, begynder han at efterforske sagen på egen hånd.

Trods et komplekst og rasende aktuelt emne – ikke mindst efter terrorangrebet i København i februar – blev jeg aldrig for alvor grebet af bogen. Vi får indblik i nogle af de dilemmaer, politiet står med i jagten på terrorister. Og vi får bud på nogle af de mekanismer, der gør, at folk bliver radikaliserede. Men vi kommer ikke tæt nok ind på livet af personerne. Det bliver lidt stereotypt og forudsigeligt. Og jeg blev egentlig ikke overrasket over historiens forløb. Nogle ting sker lidt hovsa-agtigt uden forklaring. Jeg savner flere ord om f.eks. Masouds udvikling. Masoud fortryder nemlig pludselig, hvad han er i gang med. Men det er ikke nemt at slippe ud af cellen, når først man er kommet ind.

Desuden forstyrrede det min læserytme voldsomt, at der i e-bogen ikke er talestreg eller anførselstegn før direkte tale. Det forvirrer. Cellen er en hurtiglæst og realistisk thriller om et varmt emne, men ikke en bog, der efterlader det store indtryk.

Hovedpersonen i Perfekt liv er Ludvig Werge har det perfekte liv - lige indtil den dag, hans kone forsvinder.

Hovedpersonen i Perfekt liv Ludvig Werge vågner en morgen op og opdager, at hans kone er forsvundet.

Perfekt liv:

Hvor Cellen er en realistisk thriller, er Perfekt liv mere syret. Det er svært som læser at finde ud af, hvad der er op og ned i bogens paranoide, maniske univers. Det er en af bogens helt store forcer. Perfekt liv er ikke en typisk actionmættet thriller. Uhyggen kommer snigende efterhånden. Man har hele tiden fornemmelse af noget klaustrofobisk og katastrofalt.

Perfekt liv er historien om gymnasielæreren Ludvig Werge, der venter barn sammen med sine kone Natalie. En lille designerbaby venter parret, der har fået hjælp af en genforsker til at skabe et barn uden fejl og mangler.  Lige det som Ludvig og hans kone mangler for at have det perfekte liv.

En morgen vågner Ludvig op i parrets tjekkede københavnerlejlighed og opdager, at Natalie er forsvundet. Hun er ikke kun forsvundet. Alt, der vidner om, at Natalie overhovedet har eksisteret, er som vasket væk. Eksisterer hun kun i Ludvigs hjerne? Eller står der en magtfuld sammensværgelse bag hendes forsvinden? Eller er Natalie frivilligt stukket af?

Nis Jakob driller læserne på en raffineret, underholdende og mystisk måde. Er Ludvig skizofren og paranoid og ser dæmoner alle steder? Eller er Ludvigs kone blevet kidnappet? Og hvem står bag? Og skal Ludvig finde sig selv, sin kone – eller begge dele?

Da Ludvig bliver anklaget for at have voldtaget nabokonen, kommer han for alvor i problemer. Han bliver tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital og psykiateren Karen Harrison skal hjælpe Ludvig med at lægge afstand til vrangforestillingerne og hallucinationerne. Pludselig bliver Ludvig selv i tvivl om, hvorvidt hele hans liv har været en løgn.

Perfekt liv er en velskrevet, original og interessant historie om genmanipulation, om kærlighed og om at stræbe efter det perfekte liv.

PS: Her kan du læse mere om Nis Jakob

 

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.