Anmeldelse: Det tavse vidne af Elly Griffiths – Ruth Galloway 5 2


Anmeldelse: Har du aldrig hørt om Elly Griffiths britiske krimiserie om arkæologen Ruth Galloway og politimanden Harry Nelson før, så tænk engelsk hyggekrimi af den allerbedste og ublodige slags og læg dertil veldoseret humor og et overbevisende og langsomt udviklende plot, der altid har et arkæologisk emne i fokus.

I Det tavse vidne er Ruth Galloway taget til Blackpool. Foto: Rebekka Andreasen

Forleden udkom den femte Ruth Galloway-krimi Det tavse vidne. Det er gået stærkt, siden den første bog i serien udkom på dansk i begyndelsen af 2018 på Gads Forlag. Forfatterens popularitet i Danmark er kun vokset i takt med, at bøgerne i turbofart er udkommet på dansk.

Og mon ikke bøgerne især er blevet så populære på grund af hovedpersonen Ruth Galloway? Hun er svær ikke at holde af. Ruth er knivskarp til sit arbejde, men hun føler sig ofte kikset og forkert og en smule socialt handicappet. Og som fiktiv krimihovedperson har hun et usædvanligt job: Ruth Galloway er nemlig arkæolog og biologisk antropolog med speciale i gamle knogler, og hun samarbejder igen og igen med det lokale politi i Norfolk nogle timers kørsel nordøst for London.

Derfor er hun kommet tæt på især politimanden Harry Nelson, som hun har et temmelig kompliceret forhold til. Og det bliver ikke mindre kompliceret i Det tavse vidne. De to supplerer hinanden godt. For ligesom en politimand graver også en arkæolog i fortiden for at finde spor og få svar.

Ruth Galloway tager til Blackpool

En af Elly Griffiths mange styrker er hendes miljøbeskrivelser og evnen til at lade masser af atmosfære og stemning sive ned gennem siderne, og i Det tavse vidne tager forfatteren læserne med til den nordengelske by Blackpool, i øvrigt Nelsons fødeby, hvor Ruth Galloway holder lidt ferie.

Eller ferie og ferie… Ruth skal hjælpe byens universitet med viden om nogle knogler og i bogstaveligste forstand grave i en sag, der berører hende personligt. Arkæologen Dan Golding, som hun læste sammen med for tyve år siden, er netop død i en brand. Dagen før han omkommer, har han sendt et brev til Ruth, og da hun modtager brevet får hun flere spørgsmål end svar. Derfor tager hun til Blackpool for at undersøge omstændighederne omkring hans død.

Mon ikke Harry Nelson også sætter kurs mod nord og barndomshjemmet?

Cathbad, der er en irsk newage-agtig troldmand, shaman og druide med mere fintfølende sanser end de fleste – og også Ruths ven og vel også beskytter – fylder en del i denne roman. Heldigvis for læserne slog Elly Griffiths ikke denne særprægede karakter ihjel, sådan som hun egentlig havde planlagt, da hun skrev på første bind i serien. Cathbad er en interessant karakter, og også interessante bipersoner får plads i romanen. Det er klart en karakterbåren krimi, og jeg er vild med det univers, jeg via Elly Griffiths bliver hvirvlet ind i.

Som altid når man læser en Ruth Galloway-krimi, bliver man en smule klogere på historien. Det tavse vidne har tråde til både myten om Kong Arthur og Romerriget. Og til en hemmelig gruppe, der sympatiserer med Hitler og hans nazistiske tanker.

Igen har Elly Griffiths skabt et finurligt plot, og det er altid både underholdende, morsomt og uhyggeligt på den hyggelige måde at være i selskab med Ruth Galloway. Det er en begavet, stemningsfuld og indbydende krimi befolket af interessante karakterer. Griffiths har sans for de små, skønne detaljer, for den bløde sarkastiske britiske bemærkning. Nyd også portrættet af Blackpool med hvad dertil hører af badeturister, opmærksomhedskrævende facader, æselture, arbejderklasse, til salg-skilte og fodboldikoner.

Bogen, der er på mere end 400 sider, er en anelse for lang. Og selvom Det tavse vidne ikke er det stærkeste bind i serien, er det stadig en fornøjelse at være i selskab med den gæve britiske arkæolog. (Med hensyn til Galloway-favorit vakler jeg mellem Huset på klippen og Døden på museet.)

Den femte bog om Ruth Galloway er oversat til dansk af Lærke Pade. Det tavse vidne rummer en afsluttet historie, men du får mest ud af at læse bøgerne i rækkefølge.

Serien om Ruth Galloway og Harry Nelson udkommer på Gads Forlag. Rækkefølgen på bøgerne er:

  • Pigen under jorden
  • Løgnens hus
  • Huset på klippen
  • Døden på museet
  • Det tavse vidne

PS: Elly Griffiths besøger Horsens Bibliotek den 4. december 2019 for at fortælle om sit forfatterskab. Det er Krimimessen i samarbejde med Horsens Bibliotek, der står bag arrangementet. Mere om billetter og tidspunkt senere.

PPS: Elly Griffiths er et pseudonym for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Anmeldelse: Det tavse vidne af Elly Griffiths – Ruth Galloway 5