Filmanmeldelse: The Vanishing


Filmanmeldelse: I dag får danske Kristoffer Nyholms psykologiske thriller The Vanishing premiere i Grand Teatret i København, og fra den 21. oktober kan filmen ses over hele landet. Utrolig smuk og fascinerende film, men jeg mangler mere dybde i karaktererne – og en smule mere tempo.

Gerard Butler, Peter Mullen og Connor Swindells som de tre fyrpassere. Foto: Sandrew Metronome

Der kan være noget klaustrofobisk og uhyggeligt over bittesmå øer, og når øen endda er både ubeboet og lidt groft sagt ligger på kanten af civilisationen ud for Skotlands forblæste vestkyst, er det et perfekt set-up for det klassiske (næsten) lukkede rums mysterium.

I The Vanishing, der har danske Søren Malling på rollelisten sammen med internationale stjerner som Peter Mullan og Gerard Butler, ankommer tre fyrpassere til en lille ø, hvor de skal passe og vedligeholde fyret indtil vagtskifte om seks uger.

Ren rutine. Eller nej, selvfølgelig ikke. Hvilket en scene tidligt i filmen slår fast: Kort efter ankomsten til øen må de tre mænd rydde op efter en storm, hvor adskillige måger er drattet døde om på øen. Allerede tidligt er det klart, at ikke alle slipper levende fra øen.

Noget uventet sker, der kaster de tre mænd ud i en kamp for overlevelse. Og det er ikke altid, at et fyrtårn serverer den rette retning.

Det er tre meget forskellige mænd fra tre generationer, der skal leve sammen på den lille ø midt ude i ingenting: Den rastløse, impulsive unge og uerfarne Donald (Connor Swindells) den bundsolide familiefar James (Butler – og juhuu – skønt at se ham i netop sådan en rolle her) og ledertypen, den ældste, og mest erfarne – Thomas (Mullan), der nærmest er en faderfigur over for sine kolleger – men som selv har mistet både kone og børn.

Både Gerard Butler og Peter Mullan er oprindeligt fra Skotland, og havde jeg ikke set filmen med danske undertekster, var der nok en del sætninger, der var smuttet på grund af den skønne skotske accent, der kun gør noget godt for filmen. Stærkt cast. Og Søren Malling i en birolle passer perfekt ind i de rå og tågede omgivelser med sit gode fjæs.

The Vanishing er instruktør Kristoffer Nyholms spillefilmsdebut. Foto: Sandrew Metronome

Og når kameraet zoomer ind på Peter Mullans nakke, hvor livet har sat sine krøllede spor, mens han svøbt i en grov blå sømandssweater kigger ud på et blåtskummende hav med intet andet end vand og himmel i sigte, så lappede jeg begejstret billederne i mig. Håndholdte kameraer, close-up billeder af vejrbidte, angste ansigter og fantastiske panoramabilleder af den barske natur er med til at skabe en virkelig smuk og på mange måder meget nordisk film. Men fryd for øjet er ikke nok.

De tre mænd er temmelig tavse. Jeg kunne godt have ønsket mig mere dialog – eller at jeg på anden måde kom endnu mere ind i hovedet på de tre mænd. Et langsommeligt psykologisk drama som filmen her kræver netop mere indlevelse i personerne. Karaktererne bliver en smule endimensionelle og derfor også en smule kedelige, og trods en temmelig spooky location og en herlig ildevarslende stemning, så snegler filmen sig indimellem afsted. Det går simpelthen for laaaangsomt indimellem i det, der ellers er en stemningsmættet og utrolig flot film.

Filmen bygger på en virkelig begivenhed, det såkaldte Flannan Isle-mysterium, hvor tre fyrpassere, med netop de samme navne, i december 1900 forsvandt sporløst fra en lille ø, der hører til øgruppen Hebriderne ud for Skotlands vestkyst. I øvrigt samme ø, som den britiske forfatter S.K. Tremayne har brugt til sin psykologiske thriller Faldet.

Det er blandt andet en film om grådighed, om selvkontrol, skyld og om længsel. Manuskriptet står Joe Bone og Celyn Jones bag.

Instruktør Kristoffer Nyholm har tidligere filmet episoder af flere danske succesfulde tv-serier som Taxa, Hotellet, Nikolaj og Julie og Forbrydelsen, ligesom han har arbejdet på nogle af Lars von Triers film. The Vanishing er instruktørens spillefilmsdebut.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.