Stive overlæber, excentriske detektiver og noget, der lurer lige under den pæne overflade. Jeg vil altid forbinde Storbritannien med krimigenren.

Lige præcis hvor og hvornår kriminallitteraturen som genre opstod, er der delte meninger om. Nogle peger på, at historier fra antikkens Grækenland og sagaer fra den islandske middelalder er bygget over et ”krimi-skelet”.

Andre mener, at den fransk forfatter Voltaire skrev krimitekster i 1700-tallet. Endelig er der mange, der regner amerikanske Edgar Allan Poe for at være krimiens foregangsmand.

Men for mig vil det altid være i 221b Baker Street, London, at det hele begyndte. Lige præcis her bor skotske Arthur Conan Doyles prototype på alle moderne detektiver: Sherlock Holmes.

Da jeg i forsommeren var i London, blev jeg atter mindet om, at krimilitteratur og Storbritannien hænger sammen. Når jeg kørte forbi Tower of London, slentrede langs Themsen, spiste frokost på en pub eller nød udsigten fra kunstmuseet Tate Modern over Millennium Bridge og op mod den imponerede St Paul’s Cathedral, så fik jeg associationer til mordgåder, krimiforfattere, plots, underspillet humor, excentriske detektiver, politiarbejde og adelige ofre.

Udover Arthur Conan Doyles har jeg nydt at læse britiske forfattere som Ruth Rendell, Robert Goddard, Minette Walters, Craig Russell, Colin Dexter, John Le Carré, Mark Billingham og Ian Rankin.

Agatha Christie skrev over 80 kriminalromaner. Mon ikke biblioteker rundt omkring i landet stadig i stor stil udlåner forfatterens klassiske krimier fra Sydengland med Miss Marple og Hercule Poirot? Og snup et enkelt kig i et tv-program og du finder britiske krimi-serier som Inspektor Morse og Barnaby.

Hvor var det godt, at Sherlock Holmes blev opfundet og fik banet vej for en forrygende genre.