Jakob Melander: Krimigenren er ekstremt rummelig


Fire søndage i advent. Fire mennesker med hver deres tilknytning til bogbranchen. Mød her krimiforfatter Jakob Melander; Forfatter til to, snart tre bøger om Lars Winkler. Jakob Melander er begejstret for James Ellroy. Og han anbefaler bl.a. en Simon Pasternak-krimi og en tyrkisk, Nobelprisvindende forfatter.

Jakob Melander knipset på BogForum, hvor han bl.a. fortalte om sin anden krimi, Serafine. Foto: Rebekka Andreasen

Hvorfor er du vild med krimigenren?

– Dels er det jo helt basalt dejligt med spændende historier. Jeg elsker selv den dér fornemmelse, hvor man halser gennem bogen, fordi man liiige er nødt til at vide, hvad der sker, og hvordan det går med personerne efter det sidste nye tvist. Og så er krimigenren ekstremt rummelig. Det er en meget accepterende container. Man kan hælde alt muligt ned i den, og få meget forskellige bøger ud af det. Og jeg opdagede, at jeg ved at hælde vold, sex og stoffer i blandingen kunne lave en type historier, jeg altid har ønsket at lave. Det er jo elementer, der “bøjer” vores virkelighedsopfattelse i større eller mindre grad, og det har jeg altid syntes, var interessant. Og så er jeg jo gammel punker, og på en eller anden måde, synes jeg krimien gør det samme, som punken gjorde dengang: Tager alt det, som det pæne samfund prøver at skjule eller holde nede, og smører det ud over hele lærredet. Det er der simpelthen for mig en helt banal – og muligvis barnlig – tilfredsstillelse i.

Hvilken krimi er den bedste, du har læst i år?

– Det må absolut være James Ellroys Blood’s a Rover. (På dansk: Den røde gudinde) Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at han har fat i noget centralt om USA i den bog, der afslutter hans Underworld USA trilogi. Og så er den vildt godt skrevet. Kan varmt anbefales selv om den er lang, og man lige skal ind i hans måde at skrive på.

Hvilken krimi vil du give i gave i år?

– Naturligvis mine egne – Serafine og Øjesten, samt måske et gavekort på De berusedes vej, der udkommer til februar. Men også førnævnte Blood’s a Rover. Og så er Orhan Pamuks Den sorte bog, der, selvom den ikke er en regelret krimi, holdes sammen af et krimiplot, altid en rigtig god gaveidé. (Orhan Pamuk er en tyrkisk forfatter, der i 2006 modtog Nobelprisen i litteratur)

Hvilken krimi glæder du dig til at læse?

– Lars Keplers Stalker. Jeg har ladet mig fortælle, at den er bedre end Hypnotisøren. Syntes ellers Kepler havde mistet lidt af det, der gjorde det første bind i serien helt særligt. Så den ser jeg frem til at læse.

Har du en krimi-yndlingsforfatter?

– Uh, det ved jeg sørme ikke. Der er virkelig mange gode. For mig må en krimi meget gerne være helt vildt genretro og samtidig overskride genrens konventioner. Det gør Jo Nesbø, når han er bedst, men også Ellroy. Og hvis det også skal være uhyggeligt, har jeg ikke til dato læst noget bedre end Thomas Harris’ Red Dragon. Det skulle så lige være genrens nestor og den moderne detektivs opfinder, Edgar Allan Poe. Ja, jeg tror, det må blive ham.

Har du haft en god live krimi-oplevelse i 2014?

– Jeg var i Italien i starten af juni til litteratur- og musikfestivallen Le Corde dell’Anima. Der blev jeg interviewet foran publikum i gården til et gammelt palazzo og spillede to numre – Memphis Minnies When the Levee Breaks og Rolling Stones’ No Expectations – sammen med en italiensk duo. Det var fantastisk på den måde at fusionere min gamle musikerkarriere og forfattergerningen.

Er der en krimi, der har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Det er førnævnte Den sorte bog af Orhan Pamuk, selvom den ikke helt er en krimi. Jeg læste den første gang for næsten tyve år siden, og jeg er ikke færdig med den endnu.

Hvilken krimi, der ikke har domineret bestsellerlisterne, vil du anbefale andre at læse?

– Simon Pasternaks Dødszoner. Det er en historisk krimi/spændingsroman om en SS-officers efterforskning af drabet på en tysk general og hans kone bag linjerne på Østfronten. Det er skarp kost, og der bliver ikke sparet på de kulørte virkemidler samtidig med, at bogen hele tiden holder næsen i sporet og tegner et fint portræt af en mand/detektiv, der forsøger at skabe orden i et/en af de mest kaotiske områder/perioder i menneskehedens historie.

Du kan bl.a. læse, hvordan det går, når Jakob Melander interviewer sin egen hovedperson, Lars Winkler, lige her

PS: Fik du ikke læst sidste søndags interview med Janni Kiilsgaard, der er butikschef i Arnold Busck Boghandel i Aalborg Storcenter, så find det her

PPS: Læs min anmeldelse af Jakob Melanders debutkrimi Øjesten

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.