Nyt fra Dorph/Pasternak og en vinder


Kriminyt: Dorph/Pasternak afslutter krimiserie med podcast, og populær svensk forfatter har rundet 100.000 solgte isnende krimier. Og så skal en bloglæser møde Anne-Marie Vedsø Olesen.

Dorph og Pasternak afslutter deres krimiserie, der begyndte med Om et øjeblik i himlen fra 2005, med et radiodrama. Du kan lytte til podcasten Kom ind i min drøm fra i dag.  Foto: Rebekka Andreasen

Et dansk forfatterpar, som jeg gerne anbefaler igen og igen, er Christian Dorph og Simon Pasternak.

De skriver skarpt. Og anderledes. Og jeg er begejstret for deres krimiserie, der ikke kun er interessante krimiintriger, men også en slags Danmarkshistorie fra den sidste fjerdel af det 20. århundrede.

Duoens krimier tæller Om et øjeblik i himlen (2005), Afgrundens rand‘ (2007), Jeg er ikke her (2010) og Tal til mig fra 2015.

Jeg har spændt ventet på endnu en krimi fra makkerparret, og den kommer nu – dog ikke i bogform. Men derimod som podcast og radiodrama på DR.

Kom ind i min drøm er den uafhængige afslutning på serien, som nye lyttere uden problemer ifølge DR kan hoppe med på.

Historien handler om Jesper, en højtstående politimand i sikkerhedstjenesten. I en nær fremtid er Danmark på kanten af sammenbrud og under angreb fra radikale grupper: islamiske terrorister, højreradikale og økologiske fanatikere. Og ja, du læste rigtigt. Økologiske fanatikere.

Da Jespers datter begår selvmord, viser det sig, at også hun har været radikaliseret. Idas selvmord var en politisk handling – en del af en selvmordsbølge blandt elitens børn, der protesterer mod forældres magtmisbrug.

Da Jesper efterforsker datterens død, må han kæmpe for alt, hvad han har kært, mod det system, han har brugt hele livet på at forsvare.

Der er otte episoder, og du kan høre dem fra i dag på DR lige her.  Eller du kan lytte med via din DR-app. De skuespillere, der medvirker, er:

  • Thomas Gabrielsson
  • Josephine Park
  • Camilla Bendix
  • Ole Lemmeke
  • Nadia Auda
  • Claudio Morales
  • Baard Owe (der i øvrigt døde i november 2017)
  • Nicolai Dahl Hamilton
  • Sara Fanta Traore
  • Alexander Mayah Larsen og Kitt Maiken Mortensen

Når jeg i eftermiddag sætter kurs mod ældstens efterskolen for at hente den 16-årige hjem på weekend, bliver det med Kom ind i min drøm i ørerne.

100.000 minusgrader

En svensker, der må være glad i øjeblikket, er krimiforfatter Stefan Ahnhem. Hans tredje bog i krimiserien om Fabian Risk, Arton Grader Minus, der på dansk hedder Atten grader minus, har nu rundet 100.000 eksemplarer i Sverige. De to første bøger i serien om efterforskeren Risk er Offer uden ansigt og Den niende grav, og bøgerne udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Stefan Ahnhem er dansk gift og flyttede i 2017 til København, hvor han skriver videre på krimiserien om Fabian Risk, der som sin forfatter også er tæt på en dansker. Risk arbejder nemlig sammen med danske Dunja Hougaard fra Station 1 i København, der senere bliver flyttet til Helsingør.

Lucie udkommer den 9. februar på Politikens Forlag.

Og endelig: Stort tillykke til Sonja Bech – den 6. februar skal du møde Anne-Marie Vedsø Olesen til et lukket arrangement på Ny Carlsberg Glyptotek i København, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sin nye spændingsroman Lucie, efterfulgt af mere samtale med forfatteren og lidt mad og drikke på Politikens Forlag.

Send mig en mail på mail@rebekkaand.dk – så får du detaljerne og manus på mail. Du vinder også forfatterens bog Lucie, som udkommer 9. februar. Tak til jer, der deltog i konkurrencen.

Jeg er altid glad for at læse jeres kommentarer. Også tak til Politikens Forlag, der står bag arrangementet, og som har givet mig lov til at invitere en bloglæser med.

PS: Husk at programmet til Krimimessen i Horsens 2018 “løslades” den 31. januar.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.