Kort kriminyt om Anders And og sydafrikansk krimi


Kobra er en selvstændig fortsættelse af Tretten timer og Syv dage. Er den lige så god, som de forrige i serien, så glæd dig.

Kort kriminyt: Jubi. Forlaget Turbine udgiver inden længe Kobra af sydafrikanske Deon Meyer. Ham er jeg helt vild med. Han skriver blændende gode bøger. Og så er danske Lone Theils blandt de skandinaviske krimiforfattere, der har skrevet en historie til ugens Anders And-blad.

Sikke en skøn nyhed. Deon Meyer, der er en af Sydafrikas mest populære krimiforfattere, sender snart en ny bog på gaden i Danmark. Jubi.

Har du fulgte bloggen længe, så ved du, at jeg har boet i Afrika i tre år (Uganda) og rejst en del på kontinentet i begyndelsen af 00’erne. Og jeg har mødt mange sydafrikanere, der har fortalt om alle de udfordringer, der er i det smukke og sammensatte land i det sydligste Afrika, som jeg selv har besøgt en enkel gang.

Uanset om du fysisk har sat din fod på Afrikas røde jord eller ej, så tag med til Sydafrika i Meyers sublime krimier. Du kan ikke undgå at føle, at du er der selv. Jeg elsker stemningen i hans bøger. Og så er han effen til at skabe snedige plots.

Hans bøger er tidligere udkommet på Forlaget Sohn, der blev solgt til Lindhardt og Ringhof år tilbage. Men nu står det aarhusianske forlag Turbine altså bag den nye Meyer-udgivelse.

Kobra udkommer 14. marts. Og den bog glæder jeg mig til. (Kobra er oversat af Steen Sohn, så lidt Sohn er der over bogen stadigvæk)

Det er en Benny Griessel-krimi og en efterfølger til Tretten timer og Syv dage. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Jeg var ret begejstret for især Tretten timer. Læs min anmeldelse her

Benny Griessel er hvid vicekriminalkommissær (kaptajn) fra Cape Town. Og tørlagt alkoholiker, der kæmper med trangen til de våde varer, og han er separeret fra sin kone. Han har et akavet forhold til sine snart voksne børn. Han er sympatisk og dygtig. På den måde minder han om mange fiktive, nordiske kolleger.

Deon Meyer har skrevet over 20 bøger og også Jægerhjerte og Jægerbytte er oversat til dansk. I begyndelsen var Griessel ikke tænkt som hovedperson, men han blev ved med at trænge sig på, har forfatteren fortalt i flere interviews. Og det skal du som krimilæser være glad for.

Anders And og Lone Theils

Og nu til noget helt andet. Uge 9-udgaven af Anders And & Co. er lidt speciel. Tre nordiske krimiforfattere har bidraget med historier til bladet. Udover svenske Camilla Läckberg og norske Jørn Lier Horst har danske Lone Theils fået æren af at skrive en krimigåde til bladet.

Hun har endda skabt en helt ny skurk, Elvira Gåsefod. Lidt sejt synes jeg. Du kan læse mere her

God læselyst hvad enten du kaster dig over ugens udgave af Anders And, eller Kobra, når bogen udkommer om nogle uger. Eller noget helt tredje.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.