Anmeldelse: Den israelske forfatter Dror Mishani, der skrev Din nabos søn, er aktuel med krimi nummer to om kriminalkommissær Avi Avraham.
Mistanke om vold begynder med en bombetrussel. Men den har intet at gøre med den palæstinensiske konflikt. I sine bøger beskriver Dror Mishani nemlig et ret almindeligt Israel, hvor konflikter, trusler, svigt og de store dramaer findes i det nære – og ikke i storpolitik.
Der er gensyn med den arbejdsomme og lidt ensomme kommissær Avraham, som vi i begyndelsen af bogen møder i Bruxelles. Her opholder han sig for at komme på afstand af sagen om den forsvundne teenagedreng, som vi læste om i forrige bog. Den sag endte ikke lykkeligt, og det plager kommissæren. Samtidig besøger han kæresten, der bor i Bruxelles.
Da Avraham er tilbage i Israel havner han midt i opklaringen af sagen om bombetruslen. En bombeattrap er placeret foran en vuggestue i en rolig forstand til Tel Aviv, og lederen af vuggestuen får efterfølgende en opringning om, at der er mere i vente.
Blandt de mistænkte er en ældre far til to små drenge. Tilsyneladende planlægger faderen en flugt. Men har han noget med bomben at gøre, eller flygter han fra noget helt andet? Og er børnene i fare?
Dror Mishani, der er lektor med speciale i kriminallitteratur, beskriver sine personers tanker og gøren og laden levende og fint og med stor psykologisk indsigt. Mistanke om vold er en afdæmpet, bevægende krimi. Tempoet er adstadigt, men bogen er kompleks, psykologisk spændende og fuld af nerve. Mishani er nemlig en eminent historiefortæller. Det er ikke en tjubang krimi, men en perle af en israelsk krimi, der alligevel tager pusten fra dig.
Bogen er udkommet på Gyldendal.
PS: Du kan møde Dror Mishani på Krimimessen i Horsens, hvor han deltager begge dage.
PPS: Har du fået mod på flere israelske krimier, så kast dig også over Asyl af Liad Shoham, der er udkommet på Forlaget Hr. Ferdinand. Du kan læse mere om bogen her