Ses vi til Krimimessen i Horsens? 3


Var du på krimimesse i Horsens sidste år, og mødte du en zombie? Så har du også mødt Dystopia Entertainment. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2019: Så er der ikke længe til Krimimessen i Horsens.  Og jeg tror, nej jeg ved, at mange krimifreaks glæder sig meget til den kommende weekend i Fængslet i Horsens. Og du kan kigge med og nyde interviews, selvom du befinder dig langt fra Horsens.

I går var der en fra mit aquafithold (bare et andet ord for vandgymnastik) der spurgte mig, om jeg ikke hele tiden er afsted til krimimesser i Horsens. Jeg svarede, at der kun er én krimimesse om året i Horsens, men at jeg nok har talt lidt rigeligt meget om den, fordi den er et af årets absolutte højdepunkter.

Arbejde og fornøjelser i frydefuld forening. Her møder jeg  jer – I skønne bloglæsere. Og her møder jeg venner og andre bloggere, journalistkolleger, forlagsfolk, bibliotekarer, forfattere og skønne samarbejdspartnere. Og det er også det tidspunkt på året, hvor der er generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi, som jeg er meget stolt af at være medlem af.  Det er akademiet, der står bag de priser, der uddeles på messen:

Carl Wengel Grauballe har talrige gange interviewet Jesper Stein på Krimimessen i Horsens. Fotoet her er fra 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Palle Rosenkrantz prisen for Bedste udenlandske krimi/spændingsroman

Michael Connelly: To slags sandhed (Klim)

Harald Mogensen prisen for Bedste danske krimi/spændingsroman

Jesper Stein: Solo (Politikens Forlag)

Årets debutantdiplom

Søren Sveistrup: Kastanjemanden (Politikens Forlag)

Anton Koch-diplomet (som jeg var så heldig at vinde i 2017)

Forlaget Olga

Forlaget Olga udgiver blandt andre nordirske Adrian McKintys krimier, som jeg er meget begejstret for.

Og nu er der kun tre dage til, at messen åbner.  Jubi.

Her kommer mit program:

To krimiforfattere, der matcher. Karen Strandbygaard (tv) og Helle Vincentz. Fotoet er fra Krimimessen i 2017. Foto: Rebekka Andreasen

Lørdag:

Lørdag 11.00 interviewer jeg Elly Griffiths på Sort Scene
Lørdag 11.40 interviewer jeg Lotte og Søren Hammer på Rød Scene
Lørdag 13.00 interviewer jeg Thomas Bagger på Sort Scene
Lørdag 15.10 er der Krimiquiz. Quizmaster er Adrian Hughes. Jeg har Morten Hesseldahl som makker og dyster mod Henrik Palle og Nanna Rørdam Knudsen. Vil forfærdelig gerne have revanche for sidste år, men så skal jeg/vi godt nok stramme os an.

Søndag:

Søndag 10.20: Jeg taler med Lars Bom, Christian Dorph og Katrine Engberg om lydbøger og podcasts i Trykkeriet.
Søndag 15.00 interviewer jeg Palle Schmidt på Sort Scene.

Jeg ser frem til hele molevitten.

Her foto fra Krimimessen 2018, hvor jeg interviewer Katrine Engberg. Foto: Peoples Press.

Og så er der alle de andre aftaler, jeg har, der ikke er officielle programpunkter. Jeg skal bl.a. interviewe Thomas Enger og Jørn Lier Horst til interview til bloggen, ligesom jeg også skal møde en anden nordmand Heine Bakkeid.

Det bliver en herlig weekend. Og jeg ved, at jeg har lokket nogle bloglæsere til at besøge messen for allerførste gang. Jeg håber, at I får en fornøjelse weekend. Du finder programmet for weekenden her

Bemærk: Bor du langt fra Horsens, eller er du forhindret i at komme til krimimesse i år, så glæd dig over,  at Krimimessen i Horsens streamer en del af interviewene live hele weekenden den 6. og 7. april. Du kan følge med på Facebook her og på YouTube/Krimimessens site her

Bedste krimihilsner fra

Rebekka – Vild Med Krimi


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 thoughts on “Ses vi til Krimimessen i Horsens?

  • Anne

    Der er bare så mange gode navne på den messe, så er sur over, at kroppen, sygdom har sat mig til tælling

    ….men er glad for at der bliver streamet så meget

    God fornøjelse / weekend

  • Anette Andersen

    Du behøver skam ikke at lokke mig Rebekka 🙂 Krimimessen i Horsens har længe stået i toppen blandt oplevelser jeg brændende ønsker at tage del i; men økonomien har det med at spænde ben ikke mindst pga afstanden. Men vil ihvertfald prøve at streame nogle af indslagene.

    Ha’ nogle vidunderlige dage og vend tilbage med masser af friske nyheder, og spændende interviews.

    Wet and windy hilsener fra det nordlige Skotland

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Anette
      Mange tak for din søde kommentar. Så dejligt at vide, at du læser med fra Skotland. Og der er jo et lille stykke vej til Horsens. Pøj pøj med streamingen og tak igen for de skønne ord.
      Mange hilsner fra
      Rebekka