Anmeldelse: Anna Grue skriver godt. Bum! Hun laver gode plots. Bum! Hun skriver med humor og lune. Bum!
Jeg har en svaghed for Anna Grues krimier – og for Dan Sommerdahl: En klassisk krimihelt på en moderne måde. For godt nok er han reklamemand, men Sommerdahl er også en privatdetektiv, der selvfølgelig optrevler krimigåden, så vi til sidst får besvaret det store who-done-it-spørgsmål.
Skriver Grue dybsindige krimier, man husker længe efter sidste side er slugt? Nej. Men skrive, det kan hun. Og jeg er ekstremt godt underholdt i selskab med den veltrimmede, skaldede snart 50-årige detektiv fra den fiktive nordsjællandske by Christianssund.
I denne sjette Dan Sommerdahl-krimi er der fokus på krop og seksualitet. Vi møder bl.a.:
- Den overvægtige gymnasielærer, der konstant er på Nupo-kur, men som har oceaner af slik og kage gemt i skuffer og skabe
- Kvinden der har tiden imod sig, hvis hun skal nå at blive gravid inden overgangsalderen
- Den atletiske idrætslærer, der sveder i fitnesscenter inden arbejde
- De smukke og selvsikre teenagere – og de usikre
Og endelig møder vi Dan Sommerdahl, der er omgivet af lesbiske, der ikke finder ham spor tiltrækkende. En uvant og forvirrende situation for den karismatiske kvindecharmør.
I Sidste forestilling bliver vicepolitikommissær Pia Waage fra Christianssund Politi mistænkt for mordet på sin kæreste, en kvindelig gymnasielærer, som brutalt bliver slået ihjel. Da Pia Waage bliver varetægtsfængslet, kontakter hun Sommerdahl og beder ham om at efterforske sagen på sin helt egen måde.
Ligegyldigt hvilket miljø Anna Grue beskriver, så gør hun det troværdigt og interessant. Også denne gang hvor meget af handlingen foregår på et gymnasium. Plottet overrasker, forundrer og begejstrer. Det er en begavet historie, Anna Grue serverer, og Sommerdahl-universet er underholdende og trygt, uden at det bliver kedeligt eller banalt af den grund.
Jeg bifalder, at dyreelskeren Anna Grue i løbet af serien har skruet gevaldigt ned for beskrivelserne af dyr, selvom der selvfølgelig både er hunde og katte med i Sidste forestilling.
De øvrige bøger om Dan Sommerdahl er i kronologisk rækkefølge:
- Dybt at falde
- Judaskysset
- Kunsten at dø
- Den skaldede detektiv
- Et spørgsmål om penge