Små hænder af Andrés Barba er en lille hapser, der smager længe efter sidste bid. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Indtil for nylig vidste jeg ikke, hvad en novella var. Bastardgenre kalder nogle genren. Med andre ord et format, der er kortere end en roman, men længere end en novelle. Lidt ligesom long read-formatet du måske kender fra artikler, der også lander et sted midtimellem.

Spanske Andrés Barbas novella Små hænder er en kort, hjerteskærende thriller/gyser, som jeg læste to gange for at få alle de fine detaljer med.  Andrés Barba, født i Madrid i 1975, har skabt en historie, der med sin stille brutale uhygge kommer snigende og omfavner dig. Og ikke giver slip lige med det samme.

Er du hardcore krimilæser, så er du vant til lidt af hvert, vi er ikke sådan at hyle ud af den, og med Små hænder kommer du ned i tempo i forhold til de fleste krimier. Bare lige for at få det på plads.

Jeg anbefaler varmt denne lille herlige spanske hapser i lommeformat. Den bobler af sprogligt overskud,  er raffineret og fuld af sanselige detaljer, selvom sproget visse steder svulmer op og bliver næsten for voluminøst og svulstigt – det må være de spanske armbevægelser.  Og historien sniger sig ind under huden på sine læsere med en grundstemning, der emmer af klaustrofobi og noget meget ildevarslende og foruroligende.

Marina er syv år, da hun mister sine forældre i en voldsom bilulykke. Efter flere måneder på hospitalet omgivet af læger og psykologer bliver Marinas nye hjem et børnehjem. For de andre børn på hjemmet er hun den mystiske, nye og fascinerende pige, der, modsat mange andre af hjemmets piger, har haft et liv uden for institutionens vægge. De fascineres og væmmes. Og Marina fornemmer, at hun har en vis magt, selvom hun bliver mobbet og holdt uden for.

“Hun prøvede at slippe væk, men mærkede til sin rædsel, at de spærrede vejen for hende og tvang hende til sammen med dem at bøje sig over cirklen. Marina kunne ikke opfatte, hvad de sagde, og tænkte skamfuldt, at de hævnede sig på hende, fordi hun udspionerede dem om natten. Desperat begyndte hun at skubbe til dem, men mærkede, hvordan denne mur af kød lukkede sig og blev ugennemtrængelig.”

Historien fortælles dels ud fra Marinas synsvinkel i tredjeperson ental, og dels ud fra en vi-fortæller, når læseren får historien serveret fra de andre pigers synsvinkel. For som i en god, klassisk græsk tragedie har historien et kor – en magtfuld masse, der aldrig er til at skelne fra hinanden.

Marina er traumatiseret og sårbar, men også underlig upåvirket, for kan man som barn overhovedet fatte den sorg, der har ramt en? Og for at blive en del af flokken, en del af vi-koret, opfinder hun en leg. En farlig leg.

Hvad der yderligere sker i novellaen, må du selv læse dig til, men børn kan være virkelig ondskabsfulde. Gennem alle sider bliver der lagt op til finalen. En slutning, der ikke overraskede mig, men den er skrevet på samme tid nøgternt og råt set med børneøjne. Og gør indtryk.

Jeg har altid syntes, der var noget skræmmende over dukker, der stirrer på en med de dér døde glasøjne. Som barn var jeg mere typen, der foretrak tøjdyr frem for dukker, og efter at have læst historien er jeg ikke blevet mindre skræmt af dukker…

Det er en bog om alle de store følelser: om sorg,  om at miste, om magt, om kærlighed, om længsel og om at høre til.

Novellaen er oversat af Ane-Grethe Østergaard og er udkommet på Skjødt Forlag, der udgiver spanske bøger på dansk. Tidligere har forlaget udgivet Barbas roman Lysende Republik, som forfatteren fik den store spanske romanpris Premio Herralde for. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.