Fristelsen

Den der tugter af Dorthe Annette Hansen

Krimiforfatter Dorthe Annette Hansen har sin research i orden. Hun har arbejdet som både fængselsfunktionær og overvagtmester i Vestre Fængsel.

Krimiforfatter Dorthe Annette Hansen har sin research i orden. Hun har arbejdet som både fængselsfunktionær og overvagtmester i Vestre Fængsel.

Anmeldelse: Dorthe Annette Hansen er tidligere overvagtmester i Vestre Fængsel og har skrevet en stram, velfortalt og unik spændingsroman om hverdagen i Danmarks største (og måske mest berygtede) fængsel.

I et interview har krimiforfatter Dorthe Annette Hansen fortalt, at hun i sin seneste spændingsroman, Den der Tugter, har skruet lidt ned for virkeligheden. For ikke at skræmme læserne alt for meget.

Det siger ikke så lidt, for tonen er rå, og forholdene er barske. Dorthe Annette Hansen brækkede ryggen for ni år siden, da hun blev overfaldet af en fange under en afhøring. Og skal man tro forfatteren, så er sikkerheden i fængslet langt fra optimal – hverken for de ansatte eller de svage fanger.

Spændingsromanen giver et enestående indblik i livet i den korsformede 4-etagers bygning på Vigerslev Allé i København SV. Vi følger især ægteparret og kollegerne Bjarne og Sanne, der begge er fængselsfunktionærer. På deres arbejde skal de navigere i det, der burde være lov og orden, men som langtfra er det. Da en fange findes død i sin celle og en betjent stikkes ned på gangen, ulmer uroen bag murene.

Dorthe Annette Hansen skriver stramt og uden de store dikkedarer, og det virker godt. Hun formår med sit sprog at skabe en vedkommende, intens, dirrende, urolig og faretruende stemning, så man hele tiden har fornemmelsen af, at nu sker der noget skelsættende og farligt (hvilket der også gør). Hun beskriver den klaustrofobiske stemning, der kan være i en celle, og de ansattes magtesløshed over for stigende arbejdspres og dårlig sikkerhed. Og selvom forfatteren måske har skruet ned for virkeligheden, så giver bogen et realistisk billede af, hvordan det er at leve i Vestre Fængsel. Det er underholdende, spændende og – synes jeg – hamrende interessant.

Jeg synes dog, at forfatteren burde have kælet lidt mere for den sidste tredjedel af bogen. Der går det lidt rigeligt stærkt. Og det er en skam. Den der tugter er dog alt i alt en hurtiglæst, fascinerende og fængslende fængselsroman.

PS: Forfatteren står også bag krimien Fristelsen. Du kan læse min anmeldelse af bogen lige her

 

 

Vinder af Øjesten – og debutanter på Krimimessen

Du kan møde en hel række debutanter på Krimimessen 2013 i Horsens.

Du kan møde en række debutanter på Krimimessen 2013 i Horsens.

På 2013-udgaven af Krimimessen i Horsens den 16.-17. marts kan du møde flere debutanter. Er du fast læser af Vild Med Krimi, så har du mødt flere af forfatterne her på bloggen.

Debutanter kan have det svært på et bogmarked, der ofte satser på det sikre: Nemlig de etablerede forfattere og bestseller-titler. Jeg kan kun opfordre dig til, at du af og til kaster dig over en krimidebutant. Der er masser af krimiguf at hente.

Jakob Melander er en af de krimidebutanter, der skriver forrygende, og som du kan møde på messen. Han er forfatteren bag krimien Øjesten, der udkom for et par uger siden. Hvis han helt konkret kunne træde på alle de rosende ord, der drysser ned over Øjesten, ville de føre ham helt til Sverige fra det Vesterbro, han beskriver i sin krimidebut. Det er en stærk og flot debut og bestemt en læseværdig krimi.

Øjesten skal hjem i reolen hos Irene.

Øjesten skal hjem til Irene.

Den heldige, der har vundet et eksemplar af bogen, er Irene. Send mig din adresse, Irene, på mail@rebekkaand.dk. Så er Øjesten på vej til dig. (Den opmærksomme bloglæser vil bemærke, at der er 24 kommentarer til konkurrencen, men da Jakob Melander er en af dem, så har jeg udelukket ham og kun haft 23 lodder i spil.) Vil du læse alle kommentarerne og min anmeldelse af bogen, så klik her

En anden debutant er Dorthe Annette Hansen. Hun er forfatter til Fristelsen, der foregår i et lokalsamfund på Lolland. Det er en rigtig god og spændende fortælling. Om bogen skrev jeg bl.a.

Dialogerne er troværdige og naturlige, og forfatteren formår at skrive, så man bliver tung om hjertet. Stemningen er mørk og dyster og nærmest klaustrofobisk – og der er ikke meget at grine af. Men jeg elsker, at man som læser bliver draget ind i et univers – og tror på det.

Læs her hele anmeldelsen af Fristelsen

Også Mads Peder Nordbo kan du møde på krimimessen. Han er forfatter til Odins Labyrint – Et glasbarns fortællinger. Det er en mellemting mellem en spændingsroman/thriller, og Mads Peder Nordbo var en del af Vild Med Krimis adventskalender. Læs eller genlæs interviewet her, hvor forfatteren bl.a. fortæller, hvorfor han er fascineret af krimigenren. Jeg anmelder snart bogen, der netop er udkommet i 3. oplag.

Christian Steener Eriksen debuterede sidste år med Fædrenes Synder, der bl.a. foregår på landets mest prestigefulde kostskole Herlufsholm, hvor forfatteren selv har gået.

– Det er netop bogens styrke, men det spænder desværre også en smule ben for krimihistorien.

Sådan skrev jeg i min anmeldelse, som du kan læse her

Også debutanterne Jesper Stein (Uro) Nina Sahl (Den sidste dag med uskyld) Mikal Rode (Den trofaste forræder) Maria Kjær-Madsen (Sorgens dæmoner) Stephen Horners (Miraklet i Krakow) og Erik Hauervig (Det onde netværk) kan du møde på Krimimessen i Horsens.

 

 

 

 

 

 

Fristelsen af Dorthe Annette Hansen

Anmeldelse: Anders er præst i Nysted på Lolland. Et lille lokalsamfund hvor alle følger med i, hvad naboen foretager sig, og hvor det er svært at være anonym. Da præstens lille datter forsvinder på vej til skole, falder hans verden sammen. Ægteskabet med hustruen Ingrid krakelerer, og det slider på dem begge, at politiet ikke har held til at opklare, hvad der er sket. Datteren er forsvundet.

Året efter forsvinder endnu en lille pige. Nu går lokalsamfundet i panik. Den forsvundne pige er denne gang en irakisk flygtning, som Anders skjuler i samarbejde med en asylgruppe. Og nu retter lokalsamfundet deres angst og vrede mod Anders, der udsættes for massiv sladder, hetz og forfølgelse. Anders svigtes af gamle venner og får kun støtte fra den unge kvinde Liv fra Asylgruppen. Præsten forsøger selv at finde ud af, hvad der er sket. Og det er ikke ufarligt.

Det er altid en fryd for en, der er vild med krimi, at opdage nye, spændende krimiforfattere. Og Dorthe Annette Hansen er bestemt en, jeg vil holde øje med i fremtiden. Hun har skrevet en underholdende, mørk og interessant psykologisk spændingsroman. Som læser bliver man uden den mindste usikkerhed suget ind i det fiktive univers. Dialogerne er troværdige og naturlige, og forfatteren formår at skrive, så man bliver tung om hjertet. Stemningen er mørk og dyster og nærmest klaustrofobisk – og der er ikke meget at grine af. Men jeg elsker, at man som læser bliver draget ind i et univers – og tror på det. Det er en bog, der sætter tanker i gang. Efter at have læst bogen, tænkte jeg: Er mennesker virkelig så onde? Og svaret er nok desværre ja.

Slutningen overrumpler. Der venter læseren lidt af en overraskelse. Min eneste anke er, at slutningen bliver lidt uforløst. Da bogen kun er 240 sider lang, kunne forfatteren sagtens have kælet lidt mere for nogle vigtige detaljer og beskrivelser. Det ødelægger dog ikke billedet af en god gedigen krimi, der fænger fra start.

Dorthe Annette Hansen har tidligere været medforfatter til Facebook-krimien Dødens fotograf. Fristelsen, der er udgivet på Byens Forlag, er hendes første selvstændige spændingsbog. Kommer der en bog mere fra hendes hånd, så er det bestemt en, jeg skal læse.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her