Dette er tredje del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr. Sandfigurer af Helena Bangert og Marielle Hessels.

3. søndag i advent: Vild Med Krimis adventskalender er en novelle af Lotte og Søren Hammer. Et krimieventyr inspireret af Ebbe Kløvedal Reich, hvis trilogi over danmarkshistorien kan anbefales til alle, der har lyst til en god læseoplevelse.

Fik du ikke læst første del af historien, kan du læse første del her Anden del af historien finder du her

Af Lotte og Søren Hammer

Næste morgen, endnu inden noget menneske var vågnet, gemte Skovtrold sig bag bad­stuen, og her ventede han til Tovelil kom, og han lurede på hende, mens hun trådte ud af sit tøj og i al sin frodighed gik indenfor og lukkede døren efter sig.

Skovtrold tænkte: hold da op, kongen har nok at se til, og så tog han en solid gren, som han satte for bad­stue­døren, inden han lagde en god favnfuld bøgekævler i ovnen, der blev betjent udvendig fra. Derefter småløb han tilbage til Dronning Sofies værelse, fortalte om sin dåd og forlangte sin belønning, som det var aftalt.

– Din belønning, ja, vi må vel hellere få det overstået, sukkede dronningen.

Hun havde svært ved at give guld fra sig, og særligt sit eget, så hun hentede Tovelils smykkeskrin, det har hun jo ikke brug for mere, og derfra tog hun den tarveligste ring og gav til Skovtrold, selvom også det gjorde slemt ondt.

Men aldrig så snart havde Skovtrold modtaget ringen, før der lød en forfærdelig lyd, gennem­trængende, ud over hele byen, ikke til at holde ud. Det var kongen, der havde fundet Tovelil og nu brølede i vrede og chok, så kongs­gården rystede i stokværket og stråene dryssede fra taget, slot eller ej. Og Skovtrold tænkte, at tiden måske var inde til at komme hjemad. For eksempel sådan cirka lige nu, og så løb han alt hvad hans tykke ben orkede, ind til han endelig kom ind i en skov, hvor han følte sig tryg.

Hjemvejen forløb endnu bedre end udturen, Skovtrold skridtede til i højt humør, godt til­freds med sig selv og med sit liv: Nu havde han en pragtfuld ring og der til en dejlig hun at komme tilbage til. Solen skinnede og varmede hans pels, og han slap sin glæde fri, idet han i sit hoved gjorde et rim til stakkels Tovelil, hvorefter han sang det så højt og skur­ren­de, at fuglene flygtede fra deres reder, og musene pilede mod deres huller.

Saa gejl var din Drot, da du kom til By

i Seng og på Slot, du lokked så bly,

at han bandt sig.

Og hvid var din Tand, og fast var dit Sul,

Men du ligned den And, som vi steger til Jul,

da han fandt dig.

Det var et dejligt rim, syntes Skovtrold, et rigtigt skovtrolderim, og så sang han det en gang til og denne gang i en vovet version med Mås og Gås i stedet for Tand og And, når nu ingen alligevel kunne høre ham.

Tilbage hos Troldetøs, gav han hende ringen og fortalte om kongen og dronningen og om den trinde Tovelil og særligt om, hvordan han modigt med stor fare for sit liv havde blokeret badstuedøren og overfyret badstuen, så den blev til en bageovn. Derefter tilføjede han stolt:

– Jeg har også gjort et rim.

– Ligrøver, ranstrold, frillemorder.

Troldetøs var helt ude af den, og Skovtrold beslut­tede at gemme rimet et års tid eller hundrede til en bedre lejlighed, men det gjorde ingen forskel. Med alle tegn på foragt, smed Troldetøs sin ring bort, så langt hun kunne, den tyvering ville hun hverken eje eller have, og det samme gjaldt Skovtrold. Derefter skred hun med rasende ryg ind i sin hule, hvor hun straks efter rullede stenen for.

Fortsætter 4. søndag i advent.