Anmeldelse: Hende der må dø af David Lagercrantz


Anmeldelse: Hende der må dø af David Lagercrantz er sidste bind i Millenniumserien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. De tre første bind i serien skrev Stieg Larsson, og nu har Lagercrantz skrevet lige så mange. Igen leverer den svenske forfatter et kompliceret, snørklet og overdådigt plot, der fascinerer og fint fuldstændiggør historien om en af krimigenrens stærkeste og mest interessante karakterer.

Hende der må dø er den sjette bog i serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Og den sidste.

Lisbeth Salander uden piercinger, i sort habit og skjorte. Lisbeth Salander, der tvivler, viser svaghed og vakler. Hvem skulle have troet det?

Men det er sådan, vi møder nørden, superhackeren, den socialt handicappede og geniale Salander i Hende der må dø, og det virker hverken påklistret eller underligt. Det er sådan, vi møder Lisbeth Salander, fordi historien kræver det.

Salander har dog handlekraften og selvtægten siddende lige inden for skjorten – og lufter også sin hættetrøje indimellem. Men Lisbeth Salander er i store dele af bogen i diskret-ikke-tiltrække-for-megen-opmærksomhed-outfit og i en underlig usikker stilhed-før-storm-tilstand. Allerede tidligt i bogen lægges der op til den store finale. Det allersidste punktum. Og selv en Lisbeth Salander kan åbenbart være i tvivl.

Død mand med Blomkvists nummer

Forlaget Modtryk kalder Hende der må dø for en spændingsroman, men historiens motor er i bedste krimistil efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald. Retsmedicineren Fredrika Nyman får mistanke om, at en tigger, der findes død midt i Stockholm, ikke er død af naturlige årsager. Hun graver i sagen, og inden længe er hun i kontakt med Mikael Blomkvist. I lommen på den afdøde mand ligger nemlig en krøllet seddel med Blomkvists telefonnummer på. Blomkvist er gået lidt i stå med sin undersøgelse af russiske såkaldte internettroldes hacking og bidrag til at sprede løgne og misinformationer, og han undersøger i stedet den afdøde mands baggrund.

Samtidig planlægger Lisbeth Salander én gang for alle at gøre regnskabet op med sin tvillingesøster, Camilla, der er beskyttet af den russiske mafia og alt andet end et nemt mål. For selvom de to kvinder er vokset op under de samme kår og på mange måder deler skæbne, har de valgt hver deres side og er arvefjender.

Bogen, der består af skarpe små kapitler med forskellige fortællestemmer, er delt op i tre dele, og som læser kommer du med til både Mount Everest i Nepal, til Moskva, til Prag, København og Stockholm selvfølgelig.

Ikke alle detaljer er nødvendige

Indimellem sidder jeg med følelsen af, at forfatteren lader en detalje om Lisbeth Salanders fortid flette ind i teksten kun for at illustrere, at han har tjek på hele forhistorien og det trebinds værk, som Larsson skabte. Men samtidig videreudvikler David Lagercrantz, med respekt for karakterernes baggrund, både Salander og Blomkvist, der igen, som det også er tilfældet med de forrige bøger i serien, sjældent er til stede i samme scene. De kommunikerer mest via mails. Krypterede selvfølgelig.

Nyd siderne. Hver og en. Også de lidt tunge faktaafsnit om DNA-forskning. For hver bid, du sluger, for hver linje, du læser, kommer du tættere på de sidste sider om en ikonisk figur, der har sat sit grundige aftryk på krimigenren. Og været en inspiration til ikke så få fiktive krimiheltinder.

Godt Blomkvist stadig er med

Jeg har altid været rigtig glad for figuren Mikael Blomkvist, og jeg var i sin tid bange for, at han blev skrevet helt ud af universet, men heldigvis er han med endnu. Dog er det Salander, der gør størst indtryk. Hendes skæve tankegang, hendes unikke evner, hendes handlekraft, hendes retfærdighedssans, hendes higen efter hævn efter en traumatisk barndom, der har sat sine spor. Hun er vild. Og interessant.

Det er på mange måder bedrøveligt bid for bid, mens man læser, at nærme sig slutningen. Men Larsson og Lagercrantz – sikke en rejse. Tak for at invitere læserne med på en turbulent og underholdende rejse, hvor det på papiret så idylliske svenske samfund får en tur i vridemaskinen. Serien har budt på temaer som korruption, formynderi, selvtægt, kvindehad, magtmisbrug, storpolitik, internettrolde og dybe, mørke statshemmeligheder. En verden af kaos. En verden, hvor ondskaben får plads.

Bedste af Lagercrantzs bidrag

Hende der må dø er den bedste af David Lagercrantzs Millenniumbind. Og med den er det et farvel til et yderst originalt krimimakkerpar.

Måske skriveriet ikke er hjerteblod for Lagercrantz på samme måde, som det var for Larsson, der var antiracist og feminist til fingerspidserne. Larsson, der ikke nåede at opleve sin egen gigantiske forfattersucces. Larsson, som var en ihærdig arbejdshest, der viede sit liv til at kortlægge nazismen og højreekstremismen i Sverige.

Men Lagercrantzs velskrivende pen og spændstige sprog, hans imponerende research, overblik, evne til at plotte og ikke mindst hans fantasi afslutter serien på en formfuldendt måde. Hende der må dø er overbevisende som afslutning på serien og en krimi, der hæver sig væsentligt over gennemsnittet af krimiudgivelser.

Bogen er udkommet på Forlaget Modtryk og oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.

Da jeg kom sent hjem i aftes, havde min datter lavet skulpturen til højre og et kort sekund tænkte jeg: Åh nej, ikke min Salander-bog. Men heldigvis var det en gammel slidt (dårlig) bog, hun havde kastet sig over, en bog, der havde fået kaffepletter og for længst er læst og glemt.

PS: Læs eller genlæs mit interview med oversætter Agnete Dorph Stjernfelt, som blev bragt på bloggen i december 2017. Her fortæller hun blandt andet:

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagercrantzs bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

PPS: Tilbage i foråret anmeldte jeg en dokumentar om Stieg Larsson, som kan ses på C More. Læs eller genlæs anmeldelse her

Til allersidt i dokumentaren bliver Stieg Larsson i et interview, optaget kort før han døde i 2004, spurgt, om demokratiet er truet. Han svarer:

Ja, demokratiet er altid truet. Demokrati er ingen selvfølge, men noget man skal arbejde for konstant. Hver ny generation skal finde interesse for at forsvare demokratiet. Demokratiet er ikke et stabilt system, så ja, demokratiet er truet. Størstedelen af Europa er i dag demokratisk på en eller anden måde, men vi ved ikke, hvordan det ser ud om 20 år.

Jeg synes, citatet er mere aktuelt end nogensinde.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.