Jeg var klar med pen og papir, da Jussi Adler-Olsen fortalte om sit forfatterskab og viste rundt i kontorvillaen i Allerød. Foto: Rikke Andrup Jensen. Rikke blogger også om krimier – og alle mulige andre genrer på andrupsbookshelf

Anmeldelse: “Tålmodighed, Hr. Mørck, jeg kommer til det.” Sådan siger en kilde til Jussi Adler-Olsens hovedperson, Carl Mørck, på side 353 i Den grænseløse.

Måske taler forfatteren her direkte til læseren? For ja, Jussi Adler-Olsen kommer til det. Den grænseløse er en effektiv krimi i bedste Adler-Olsen stil med masser af humor og spænding. Men man skal vente alt for længe på guldkornene.

Jeg besøgte Jussi Adler-Olsens kontorvilla i Allerød dagen før, den sjette bog om Afdeling Q udkom. Sammen med en håndfuld andre bloggere. Her, før bogen overhovedet var blevet anmeldt, forudsagde Jussi Adler-Olsen, at: “politifolk vil elske denne roman, fordi det er en klassisk politiopklaring. Nu får de deres bog.”

Han fik ret. På udgivelsesdagen sidst i oktober skrev politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi en meget begejstret anmeldelse i Ekstra Bladet. Og sendte fem stjerner i Jussi Adler-Olsens retning.

Jeg synes desværre, det er bogens svaghed, at vi – sammen med det herlige team fra kælderen under Københavns Politigård – slavisk forfølger det ene spor efter det andet. Og afhører vidner i et væk. Det er omstændelig. Og lidt kedeligt. Desværre. Jeg savner noget af den spændstighed, kreativitet og højspændt spænding, som vel nærmest er Adler-Olsens varemærke. Jeg savner thriller-elementer og forfatterens eminente sans for at bruge suspense, så man nærmest ikke tør gå på toilet midt i aftenlæsningen, for hvad nu hvis….

Over rigtig mange sider overvejer Carl Mørck, om han skal tage hul på en 17 år gammel sag om en ung kvinde, der under et højskoleophold på Bornholm bliver dræbt af en formodet flugtbilist. Hvad er gået forud for, at den unge kvinde en tidlig morgen bliver ramt af en bil og klynget op i et træ?

Carl Mørck vil finde sandheden. Selvfølgelig tager han den bornholmske sag – det er ligesom bøgernes præmis, så hvorfor spilde mange sider på Mørcks overvejelser?

Jussi Adler-Olsen skriver om grænseløshed på flere måder. Om den grænseløse kærlighed. Om den grænseløse jalousi. Og om den grænseløse hævn etc. Og spørgsmålet er, hvem der egentlig er mest grænseløs i bogen. Er det den lokale politimand på Bornholm, der har tilsidesat sit eget privatliv for at forsøge at løse sagen om den unge dræbte kvinde? Eller er det kvinden Pirjo, der med alle midler kæmper for at få lederen af en religiøs sekt helt for sig selv? Vi følger bl.a. Pirjo og hendes guru i flashback-kapitler, og fortid og nutid flettes elegant sammen – selvfølgelig med forviklinger og plot-tvist undervejs. Jussi Adler-Olsen beskriver de alternative miljøer med masser af humor og lune – men uden at pege fingre.

Den grænseløse er bestemt en læseværdig bog. Det er en rigtig god historie, Jussi Adler-Olsen har fundet på. Og især den sidste tredjedel af bogen er krimiguf for alle pengene. Når Jussi Adler-Olsen er god, så er han hamrende god. Han kan sit håndværk.

Det er en fornøjelse igen at møde de velkendte ansigter fra Afdeling Q. Relationerne mellem figurerne spiller en stadig større rolle. Rose tager mere initiativ og handler mere på egen hånd i denne roman. Og det klæder hende. Vi kommer også med til begravelse hos Mørcks familie i Nordjylland, og vi får endnu flere ledetråde til at forstå Carls baggrund. Vi bliver en smule klogere på Assad.  Kun en smule. Vi får rigeligt med kamel-vitser, men jeg har så stor kærlighed til figuren Assad, at jeg sluger dem fornøjeligt og skyller ned med et glas hvinende sød te i bedste Assad-stil. Og nej, jeg ser ikke skuespilleren Fares Fares foran mit indre blik, når jeg læser bogen. Jeg ser den Assad, som jeg så, før de to første Afdeling Q-bøger blev filmatiseret. I øvrigt er det forfatterens svigerinde, der ofte inspirerer til Assads sprogblomster.

Jussi Adler-Olsen har fortalt, at den næste bog i serien får Rose som omdrejningspunkt. Den ottende bog i Afdeling Q-serien skal fokusere på Assad. Den niende bog bliver Carl Mørcks bog, og i den allersidste bog – den 10. – skal alle ender samles. Jeg håber, at forfatteren skruer op for de thriller-elementer, han så fornemt mestrer, og at han skruer lidt ned for det klassiske (lidt kedelige) politiarbejde i de kommende bøger.

PS:Du kan læse om mit besøg hos Jussi Adler-Olsen lige her