Krimiguide til bogudsalg 2013


Det kan godt være, at det gør ondt i et forfatterhjerte at se sin bog til udsalgspris, men mon ikke mange læsere glæder sig over, at de fra i morgen kan købe bøger ekstra billigt? Jeg gør i hvert fald. I morgen begynder bogudsalget, og der er masser af suverænt læsestof til nedsat pris. Her får du min lille krimiguide til bogudsalget:

Bogudsalget, der begynder i morgen, byder på flere gode krimititler. Foto: Rebekka Andreasen

Har du endnu ikke læst Lene Kaaberbøl og Agnete Friis’ serie om Nina Borg, der arbejder som sygeplejerske for Røde Kors, så kom i gang. Nina Borg handler, når hun finder noget uretfærdigt, og hvor andre tænker: bør, tænker hun: gør. Og hvad ville verden være uden Nina Borg-typer? Dog får man nogle gange lyst til at ryste hende og sige: Tag dig nu sammen. Og pas lidt på dig selv. Men det er underholdende og uhyre spændende at læse om hendes strabadser. Start med Drengen i Kufferten, der i 2009 blev kåret til årets spændingsroman af Det Danske Kriminalakademi. Dernæst følger Et stille umærkeligt drab og endelig Nattergalens død.

For en flad tier kan du købe det, der er blevet kaldt Danmarks første krimi, Hvad skovsøen gemte, der udkom første gang i oktober 1903. Ja, det er en del år siden. Forfatteren Palle Rosenkrantz, der også har lagt navn til en krimipris, har skrevet en detektivhistorie om fundet af et lig i en skovsø i det nordlige Sjælland. Bogen står i min reol, men jeg har ikke læst den endnu. Men det skal jeg helt klart på et tidspunkt. Jeg har dog læst det interessante efterskrift af forfatteren Benni Bødker.

Åke Edwardsons Den sidste vinter er endnu en kommissær Winther-krimi. Det er den 10. og sidste i rækken, og selvom den ikke er lige så god som de forrige bøger i serien, så mener jeg bestemt, at den er læseværdig. I et af Göteborgs mondæne kvarterer bliver to unge kvinder fundet myrdet. Begge kvinder er kvalt, mens de sov. Og mens deres kærester tilsyneladende sov intetanende ved siden af. Kriminalkommissær Erik Winter går ind i sagen og konfronteres på ny med menneskets mørkeste hemmeligheder. Har du problemer med at huske rækkefølgen på populære krimiserier, så kan du få hjælp lige her

Det ender med tårer af Ruth Rendell er også at finde blandt bogudsalgets bøger. Den engelske krimiforfatter er kendt for et langt forfatterskab, der tæller talrige psykologiske thrillers, og Ruth Rendells livlige fantasi har frarøvet mig mange søvnløse nattetimer, siden jeg som teenager for første gang læste en af hendes bøger. Jeg har ikke læst netop denne krimi, men hun er en eminent krimiforfatter, der skriver overlegent godt. Det ender med tårer er endnu en bog i serien om kriminalkommissær Wexford, nummer 20 faktisk.

Norske Karin Fossum kan skrive bøger, der er helt utrolig uhyggelige, og som emmer af ondskab. Om man har hele tiden en foruroligende fornemmelse i kroppen, når man læser en af hendes krimier. Hun kan beskrive personer, så man nærmest tror, de står lyslevende foran en. Varsleren er en krimi fra 2010, der fik smidt masser af forrygende anmeldelser efter sig. Læs den.

Vil du et smut tilbage til 80’erne med alt, hvad det indebærer af popmusik, dystre digte, yuppier og bz’ere? Så læs Jeg er ikke her af Christian Dorph og Simon Pasternak. Det er makkerparrets tre bind i deres ambitiøse serie, der er planlagt til at skildre sidste del af det 20. århundrede. Og nu er vi fremme ved midten af 80’erne, hvor verden er i koldkrigs-humør, og hvor en ung kvinde findes myrdet brutalt i en lejlighed i København. Drabsefterforskerne Ole Larsen, Anita Jensen og Rohde skal helt ind i den psykotiske personlighed og den sorte 80ér lyrik i en sag, der både trækker spor til en traumatiske barndomsoplevelse i Skåne og til den blodige borgerkrig i Libanon.

Og så er der jo også lige Susannes Stauns: Før jeg dør om profileringseksperten Fanny Fisker, Gunnar Staalesens krimiserie om Varg Veum, Henning Mankells Wallander-krimi: Den urolige mand og og og…

God fornøjelse med bogudsalget. Har du lyst til at dele, hvad du køber, så smid en kommentar på bloggen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.